Serier

Bæredygtig ledelse kan læres ud af det globale kaos

Lige nu er verden kaotisk og fyldt med modstridende krav og signaler. Men det er ikke ensbetydende med, at post corona-lederen ikke kan skaffe tiden over på sin side. Verden har prøvet det hele før, og vi kan lære af de dygtigste fra dengang.

Corona rammer verden

11.000 klimaforskere har samstemmende fortalt, at kloden med dens 8 milliarder mennesker er på vej til en klimakatastrofe og at vi øjeblikkeligt skal skrue ned for afbrændingen af fossile brændstoffer og begrænse befolkningsvæksten. Hvordan det skal arrangeres, har videnskaben ikke den fjerneste anelse om. Det har politikerne for den sags skyld heller ikke, de lovgiver blot opgaven videre til erhvervslivet og borgerne uden at bekymre sig om, hvordan det skal foregå.

På makroniveau er vi naturligvis allesammen enige. Ingen af os ønsker, at Golfstrømmen vender, at Afrika hærges af misvækst på grund af tørke og at tyske landsbyer skylles væk af oversvømmelser og hundredårsfænomener. Men efter halvandet års corona-nedlukning glæder de fleste af os over, at vi nu kan tage på ferie med fly og bil.

Vi skal leve og holder heller ikke op med at købe varer på nettet eller slukker for varmelampen uden for cafeen, når det begynder at blive efterårskøligt. Så mens regeringen sætter ambitiøse co2-mål og sender regningen videre, poster den samtidig 336 milliarder kr. ud til øget forbrug af hensyn til økonomien. Den umiddelbare klimakrise klarer myndighederne ved at få os til at sortere plastikposer og kartoffelskræller.

Midt i dette bæredygtige kaos, hvor politikere udsteder love, uden på nogen måde at forstå konsekvenserne af dem, og hvor borgerne i bund og grund ønsker at leve, som de plejer, står erhvervslivets ledere over for opgaven med at skal styre deres organisationer gennem ukendt dilemmafyldt farvand.

De nye ledere står foran en ny spilleplade med regler, som ingen endnu helt har forstået. De nye ’post corona-ledere’ skal implementere alle de gode intentioner, sikre at økonomien i virksomheden og nationen fortsat fungerer og skabe en verden, som på alle måder er bedre end den, vi har lige nu.

Sidste gang, vi stod i en tilsvarende situation, var for 100 år siden. Vi havde været vidne til et ragnarok i skyttegravene og - meget tankevækkende - en global pandemi, der ligner den, vi dårligt har forladt. Også dengang var alle enige om, at den gamle konstruktion var udtjent og at verden skulle genopfindes.

Hvordan gør man det?

En af dem, som fandt en ny retning ind i moderne tider, var urmageren og juveleren Louis Cartier, der i 1918 startede en beskeden produktion af otte epokegørende ’tank watches’. Det var de firkantede enkle armbåndsure, som vi alle sammen kender i dag. Før Cartier havde mænd og kvinder runde lommeure, som de hentede frem af vestelommen eller tasken, når man ville se, hvad klokken var, og indtil Første Verdenskrig havde stilen været ”art nuveau” eller på dansk ”jugendstil” med svungne organiske former inspireret af naturen.

Det var ikke noget for Louis Cartier, han var ikke trendy, han var trendsetter. Han vidste, at vi var på vej ind i industrialderen, hvor tid var vigtig, hvor former skulle være enkle og funktionelle, og hvor mennesker behøvede begge hænder til at styre maskiner. Ud røg lommeuret, og ind kom Cartiers geniale nye armbåndsur; indtil Melanie Trump har hver eneste amerikansk præsidentfrue haft et tank watch på venstre håndled.

Louis Cartier var i stand til at læse tidens megatrends og indarbejde dem i sine produkter og sin forretningsmodel. Han havde tiden på sin side, og indtil Apples topchef Tim Cook lancerede sit Apple Watch for syv år siden, var det Cartiers 100 år gamle tidsforståelse, som tikkede på de fleste menneskers håndled. Cook forstod imidlertid før de fleste andre, at tiden nu ikke længere er det primære: Det vigtigste for moderne mennesker er evnen til at være online i døgnets 24 timer. Efter pandemien er ingen længere i tvivl.

Greta Thunberg, en global identitetsdebat, pandemien, nye arbejdsformer og modstanden af den voksende globalisering er blot nogle af de nye tendenser, der inden for de seneste tre-fire år har understreget, at industrialderen, dens produkter og ledelsesformer er under afvikling. Er det en trussel? Ikke mere end at industrialiseringen gav Cartier muligheden for at bryde igennem med sine nye ideer.

Og hvis vi så vender tilbage til udgangspunktet: Hvad skal lederne af vore virksomheder så gøre for at styre sikkert ind i nye tider? De skal først og fremmest holde op med at se sig tilbage! Alt hvad de vil få øje på, er nemlig gamle runde lommeure, som er holdt op med at tikke.

De skal som Cartier se på alle de nye vilkår og muligheder, der ligger foran virksomheden, og så skal de begynde at opbygge nye organisationsformer og produkter, der vokser ind i den nye tid. Og start bare forsigtigt, Cartiers første serieproduktion omfattede blot otte små, firkantede armbåndsure. Han vidste heller ikke, hvad de nye tider ville bringe, men han havde tillid til, at han kunne tackle uforudsete problemer, når de opstod, og fange nye muligheder, når de viste sig.

For han havde valgt den rigtige retning og havde tiden på sin side.

Læs også