Debat

Vi har brug for virksomheder, der har brug for os

Jo mere kunstig intelligens og machine learning, vi propper ind i vores virksomheder, jo sværere er det at gennemskue, hvad vi mennesker egentlig kan bruges til. 

Husker du Bølle Bob, lærerens skræk?

Jeg havde glemt alt om ham, indtil jeg var til konfirmation i sidste weekend, hvor vi gæster blev bedt om at skrive en lille hilsen til konfirmanden.

Min veninde skrev:

Vi er ikke rigtig voksne

Vi er ikke rigtig børn

Vi er både-og og hverken enten-eller.

Jeg sang passagen for mig selv, men gik i stå og måtte spørge:

“Hvad er det nu, der kommer efter?”

Min veninde svarede syngende:

Vi’ for unge til at elske

Og for gamle til at slås

Der er ingen, der har rigtig brug for os.

Jeg forstår godt, at læreren blev nervøs, når Bølle Bob åbnede munden, for hans budskab gør nas: “Der er ingen, der har rigtig brug for os”.

Når jeg kigger på mine børn og deres kammerater, er jeg ikke i tvivl om, at det er sådan, det føles at være ung. Gymnasielæreren holder regnskab med, hvor meget fravær den unge har, men har han brug for den unge? Gør det en forskel for undervisningen, om den unge møder op eller ej? Ikke rigtigt.

Det samme gælder fodboldtræneren, som kun går op i, om den unge kommer til træning, fordi det er en forudsætning for, at han kan blive udtaget til kamp. Giver det den unge en oplevelse af, at træneren har brug for ham? Ikke rigtigt.

Men hvad så med studiejobbet? Har chefen brug for den unge?

Ja. I modsætning til skolen og fodboldtræningen bliver den unge betalt for at møde op på sit arbejde. Chefen udbetaler ikke lommepenge, men løn, og det betyder, at den unge skal lave noget for pengene. Gør han ikke det, ryger han ud, så der kan blive plads til en anden, der kan levere det, virksomheden har brug for.

Så ja, chefen og virksomheden har brug for den unge. Ikke til at optræde i fraværsregnskabet, men til at bidrage til årsregnskabet. Chefen går ikke op i, om den unge kommer til træning, men i om han er med til at afgøre kampen: Hvor glade er kunderne for ham? Er han god til at samarbejde? Kan han sælge?

Mens de fleste vokser fra at gå i skole og til fodbold, har mange et job fra de er helt unge til de bliver meget gamle. På jobbet har vi både mulighed for at opleve, at der er brug for os, og at vi har brug for andre. Og vi er ikke i tvivl, når vi er en del af en arbejdsplads, hvor der er brug for os: Vi er glade og gør andre glade. Samarbejder og skaber værdi.

Men vi kan godt være i tvivl, når vi ikke føler, der er brug for os. Så bliver vi nemlig ikke bare usikre på vores chef og vores kolleger, men også på os selv.

Når jeg hører Bølle Bob, tænker jeg på mine børn og deres kammerater, men jeg tænker også på mig selv og min omgangskreds. Bølle Bob synger om, hvordan det føles at være ung, men han synger også om, hvordan det føles at være menneske.

“Der er ingen, der har rigtig brug for os” lyser ud af unge som gamle, store som små. Og det er kun blevet værre, efter at vi er begyndt at omgive os med intelligente maskiner.

Jo mere kunstig intelligens, machine learning og data science, vi propper ind i vores virksomheder, jo sværere er det at gennemskue, hvad vi mennesker egentlig kan bruges til. En hurtig omskrivning af Bølle Bob-omkvædet kunne lyde:

Vi er ikke ren maskine

Vi er ikke ren natur

Vi er både-og og hverken enten-eller.

Vi’ for langsom’ til at regne

Og for glade for at slås

Der er ingen, der har rigtig brug for os.

Der er ingen, der har rigtig brug for os, men når vi bruger hinanden rigtigt, får både vi og vores virksomheder, hvad vi har brug for. 

Pia Lauritzen

Mennesker, der arbejder i store virksomheder, taler ofte om, at alt er i forandring: Verden, deres branche og i sidste ende dem selv. De oplever, at deres virksomhed har brug for kunstig intelligens og machine learning, men ikke at den har brug for dem. Ikke som de er nu. Derfor taler de også om nye kolleger og kompetencer.

Men ligesom den unge ikke udvikler sig af, at gymnasielæreren registrerer hans fravær, bliver vi ikke bedre mennesker af at betragte os selv som dårlige maskiner.

Uanset hvor mange kompetencer, vi udvikler, kan vi ikke vinde, hvis vi tror mere på digital teknologi, end vi tror på os selv. Bølle Bobs succes skyldtes hverken skole, fodbold eller studiejob, men at han tog sine og sine kammeraters vilkår på sig.

For ham var “både-og og hverken enten-eller” ikke en svaghed men en styrke, der oversat til det moderne arbejdsmarked kunne lyde:

Der er ingen, der har rigtig brug for os, men når vi bruger hinanden rigtigt, får både vi og vores virksomheder, hvad vi har brug for.

Læs også
Top job