Tysklands valg har stor betydning for Europa
Valget i Tyskland er langtfra sort-hvidt. De tungeste partier har på flere spørgsmål nærmet sig hinanden, men der er væsentlige nuancer til forskel. For Europas økonomiske fremtid kan det få afgørende betydning.
Coronakrisens storstilede fælleseuropæiske redningstiltag var et markant tøbrud og et opgør med den hidtidige krisehåndtering i regionen. Solidariske finanspolitiske tiltag, suspendering af budgetregler, overførsler til de værst ramte lande og lån uden reformkrav var alt sammen milevidt fra den tilgang, man valgte under gældskrisen knap et årti tidligere.
Dengang pegede nogle i de økonomisk overlegne lande fingre ad de svageste, der sloges med bank- og statsgældskrise. Deres regeringer blev udstillet som uansvarlige og uduelige, og deres befolkninger som dovne.
Med coronakrisens tiltag kunne man fristes til at tro, at alt var godt i regionen. Men de store redningspakker blev kun lanceret, fordi krisen havde en særlig (sundhedsmæssig) baggrund, fordi chokket var så voldsomt, og usikkerheden så stor. Og så var der ingen økonomiske ubalancer denne gang. Selvom der kan være god grund til at skabe mere permanente redningsmekanismer og mere fleksible regler for offentlig gæld og budgetunderskud, er der modstand. I Tyskland forekommer den stærkest i centrum-højre.
Træder man et par skridt tilbage, er der – blandt de partier, som realistisk kan indgå i kabalen om en kommende regering – ikke stor splittelse i synet på de overordnede statsfinanser. Selvom coronakrisens suspendering af reglerne var en nem vej til permanent afskaffelse, er både de konservative, de liberale og socialdemokraterne for en genindførelse af den budgetmæssige spændetrøje, som det såkaldte Schwarze Null (balance i statsbudgettet) udgør.
Reglerne spejles i Tysklands forfatningsindskrevne Schuldenbremse, som tilsiger et strukturelt underskud på max. 0,35 pct. af BNP. Reglen er en tand skrappere end reglerne i EU’s stabilitets- og gældspagt. Det understreger en ringe lyst til at skrotte EU’s underskudsregler.
De Grønne står alene med appetit på i større omfang at reformere både Tysklands og EU’s budgetregler. Men hvor f.eks. de liberale virker urokkelige, forekommer socialdemokraterne en anelse blødere i tonen. De har også historisk vist større velvilje og imødekommenhed, når EU skulle give enten støtte eller snor til de sydeuropæiske lande.
De Grønne ønsker en større ændring af budgetreglerne i Tyskland. De mener, at Tysklands relativt umoderne infrastruktur på f.eks. transportområdet, det digitale område og i forsyningsnettet og til tider også fodslæbende tilgang til klimaspørgsmål (afhængighed af kul) er resultatet af et investeringsunderskud, som er et spejlbillede af snærende budgetregler.
Brud på budgetregler anses typisk som uansvarlige, men det er en forsimpling. De Grønne mener, at bekymringen bør være investeringsunderskud frem for budgetudskud, og ikke mindst, at den truende klimakrise kalder på et opgør med den traditionelle udlægning. Det virker ikke helt skævt – slet ikke i Tysklands tilfælde.
Tysklands vægt i diskussioner i EU betyder, at hastigheden af den igangværende omstilling vil være formet af landets position.
De Grønne ønsker at holde offentlige investeringer uden for budgetreglerne. Netop den idé flugter med flere økonomers tanker om, hvordan også EU’s budgetregler kunne justeres og smidiggøres. Derfor vil et godt valg til De Grønne og socialdemokraterne nok være det bedste bud på opbakning til en smidiggørelse af EU’s budgetregler, selvom det næppe bliver noget stort opgør. Det er flertallet i tysk politik ikke rede til, og samtidig vil stort set alle realistiske regeringskoalitioner være med deltagelse af mindst ét finanspolitisk konservativt parti.
EU-Kommissionens enorme ambitioner for Europa som en grøn foregangsregion forekommer ligeledes en smule mere realistisk, hvis magten ender i en regering domineret af De Grønne og socialdemokraterne frem for hos de konservative. Tysklands vægt i diskussioner i EU betyder, at hastigheden af den igangværende omstilling vil være formet af landets position.
Det kan få betydning f.eks. i forhold til klimapolitikkens samspil med handelspolitikken, som allerede er skitseret i det nye system af klimatariffer på import med højt CO2-indhold. Dette for at undgå, at EU’s strammere klimaregulering undermineres af import fra egne med slappere regler – f.eks. Kina. Men når klimapolitik bliver handelspolitik, er Tyskland på stikkerne. Tror man, som jeg, at fremtiden for EU er at (for)blive den ledende region på klimaområdet – og at den position på lang sigt vil være konkurrencemæssig fordelagtig – er det også af den grund ikke ligegyldigt, hvilket valg Tyskland får.
Frederik Engholm
