Kulturchok: I Danmark skal du gøre dig fortjent til din ledertitel
Jeg er tysker med ledererfaring fra flere lande, og Danmark er uden tvivl det land, hvor du bliver udfordret og udvikler dig mest som leder. Du skal både give noget af dig selv og bevise, at du er din titel værdig, være lyttende, tilpasse dig og aldrig tro, at du er noget qua din titel.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Da jeg i 2012 kom til Danmark og blev direktør for Schneider Electric, havde jeg 15 års ledererfaring fra flere forskellige lande med i bagagen. At rykke fra land til land var derfor naturligt for mig, og jeg havde en klar forventning om, at skiftet til Danmark ville være lige ud ad landevejen. Men jeg blev klogere.
Jeg blev faktisk ramt af lidt af et kulturchok. Pludselig oplevede jeg, at medarbejdere stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor netop jeg skulle være frontfigur for den danske division. Jeg troede, at det handlede om, at jeg var tysker og kom udefra, men fandt hurtigt ud af, at det i virkeligheden blot var udtryk for den meget anti-hierarkiske danske kultur, hvor ingen ”er noget” alene qua deres titel.
I Danmark er det meget svært at lede alene ud fra hierarki, uanset hvor fin en titel du har. Min erfaring er derimod, at du skal bevise dit værd personligt såvel som fagligt på et helt andet plan, end jeg har oplevet i andre lande. Og selv som topchef skulle jeg altså gøre det samme.
Jeg lærte derfor hurtigt, at for at få succes som leder i Danmark, var jeg først og fremmest nødt til at lytte og tilpasse mig. For en dansker lyder det måske indlysende, men som udlænding er det langt fra netop dét. Og jeg kommer ikke engang fra et andet kontinent, men blot fra nabolandet mod syd.
Fodboldtræner på glatis
Tag senest eksemplet med den tyske fodboldtræner Peter Hyballa, der efter få måneder som træner for Esbjerg FB allerede er fratrådt efter et hæsligt forløb, hvor spillerne sagde fra over for den meget hårdføre ledelsesstil. Den tyske træner mener selv, at danskerne er for blødsødne, og at hans tilgang går hånd i hånd med et højt professionelt niveau: ”Kulturen kan kalde mig hård, jeg siger toptræner”.
Men den går ikke i Danmark. Afstanden mellem Hyballa og den danske kultur var simpelthen for stor, og forholdet var ulykkeligt fra start til slut. Hans autoritet som træner og leder var ikke nok til at lykkes, og som konsekvens måtte han i sidste ende trække sig.
Ingen nikkedukker
I mange lande er hierarkiet altafgørende. Ledelsestilgangen er ofte baseret på frygt, og medarbejdere er tilbageholdende med at rette kritik mod deres overordnede og accepterer opgaver uden videre på trods af, at de er uenige.
Sådan er det ikke i Danmark. Her forventes det, at du giver noget af dig selv, og dialogen er både ærlig og direkte. Det er normen, at medarbejdere modargumenterer eller ligefrem siger nej til deres leder. Ja faktisk forventes det nærmest. Jeg oplever også selv, at mine idéer bliver udfordret, og så ender vi som regel med at finde en bedre løsning sammen. Den del har jeg lært at sætte stor pris på, for hvis du bare kører stram topstyring og ikke giver plads til alle idéer og kritikpunkter, hvad får du så reelt ud af dine medarbejdere?
Som leder er det måske nemmere ikke at blive sagt imod, men til trods for, at jeg selv kommer fra en anden kultur, synes jeg faktisk, at den direkte og ærlige dialog er en enorm styrke. For det første tvinger det mig til at blive en bedre leder, da jeg skal kunne argumentere bedre for min sag og samtidig lærer mere af mine ansatte. For det andet ændrer det hele måden, vi samarbejder og innoverer på, og forbedrer kvaliteten af de resultater, vi skaber.
Ultraflad magtstruktur
Derfor tror jeg heller ikke, at det er tilfældigt, at lige netop den danske division i Schneider Electric er et af de lande i Europa, som de seneste to år har performet bedst og er blevet afgørende for virksomhedens globale succes.
Den ultraflade magtstruktur i Danmark vidner om noget så basalt som gensidig respekt og ligeværd; du vinder respekt ved at vise respekt. Det skal man absolut ikke tage for givet – hverken som medarbejder eller som leder. Det er afgjort den stærkeste erfaring, som jeg tager med mig ved at have været leder på tværs af lande og ikke mindst i Danmark.
Så kære leder: Sæt pris på dine ærlige og kritiske medarbejdere. Det er dem, der sikrer udvikling.

