Debat

Har vi glemt 75 procent af de danske elbilister?

Når snakken går om elbiler, ender den oftest på de manglende offentlige ladestandere. Dog foregår langt størstedelen af opladningerne i Danmark i privaten. Hvorfor fokuserer vi så ikke på bedre muligheder og løsninger dér?

Samfundet er i fuld gang med at omstille til elbiler og vi vil mærke ketchup-effekten meget snart. I juli 2021 udgjorde salget af elbiler 19 pct. Eksperter forventer 1,5 millioner elbiler i 2030, og langt størstedelen af de nye elbilsejere vil i stort omfang kunne nøjes med at lade op derhjemme.

Alligevel taler vi stadig mest om, at den offentlige ladeinfrastruktur - eller mangel på samme, udgør den største barriere i skiftet fra fossil til el. Det gælder dog reelt kun de 25 pct. danske bilister, som slet ikke har mulighed for opladning ved eller tæt på egen matrikel. Så hvad med de resterende 75 pct. af elbilisterne, nuværende som kommende?

To tredjedele af alle danskere vil kunne lade op derhjemme og endnu flere hvis naboen stiller sin lader tilrådighed til fællesladning. Og da vi i gennemsnit blot kører 40 km om dagen og mange langt mindre, kan en langt de fleste elbiler snildt klare det daglige kørselsbehov uden at der skal tankes strøm på det offentlige net. Alligevel handler elbil samtalen fortsat mest om de 25 pct. af ladekapaciteten, der forventes at ske på ”el-tankstationer”. Regeringen har prioriteret puljer og støtte til offentlig ladeinfrastruktur – hvilket selvsagt er vigtigt, men har de helt glemt det ekstra incitament til de mange opladninger, der skal ske privat?

Den bedste og billigste løsning over tid er for langt de fleste at købe egen ladeboks med installation, betale for løbende strømforbrug og via en serviceaftale modtage refusion af elafgift. Men ladeboks inklusive installation koster i omegnen af 10.000-15.000 kr. Det er en større økonomisk udskrivning, og det kommer oven i en betydelig investering i elbil.

I Tyskland giver staten private elbilsejere økonomisk kompensation på et beløb svarende til 6.700 kr. for køb af ladeboks og installation. Herhjemme var installation af ladebokse i en kort periode en del af Boligjobordningen, bedre kendt som håndværkerfradraget. Det stoppede i 2017, men måske er det igen tid til at lade et fradrag understøtte det, vi rent faktisk gerne vil have mere af – nemlig grønne løsninger.

Refusion af elafgift har længe været et brugbart økonomisk incitament, da det halverer strømprisen. I dag er det dog kun elbilsejere, der betaler fuld elafgift, der kan modtage refusionen. Hvis du har en mindre egenproduktion af grøn strøm, der dækker dele af strømforbruget hjemme, kan du ikke få refusion. Her kunne man gøre regler om afgiftsrefusion mere fleksible, så f.eks. solcelleejere også kan få refusion, hvis deres ladeboks trækker på strømmen fra elnettet.

Samtidig er der også brug for, at markedet udfordrer vanetænkningen og skaber nye samarbejder. Det er bl.a. derfor, at LB Forsikring har valgt at sætte et grønt ladetilbud frem allerforrest i butikken. I forhold til LB Forsikrings flere end 400.000 medlemmer er der reelt tale om en overkommunikation, da elbiler udgør en lille del af forsikringstagerne. Men det er vigtigt at vise alle medlemmer, at også forsikringsbranchen er klar til elbiler.

Lige så vigtigt det er, at elbilister kan vågne op til en fuldt opladt elbil, lige så vigtigt er det, at der fra start tænkes i innovative og smarte ladeløsninger til hjemmet. Netværksløsninger på åbne platforme kan være vejen til at udvide udbuddet af lademulighederne, så den enkelte forbruger kan lade sin ladeboks være offentlig tilgængelig i perioder, hvor ladeboksen alligevel står ledig.

På den måde skabes et potentiale for at fordoble antallet af lademuligheder – især i de yderområder, hvor virksomheder eller ladeoperatører ikke kan se en forretning i at etablere opladning. Fra et forbruger-perspektiv kan man samtidig håbe, at jo hurtigere, mere udbredt og tilgængelig hjemmeladning bliver, desto billigere vil opladning i det offentlige netværk også blive, da udbud og efterspørgsel som bekendt har en markant indflydelse på priserne.

Så der er al mulig grund til at man fra politisk hold retter fokus på de 75 pct. ladekapacitet, de selv estimerer skal ske hjemme hos danskerne.

Læs også