Debat

Overload af information står i vejen for udvikling af forretningen

Danske virksomheder genererer så mange data, at de ikke kan følge med og omdanne de indsamlede data til brugbare indsigter. Det er et problem, for data kan i fremtiden gøre danske virksomheder mere konkurrencedygtige end deres udenlandske kolleger.

Den digitale transformation er på dagsordenen hos et flertal af danske virksomheder og er en afgørende faktor for forretningsudvikling og deraf øget konkurrencekraft nationalt som internationalt.

Et centralt element i dette betydningsfulde arbejde er evnen til at indsamle og analysere data – både fra egne systemer og fra samarbejdspartnere samt data fra tredjepart såsom analyseinstitutter, researchorganisationer mv. Imidlertid tegner der sig et billede af, at størstedelen af de danske virksomheder ikke er i stand til at udvinde tilstrækkelig information, viden og indsigter fra deres ofte voldsomt store datamængder.

Det står nemlig klart, når vi spørger virksomhederne. For i flere af Dell Technologies’ transformationsanalyser er manglende evne til at udtrække den værdifulde information og viden en af de største barrierer for ægte digital transformation.

Det opstår ganske enkelt “information overload”, hvor virksomhederne tilsyneladende drukner i information. Men hvorfor har så mange virksomheder problemer med at analysere og indsamle data samt omdanne dem til værdifuld viden? Og hvorfor bliver virksomhederne overvældede af informationsmængden? Det satte vi os for at undersøge i en analyse sammen med Forrester Consulting.

Danske virksomheder drukner i information – men vil have mere

Forrester-analysen viser blandt andet, at næsten tre ud af fire danske virksomheder (69 pct.) indsamler data hurtigere, end de kan nå at omdanne dem til brugbar viden. Cirka lige så mange (nemlig 71 pct.) svarer, at de konstant har brug for flere data end deres nuværende systemer kan levere.

Paradokset ligger naturligvis i, at virksomhederne ikke både kan blæse og have mel i munden. Når det er sagt, har langt de fleste virksomheder været under et enormt pres de seneste 18 måneder. Pandemien har skabt et væld af ekstra krav og informationer, og mange systemer i virksomhederne har været på overarbejde for at sikre, at data blev indsamlet, gemt og analyseret forsvarligt.

Analysen kortlægger også et andet paradoks: To tredjedele (59 pct.) af de danske virksomheder siger nemlig, at de er datadrevne, og at data er livsnødvendige for deres forretning, mens kun hver femte virksomhed (22 pct.) svarer, at de rent faktisk anvender de indsamlede data til at forbedre deres forretning.

De indsigtsdrevne virksomheder kommer længst

Virksomheder, der reelt set er datadrevne, er dem, der kommer til at vinde på lang sigt. Det er dog kun 8 pct. af de adspurgte virksomheder, der er datadrevne og dermed i undersøgelsens vinderkategori. Disse virksomheder defineres ved både at have de rette menneskelige it-kvalifikationer samt teknologier og systemer til automatisering af databehandling. De er vinderne, som er i stand til at omdanne de store mængder af information til brugbare indsigter, som skal udvikle forretningen og give danske virksomheder en konkurrencefordel i forhold til resten af verden.

Den anden ende af skalaen udgøres af 56 pct. af virksomhederne, som hverken har systemer eller it-kvalifikationer til at bearbejde informationsmængderne. 20 pct. har it-kvalifikationerne, men mangler systemerne, mens 16 pct. har systemerne, men mangler it-kvalifikationerne.

Mange lande er foran Danmark

Sat på spidsen formår 92 pct. af de danske virksomheder derfor ikke at udnytte deres egne data og informationer i tilstrækkelig grad. Det er et tal, der er til at føle på, og jeg mener, at det må give anledning til en vis portion bekymring i en tid, hvor konkurrencen ikke blot er dansk, men aldeles global og ofte fra dominerende lande som USA og Kina.

Heldigvis ser vi også et voksende antal danske virksomheder, der har et ønske om at digitalisere deres forretning og høste de mange fordele, det medfører. Selvom der er et stykke vej fra vision til virkelighed, hæfter jeg mig ved, at erkendelsen og ambitionen er til stede. Dog skal virksomhederne ikke vente med at tage fat på at digitalisere og transformere, for mange andre lande kører, ifølge undersøgelsen, i et markant højere tempo.

Læs også