Serier

Pensam-topchef: Vi sagde farvel til afkast med åbne øjne

Havde PenSams portefølje set ud, som den gjorde for nogle år siden, havde vi høstet et glimrende afkast på den fossile energisektors kursridt i år. Men vi skal ikke længere end et år tilbage for at se det stik modsatte resultat, så troen på de grønne investeringer er uformindsket stærk.

Klimatopmøde i Glasgow

Har vi solgt en gylden investering fra i utide? Omstillingen væk fra fossile brændstoffer fylder særligt meget for tiden, hvor COP26 efter en dramatisk slutspurt blev afsluttet med en aftale, der landede mere ambitiøs, end de fleste af os nok havde forventet. I samme ombæring og fra andre sider er der blevet sat fokus på, om institutionelle investorer er gået glip af et solidt afkast ved at bevæge sig for hurtigt væk fra investeringer i fossile brændstoffer.

Olie, kul og gas har nemlig været en glimrende investering i år. De har overhalet grønne indeks på afkastfronten, og generelt har sektoren været et fordelagtigt sted at placere medlemmernes pensionskroner. I år.

Når jeg ikke fortryder, at vi har solgt det meste af den fossile del af porteføljen fra, skyldes det flere ting. For det første og helt åbenlyse er vi investor med det lange lys på. Vi skal fremtidssikre vores medlemmers afkast, og uanset den seneste udvikling tror vi fuldt og fast på, at fremtiden ligger i vedvarende energi, og at olie og kul er aktiver, der før eller siden er på vej over i historiebøgerne.

Vi frasælger ikke af ideologiske årsager, vi frasælger ud fra en risikobetragtning, da vi mener, at sektoren vil være udfordret på lang sigt, også selvom der kommer positive skvulp på vejen, som vi dermed går glip af. Helt ligegyldigt er det vel heller ikke at nævne, at afkastet på fossile brændstoffer så sent som sidste år var ganske beskedent og langt under de grønne selskabers præstationer på markederne.

At vi har ryddet ud i porteføljen ad flere omgange, betyder dog ikke, at vi er helt fri for eksempelvis olieinvesteringer, og det er ikke nogen tilfældighed.

Vi tror på, at nogle virksomheder i den fossile industri har muligheden for at lave en grøn omkalfatring af forretningen– en ”Ørsted”, som det populært kaldes i indforståede kredse – og dem kan vi støtte op om og høste et fornuftigt afkast på. Dermed ikke sagt, at det i dag er lige så økonomisk attraktivt på den korte bane at lave den omstilling, som da Ørsted begyndte sin udvikling i en tid med store statslige støtteordninger og mindre konkurrence på markedet, der gjorde grønne investeringer meget attraktive. Ikke at det skal tage noget som helst fra Ørsteds imponerende omstilling.

De ganske få olieselskaber, vi endnu har i vores portefølje, vil løbende blive vurderet i forhold til, om planerne for deres klimaanstrengelser går hurtigt og hårdt nok til værks. For vi har ikke noget selvstændigt ønske om at ekskludere virksomheder, hvis vi kan være med til at skubbe dem i en mere bæredygtig retning både i forhold til afkast og klima.

Det er samme tankesæt, der har gjort, at vi har indlemmet flere forsyningsselskaber i vores investeringsunivers, selvom de i dag ikke er grønne nok til at leve op til vores minimumskrav. Men de har tilpas med fart på, og derfor ser vi dels en god forretning, dels muligheden for at udøve det vigtige aktive ejerskab. For uden et økonomisk rygstød ville den type af virksomheder få sværere ved at tilpasse sig fremtidens – og nutidens – grønne krav.

Det er sådan, vi som institutionel investor for alvor kan være med til at skabe en reel effekt i arbejdet for at understøtte den grønne omstilling.

Læs også