Serier

Har det pengepolitiske eksperiment sejret ad helvede til?

De svimlende summer af pengepolitisk stimulans har sat fart i verdensøkonomien, men tømmermænd kan vente forude.

Corona rammer verden

Jeg møder ikke mindst i kraft af mit arbejde rigtig mange mennesker, der i undrer sig over, hvordan det økonomiske lokomotiv i dag kan køre så stærkt og tilsyneladende ikke længere kender til hastighedsbegrænsninger. Forklaringen skal i høj grad findes i de svimlende summer af finans- og pengepolitisk stimulans, der i det seneste års tid er blev hældt ud over verdensøkonomien.

Men hvor kommer disse penge så fra, kan man så spørge? For indtil videre er vi jo hverken blevet ramt af store skattestigninger, voldsomme forringelser af de offentlige ydelser eller andre regninger. Svaret er, at de kommer fra centralbankerne, der i et årti har opkøbt enorme mængder af statsobligationer og dermed finansierer det offentlige forbrug ved at låne penge til staten. Pengene får centralbankerne ved at lade seddelpressen rullen, dvs. de trykker penge, som så i sidste ende havner ude hos os forbrugere som f.eks. lønkompensation, aktieafkast, stigende boligværdier eller som en check i postkassen hos amerikanerne.

Den gode nyhed er, at det virker. I et årti har centralbankerne ellers på egen hånd forsøgt at sætte mere fut i efterspørgslen og væksten ved at trykke penge og købe obligationer for at presse renterne så langt ned som overhovedet muligt for derigennem at få os til at forbruge mere og få inflationen skubbet op på 2 pct. Det er sket ud fra hypotesen om, at lave eller negative renter vil få os til at forbruge, fordi det ikke kan betale sig at have kontanter/penge på kontoen, når man ingenting får i rente. Og skal der ekstra lån til for at dække forbruget, så gør det jo heller ikke noget, når lånerenterne er forsvindende lave.

Selvom hypotesen lyder indlysende, har den indtil videre ikke helt holdt stik. For alle de penge, vi har sparet ved f.eks. billigere boliglån eller tjent på vores aktieinvesteringer, har ikke resulteret i en forbrugsfest. I stedet har vi været fornuftige og nedbragt vores gæld eller ignoreret det lave renteniveau og valgt at spare op til dårlige tider. Det har corona ændret på. For den har fået staterne til at gøre det arbejde, vi som forbrugere har været så fodslæbende med. Det er sket i form af en cocktail af ekstrem lempelig finans og pengepolitik, som nu har resulteret i det stærkeste opsving i 15 år.

Hurra det virker, kan man derfor konstatere. Men det lyder jo også lidt som det gamle indiske rebtrick, hvor tryllekunstneren kaster sit reb højt op i luften for efterfølgende at klatre op af det. Med andre ord en illusionskunst, som ophæver både tyngdelov og økonomisk logik. For det er svært at tro på en rus uden efterfølgende tømmermænd. Derfor skal det også nævnes, at vi potentielt er i fuld gang med at brolægge vejen til en statsgældskrise af dimensioner – for lånte penge skal som bekendt tilbagebetales.

Her lyder forsvarstalen bl.a., at vi med den stærke vækst vil have skabt en situation, som gør det muligt at afbøde landingen, når først regningen skal betales tilbage. Herudover påpeges det, at de fortsat ultralave renter og en moderat inflation er med til at gøre gælden håndterlig. Problemet opstår derfor først, hvis centralbankerne trykker hårdt på bremsen, stopper for seddelpressen og sender renterne op.

Sker det, kan en stribe lande kloden rundt få mere end svært ved at honorere gældsforpligtelserne, og så er vi tilbage i samme situation, som vi oplevede i starten af ti’erne, da den europæiske gældskrise udspillede sig. Hertil kommer, at problematikken denne gang vil kunne ramme verdens største økonomi, USA, hvor statsgælden er vokset eksplosivt og ligger på sit højeste niveau nogensinde i forhold til BNP.

Selvom der på et tidspunkt kommer et dyk, viser historien, at gevinsterne ved opturene, som regel er større end tabene ved nedturen.

Tine Choi

Sker det, bliver konklusionen, at det store pengepolitiske eksperiment har fejlet og ikke gjort andet end at udskyde problemet med alle de ubalancer, der kulminerede i finanskrisen, og som vi reelt ikke har fået løst, men bare puttet et plaster over. Men måske det bare er gammeldags tækning, og vi nu skal vænne os til en ny økonomisk virkelighed, hvor centralbankerne i al evighed skal være den største kreditor, og kun deres kastekraft og rebets længde sætter en grænse for, hvor højt man kan klatre op.

Hvem der får ret, må fremtiden vise, men så længe symbiosen mellem centralbankerne og regeringerne består, og renten på gælden er lav, ser den nuværende situation ud til kunne fortsætte i rigtig lang tid uden behov for nye trylletrick fra hverken centralbanker eller politikere.

Ser vi på aktiemarkederne, mener jeg derfor heller ikke, at toppen er nået, og jeg vil derfor fortsat anbefale at være med på rejsen. For selvom der på et tidspunkt kommer et dyk, viser historien, at gevinsterne ved opturene, som regel er større end tabene ved nedturen. Det så vi senest, da corona ramte i 2020. Her faldt aktiemarkederne på en måned 30 pct., men er siden steget med 76 pct.

Samme gjorde sig gældende under Finanskrisen i 2008-2009, da det globale aktiemarked faldt med 48 pct. over 14 måneder. Dengang tog det godt lidt længere tid – ca. fem år - at komme tilbage, men det skete immervæk. Det viser, at vi som investorer som regel har tiden med os. I hvert fald hvis man har tålmodighed og tæller tiden i år frem for dage.

Læs også