Debat

Har internettet gjort Danmark til et antidemokrati?

Kommunalvalget kan meget vel vise sig at være det mindst demokratiske, vi har haft nogensinde. Og det er på trods af, at vi nok aldrig har haft bedre digitale muligheder for at søge information og blive klogere på kandidater og valgtemaer.

Demokratiet har lige siden sin introduktion i oldtidens Grækenland fungeret som en markedsplads for ideer. Et samfund, hvor de bedste argumenter i sidste ende ville vinde flertallets stemmer, fordi fakta og indsigt altid ville vinde over populisme og åbenlyse påstande.

Men hvad gør man, hvis vi ikke længere kan skelne mellem, hvad der er rigtigt eller forkert? Eller hvis vi vælger vores politiske repræsentanter ved hjælp af mangelfulde digitale værktøjer og indsigt?

Fungerer demokratiet så overhovedet?

Er internettet noget gud eller fanden har skabt?

Fundamentet for demokratiet burde ellers ikke kunne blive bedre. Med en fælles digital platform, som stort set alle danskere befinder sig på, har vi aldrig haft så nemt ved at finde information, udfordre hinandens holdninger og gå i dialog om fremtidens løsninger, som vi har i dag. Et rent demokratisk nirvana.

Alligevel har Barack Obama flere gange kaldt internettet for den største enkeltstående trussel mod demokratiet. Hvorfor?

Alle politisk involverede har for længst fundet ud af, hvor effektivt internettet og især sociale medier er, når man hurtigt skal ud med budskaber til befolkningen.

87 pct. af verdens regeringer og partier har i dag en profil på Facebook, hvor de lytter og svarer på stort set alt. En informationsmotorvej, som i den grad bliver brugt til at styre folket over på ens banehalvdel – og hvor alle midler tilsyneladende er tilladt.

Senest har vi set, hvordan det amerikanske valg blev nærmest druknet i misinformation, falske nyheder og en polariserende debat, der har medvirket til det måske mest splittede USA nogensinde.

I lande som Rusland, Kina og Indien beslutter og påvirker de regerende partier med hård hånd, hvad der må og skal publiceres af nyheder og om modstandere. Og i Brasilien har landets præsident ligefrem forsøgt at forbyde sociale medier at fjerne misinformation, hvis det var til fordel for hans parti.

Samtidig ser vi en større og større tendens til, at folk isolerer sig i deres egne internetbobler, hvor de kun møder folk med samme holdninger og læser ”fakta”, som støtter op og forstærker deres holdninger snare end at udfordre og perspektivere dem.

Et digitalt pandæmonium, der kan true hele vores demokratiske fundament.

Den (u)oplyste digitale tidsalder

Også i Danmark ser vi en bekymrende udvikling. Selvom vi bliver mødt med alt fra valgplakater og flyers til hjemmesider og SoMe-posts – og med rig mulighed for online at læse op på referater, budgetter og afstemninger, træffer vi vores demokratiske beslutninger på et bekymrende svagt grundlag.

42 pct. af danskerne bruger hovedsageligt online-kandidattest, når de skal finde deres kandidat til f.eks. kommunalvalget. Men brugen af de populære kandidattest, hvor man efter 20 spørgsmål matches nogle få kandidater, er bekymrende. Specielt fordi hver tredje dansker ender med at følge testens anbefaling.

Problemet er, at udformningen af spørgsmålene og algoritmerne bag matchmakingen ganske enkelt er så svage, at man ikke burde træffe et demokratisk valg på baggrund af dem.

Vores demokratiske dovenskab gør nemlig, at vi ofte ender i egne ekkokamre, der effektivt skubber vores holdning til noget mere ekstremt og unuanceret, end vi oprindeligt mente.

Natasha Friis Saxberg

Kort fortalt kan det holdningsmæssigt bedst betale sig for kandidaterne at lægge sig i midten, da de så vil matche flest mulige vælgere – og dermed få flere stemmer. At det forholder sig sådan, ved både vælgerne og kandidaterne nok også godt. Det er bare så dejligt bekvemt og nemt – ligesom en færdigret med valgflæsk.

Samtidig med at politikerne får mest ud af at lægge sig holdningsmæssigt i midten i kandidattesterne, står vi med en anden udfordring online.

Vores demokratiske dovenskab gør nemlig, at vi ofte ender i egne ekkokamre, der effektivt skubber vores holdning til noget mere ekstremt og unuanceret, end vi oprindeligt mente.

Den stik modsatte effekt af de gamle grækeres tanke med demokratiet, hvor det at kunne mødes og diskutere skulle sikre enighed og bedre fælles løsninger.

Er AI demokratiets redning?

Skal vi træde udenom den digitale tidsalders antidemokratiske fælder, er det måske ironisk nok netop digitale værktøjer, der kan hjælpe os til et stærkere demokrati.

Det store problem er ikke de officielle medier. For selvom de bliver stadigt mere kantede og polariserende i deres nyhedsdækning, har de stadig en vis form for redaktionel magt over tonen og fakta i deres artikler og debatindlæg.

Så her drejer det sig måske ”bare” om, at de tager et større ansvar for at fakta og folkeoplysning sættes højere end antallet af kliks og likes.

Sådan forholder det sig ikke i demokratiets vilde vesten, de sociale medier, hvor debatter, holdninger og fakta hurtigt bliver forvaskede og skudt i sænk af en hær af trolde og selverklærede eksperter – og hvor der i den grad mangler filtre, der kan fange f.eks. fake news, manipulation og hate speech.

Her må jeg give Obama ret. Kan vi ikke længere skelne mellem rigtigt og forkert, og befinder vi os i stigende grad i vores egne selvforstærkende holdningsbobler, er internettet et gigantisk demokratisk problem.

Især når vi kan konstatere, at flere og flere danskere bruger sociale medier som kilde til deres nyhedslæsning. F.eks. finder 69 pct. af de unge i dag deres nyheder på sociale medier.

Det er derfor helt rigtigt, at vi stiller krav til techgiganterne om, hvad det er for indhold, der skal publiceres på deres platforme.

Både politikerne og vi som borgere har det afgørende ansvar for at faktatjekke, inden vi skriver eller deler indhold på SoMe.

Natasha Friis Saxberg

Og der er heller ingen tvivl om, at brugen af AI bliver den eneste realistiske måde at kunne gennemtrawle, faktatjekke og sortere i de millioner af posts, som danskerne ligger op og deler hver eneste dag.

Men det alene løser ikke problemet.

Den samfundsmæssige transformation, som vi ser på baggrund af digitaliseringen, kræver også en adfærdsmæssig transformation, hvis vi skal nå i mål som demokrati.

Både politikerne og vi som borgere har det afgørende ansvar for at faktatjekke, inden vi skriver eller deler indhold på SoMe. Det ansvar kan vi ikke bare skubbe over på techgiganterne, selvom det på papiret er det letteste.

Samtidig skal vi blive bedre til at aktivere den enkelte borger i at være opsøgende og deltage i den demokratiske debat. Her kan teknologien være med til at gøre del let og enkelt at være med

Men også her har vi som politikere og borgere selv et kæmpe ansvar for at gå tilbage til den oprindelige tanke med demokratiet ved at invitere til dialog, at vise respekt for hinanden, og acceptere, at det bedste argument vinder.

Teknologien kan hjælpe os et langt stykke ud af de antidemokratiske strømninger, men skal vi for alvor ændre den bekymrende udvikling, skal vi selv tage ansvar for vores egen adfærdsændring.

Læs også