Debat

Virker Finansministeriets dagpenge-regnemaskine, som den skal?

Finansministeriet har for nyligt givet dagpengemodellen et tiltrængt eftersyn og offentliggjort dokumentation. Godt med større grad af åbenhed, men den kritiserede og fortsat udokumenterede tilgangseffekt holder man stadig fast i.

Med en teknisk gennemgang har Finansministeriet set dagpengemodellen efter i sømmene. Baggrunden for eftersynet er en kritik, som er taget til de seneste par år. Det gælder ikke mindst kritikken af den såkaldte tilgangseffekt. Tilgangseffekten tilsiger, at hvis man hæver dagpengene, vil beskæftigede gøre mindre for at forblive i job.

Tilgangseffekten får derfor prisen for højere dagpenge til at skyde i vejret. Beskæftigelsesministeriet regnede tilbage i 2018 på et SF-forslag om at forhøje dagpengesatsen i de første to måneder. Forslaget var inspireret af en lignende ide fra Det Økonomiske Råd.

DØR’s forslag kostede 200 mio. kr. Så overraskelsen var mildest talt stor, da SF’s forslag havde været en tur gennem regnemaskinen: Efter indregning af ændret adfærd steg prisen for forslaget til hele 850 mio. kr. Og overraskelsen blev ikke mindre, da det kom frem, at 90 pct. af adfærdsændringen skyldes tilgangseffekten.

Nu har Finansministeriet konstateret, at man dengang ikke tog tilstrækkeligt højde for, at dagpengeforhøjelsen kun skulle gælde i to måneder. Den regnefejl er nu endelig rettet, og det er godt.

Til gengæld er det utilfredsstillende, at ministerierne stadig indregner tilgangseffekten. Begrundelsen er, at ”der ikke foreligger ny evidens på området, som giver anledning til at opdatere adfærdsvirkningerne.”

Problemet er, at evidensen heller ikke var på plads, da Dagpengekommissionen lagde sig fast på regneprincipperne. Ikke tilstrækkelig litteratur og ingen empiri. Alligevel holder Finansministeriet fast i effekten.

Forklaringerne på tilgangseffekten har ændret sig lidt undervejs. Tidligere lød det, at en højere dagpengesats ville få beskæftigede til at ”destruere” deres eget job for at komme på dagpenge – også selvom man mister tre ugers dagpenge ved selvforskyldt ledighed.

Nu er der fokus på, at opsagte medarbejdere vil undlade at søge efter nyt arbejde i opsigelsesperioden. Men hvor stærk er den forklaring egentlig? Når godt en tredjedel af de beskæftigede er ansat på vilkår, hvor man risikerer at blive ledig med kort varsel – i nogle tilfælde med dags varsel?

Nuvel, funktionærerne har rigtig nok et opsigelsesvarsel på typisk tre til seks måneder, men hvorfor skulle de vælge at gå på dagpenge og gå ned i indkomst frem for at forsøge at finde et job? Det er da ikke rationel økonomisk adfærd.

Lad os håbe, at DØR, som skal gennemgå Finansministeriets regnemetoder, som noget af det første vil kaste sig over tilgangseffekten.

Læs også