Når fakta overskygges og historien bliver helt sort

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Hvis vi ønsker at danske virksomheder skal være bannerførere for den globale grønne omstilling, skyder vi os selv i foden ved at sætte handelsbarrierer op, der gør det dyrere at bygge grøn energi. Den grønne omstilling og global handelspolitik er to komplekse emner, der kræver journalistik, der går et spadestik dybere end sensationshistorien, for at blive dækket troværdigt.

Finans har torsdag den 10. december bragt endnu en artikel i en serie om, at bl.a. Vestas skulle kæmpe for at skade klimaet ved at være imod told på import af kinesiske vindmølletårne til Europa. Som verdens største vindmøllevirksomhed er vi imod handelsbarrierer, der bremser den grønne omstilling, men artiklen bygger på en række fejlslutninger og udeladelser af afgørende informationer.

For det første køber Vestas i dag ikke tårne fra Kina til projekter i Europa, hvilket undlades i artiklen. Faktisk er Vestas’ indkøb hos europæiske tårnproducenter steget med 30 procent på tre år, og i dag er fire ud af fem tårne, vi installerer i Europa, leveret af europæiske tårnleverandører.

Når vi bruger tårne fra andre verdensdele, skyldes det, at de europæiske tårnleverandører ikke har kapacitet til at levere tårne til store landvindmøller, der skal bruges især i Nordeuropa. Vestas bruger udelukkende tårne produceret i Europa til havvindsprojekter i Europa.

For det andet bygger kritikken på en forenklet beregning over klimabelastningen ved tårnproduktion, der sammenligner pærer og bananer ved at stille udledningerne fra den sidste del af tårnproduktion i Danmark og skibstransport på verdenshavene op imod hinanden.

Stålet i danskproducerede vindmølletårne er ikke gravet op af den jyske mul, men stammer typisk fra miner langt uden for EU, og CO2-udledningen i transport fra udvindingssted til stålfabrik, dernæst via forarbejdningsfabrik til tårnproducent og til sidst til projektet er altså ikke talt med. Ser man på hele tårnets værdikæde, tegner der sig en betydelig mindre forskel i CO2-udledningen

I artiklen påstår en forsker i udenrigspolitik helt uimodsagt, at Vestas ”primært bekymrer sig om de kommende kvartals- og årsrapporter” og ”tænker mindre på de langsigtede klimaskader”. Det er grove og generaliserende beskyldninger mod en grøn virksomhed, og det er således kritisabelt at journalisterne ikke har gjort sig den ulejlighed at læse op på, hvad Vestas rent faktisk gør og bedt ”eksperten” forholde sig hertil.

Ifølge Science Based Target Initiative (SBTi) har Vestas f.eks. industriens skrappeste krav for CO2-reduktioner til både vores egen forretning og vores underleverandører. Vestas skal være CO2-neutral og reducere CO2-udledningen i resten af vores værdikæde med 45 pct. om under 10 år.

Det gælder også på transportområdet. Her arbejder vi med alle vores leverandører på at forbedre CO2-aftrykket ved f.eks. at udvikle grønne brændstoffer, som netop er dybt afhængig af, at vi installerer meget mere vedvarende energi til lave priser, for at blive konkurrencedygtigt med de fossile alternativer. Vestas arbejder også med alternativer til ståltårne med f.eks. cement og træ.

Bundlinjen er, at den samlede CO2-udledning fra produktionen og transporten af vindmøller er betalt tilbage, når møllerne i gennemsnit har produceret strøm i seks måneder. Herefter fortrænger vindmøller CO2 og gør f.eks. stålproduktion mere klimavenlig.

Vi løser ikke klimakrisen ved at aflyse global handel. Det er tvært imod en forudsætning for at vi kan nå i mål med den grønne omstilling. Danmark er en handelsnation, der lever af at handle og eksportere med verden, og det er Vestas et godt eksempel på. Til trods for, at der sættes ganske få vindmøller op i Danmark, har vi fem fabrikker, hele vores teknologiudvikling, bruger årligt 20 mia. kr. på underleverandører og har flere end 6.000 medarbejdere i hele landet, der udvikler og producerer vindmøller, som sælges til resten af verden.

Hvis vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om afgørende komponenter til den grønne omstilling kan transporteres mellem regioner og lande, kommer det til at se sort ud for mange danske arbejdspladser og udbygningen af grøn energi i Europa.