Serier

Sådan lærte jeg at holde op med at bekymre mig og at elske seddelpressen

Den Europæiske Centralbank køber månedligt statsobligationer for 85 mia. euro. Betænkelige borgere beroliges af statsministeren med, at det er gammeldags at bekymre sig om statsgældens tilbagebetaling. Gad vide, hvad det alt sammen skal ende med.

Corona rammer verden

I november 2007, mindre end et år før finanskrisen kastede verden ud i en krise, hvis lige vi ikke havde set siden depressionen i 1930’erne, opfordrede de økonomiske vismænd regeringen til at stramme finanspolitikken. Det så statsministeren, Anders Fogh Rasmussen, ikke nogen grund til.

Han mente, at dansk økonomi befandt sig i en ny æra – globaliseringens, som gjorde det muligt at forene en høj beskæftigelse med en stabil prisudvikling. Det var et æselspark til det økonomiske kleresi, som i et halvt århundrede havde hævdet, at stigende beskæftigelse fører til stigende inflation. En selvsikker statsminister opfordrede økonomerne til at gå hjem og skrive lærebøgerne om.

Det skulle ikke blive sidste gang, landets statsminister gik i rette med opfattelsen på Bjerget. Tidligere i år blev Mette Frederiksen spurgt, hvordan vi vil komme til at mærke det, når statslånene optaget under coronakrisen skal betales tilbage.

»Det er en lidt gammeldags og måske også en lidt traditionel borgerlig måde at se det på, svarede statsministeren,« der mener, at Danmark kan investere sig ud af krisen. Argumentet er velkendt; ingen låntager ved sin fulde fem beder banken om lån til finansiering af underskud.

Nationalbanken har gjort sig til et passivt vedhæng til ECB; dansk pengepolitik bedrives i Frankfurt.

Jørn Astrup

Siden Anden Verdenskrig har der været bred enighed om, at staten med under-/over­skudsbudgettering kan, og bør, medvirke til at udjævne konjunkturerne. Men man bør gå til sagen med ydmyghed, når man optager lån på skatteborgernes vegne; mange af de stakkels debitorer er ikke født endnu. Men en flot bemærkning var det da – gammeldags og borgerlig. Jamen, uha dada.

Måske også den nuværende statsminister føler sig hensat til en ny æra – æraen for gældsætningens ulidelige lethed. Med negative renter understøttet af et historisk opkøb af obligationer, sågar aktier, har centralbankerne lettet byrden for låntagerne.

Længe var centralbankernes hovedopgave at sikre stabile priser – dvs. en inflation på ikke over 2 pct. Siden århundredskiftet er ansvaret for den økonomiske politik i stigende omfang overgået fra regeringer med et parlamentarisk mandat til uafhængige centralbanker styret af bureaukrater.

Den Europæiske Centralbank, som skal holde styr på 19 EU-lande, der anvender euroen som fælles valuta, har sit at se til. Det er ikke åbenbart, at de 19 lande opfylder betingelserne for at anvende samme valuta. Det kom i 2011 klart til udtryk i eurokrisen, som reelt var en elementær gældskrise.

Men ECB is ready to do whatever it takes to preserve the euro, som Mario Draghi, bankens daværende præsident, i juli 2012 udtrykte det i en mindeværdig tale. Med en sådan stædighed kommer man langt. Især når man som ECB har adgang til seddelpressen.

I december 2019 afløste Christine Lagarde italienske Draghi som præsident for ECB. Lagarde var ikke blevet tilstrækkeligt briefet, da hun på et pressemøde i marts 2020, med klar adresse til Italien, udtalte »we are not here to close spreads, this is not the function or the mission of the ECB.«

Investorerne kunne nu se frem til et større rentespænd på italienske statsobligationer. Aktiebørsen i Milan kvitterede med et fald på 17 pct. Det bragte Lagarde på bedre tanker. Som hun oplyste på et efterfølgende pressemøde, var hun nu »fully committed to avoid any fragmentation in a difficult moment for the euro area.«

Centralbankernes virkelyst påkalder sig i stigende grad kritisk interesse. Wolfgang Schäuble, mangeårig finansminister i Merkels regering, mener, at centralbankernes voksende opkøb af statsobligationer risikerer at udløse en europæisk gældspandemi. Otmar Issing, tidligere medlem ECB’s direktion og af bestyrelsen for Deutsche Bundesbank, finder, at centralbankerne tager alt for let på inflationsfaren. Howard Davies, formand for bestyrelsen for NatWest Group og tidligere formand for bestyrelsen for det britiske finanstilsyn, påpeger, at den lempelige pengepolitik øger den ulige fordeling af velstanden, og at centralbankernes vokseværk bør tæmmes.

Med os danskere er det en anden sag. Vi har vor egen centralbank. Vi kan, om vi vil, føre en selvstændig penge- og valutapolitik. Et klart flertal stemte i september 2000 nej til euroen. Men skiftende regeringer, og Nationalbanken, synes at have ignoreret valgresultatet. I alt fald har banken med ECB indgået en aftale, der skal sikre, at kursen på den danske krone følger kursen på euroen. Og så er vi vel lige vidt.

Men hvad bruger vi da vores pengepolitiske frihed til? Ingenting. Nationalbanken har gjort sig til et passivt vedhæng til ECB; dansk pengepolitik bedrives i Frankfurt. Siden J.O. Krag og Anker Jørgensen har kronekursen, og pengepolitikken, været et emne, man ikke taler om. Danske politikere har deponeret vitale handlemuligheder i ECB. Det er ikke et demokrati værdigt.

jorn@jastrup.com

Læs også