Serier

Danmark er knækket: Nogen kommer aldrig til at tale sammen igen efter coronaen

Folk står på hver sin side af vaccinekløften. Og der bliver de. Et sammenrend af sager har skylden.

Corona rammer verden

I januar 2017 får 19-årige Peter McIndoe en af den slags idéer, som man nok skal være 19 år og amerikaner for at få: Han opfinder en fortælling om, at fugle i virkeligheden er droner, som regeringen bruger til at overvåge folk. ”Birds Aren’t Real”, som han skriver på et skilt.

Birds Aren’t Real. Fugle findes ikke. Mellem 1959 og 2001 slog regeringen nemlig alle fugle ihjel og erstattede dem med overvågningsdroner.

Gjorde regeringen. Peter McIndoes fortælling er så komplet, at han på en tegning af en due viser, hvor på fuglen at overvågningskameraet, batteriet og styreenheden er placeret.

Peter McIndoes fortælling rammer, hvad man kan kalde ”et hul i markedet”. Hvorfor skulle fugle egentlig ikke være overvågningsdroner? Hvorfor skulle fugleudryddelsen og erstatningen med droner egentlig ikke være en af den slags fænomener, som myndighederne afviser at bruge tid på at diskutere, fordi sandheden ville underminere den sidste rest af tillid til staten?

Peter McIndoes fortælling rammer et hul i markedet og bliver til en bevægelse. Folk begynder at gå i ”Birds Aren’t Real”-t-shirts og møde op til ”Birds Aren’t Real”-demonstrationer.

Som du nok kan regne ud, opsporer bevægelsen på et tidspunkt også en tidligere CIA-agent, der indrømmer at have været med til at udvikle det statslige fugle-overvågningsprogram. Eksperter bekræfter hans ord.

Mængden af beviser vokser, bevægelsen vokser, og årene går. Det ansete tidsskrift Newsweek interviewer Peter McIndoe. De stiller blandt andet kritiske spørgsmål til hans dokumentation for ”Birds Aren’t Real”-teorien. Peter McIndoe svarer, at den slags spørgsmål viser, at Newsweek er en del af sammensværgelsen.

Lige om lidt kommer danskernes forhold til coronaen ind i billedet. Men vi skal lige have Peter McIndoe ud af billedet. Gjort færdig.

Folk står på hver sin side af vaccinekløften og omfatter hinanden med følelser, der er den kæntrede skilsmisses: Mistro, vrede og foragt.

Anders Heide Mortensen

Under interviewet med Newsweek havde han egentlig tænkt sig at afsløre, at det hele er fake. Digt. En udstilling af, hvordan en konspirationsteori er modelleret. På et skelet af mistro og vrede. Han vil vise, hvordan misinformation tager sig ud. 100 pct. ren ufiltreret misinformation, inklusiv konstruktionen af et motiv til at fugle skulle kunne være skjulte droner – at staten griber til midler, der er utænkelige, for at overvåge borgerne. Inklusiv konstruktionen af et sæt sandhedsvidner – blandt andet en skuespiller, der instrueres i at lyde som en pensioneret CIA-agent, der er klar til at stå frem og fortælle sandheden.

Tæppefald.

Min påstand er, at der efter coronaen er danskere, der ikke længere vil kunne tale sammen. Familie, venner og bekendte, der før har kunnet tage en ordentlig tur, men også kunnet mødes igen – efter en EU-afstemning eller et højspændt folketingsvalg. Men denne gang er det anderledes. Folk står på hver sin side af vaccinekløften og omfatter hinanden med følelser, der er den kæntrede skilsmisses: Mistro, vrede og foragt. Den anden part er opgivet som fornuftsvæsen.

Danmark er knækket. Egentlig forbavsende hurtigt. Mellem fem og ti procent af befolkningen er lejret i vaccine-, regerings- og/eller myndighedsmodstand. Tilsyneladende stenhårdt. Det er faktisk kun halvandet år siden, at folk gik på strømpesokker og tyst så billederne fra Bergamo, hvor lastbilerne kørte døde ud. Et par læger fra Rasmus Modsat Universitetet og en smykkedesigner påtog sig at samle menigheden af notorisk mistroiske danskere til protest mod restriktioner, mundbind, myndigheder, coronastrategi og verdens idioti.

Så åbnede Danmark igen – men også en del andet. En rigsretssag mod Venstres næstformand Inger Støjberg, en minkkommission med skytset rettet mod Socialdemokratiets formand, statsminister Mette Frederiksen og hendes departementschef Barbara Bertelsen, en slette-Mette-sms-sag og en – næsten- vaccine-sag. For var vaccinen mod corona egentlig så effektiv, når også de vaccinerede kunne blive smittet?

I alle de sager er der indgået elementer af konspirationsteori. Man kan ikke som sådan bevise, at Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen ville rydde Inger Støjberg af vejen og greb rigsretssagen som våben. Man kan ikke som sådan bevise, at Mette Frederiksen ville minkerhvervet til livs. Man kan ikke som sådan bevise, at Pzifer spekulerede i aktiekurs frem for smittebekæmpelse, da de udviklede den vaccine, der senere viste sig at have huller i beskyttelsen. Men man kan heller ikke afvise teorien.

Dét fik Danmark til at knække. Kløften vokser. Fugle findes ikke.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Læs også
Top job