Serier

Lad den næste revolution blive en adfærdsrevolution

Skal vi tage det næste store skridt som samfund, er der ikke brug for endnu en industriel revolution, men en adfærdsrevolution. For i sidste ende er det ikke maskiner og teknologi - men mennesker, der er historiens og samfundets reelle forandringslokomotiv.

Corona rammer verden

Som ved indgangen til alle andre tidligere revolutioner står vi nu igen og kigger ind i en samfundsmæssig og altomfavnende krise. En klimakrise, der om nogen er forsaget af vores seneste industrielle revolutioner, og som det i den grad haster med at få løst.

Allerede inden Parisaftalen i 2015, da næsten 200 lande underskrev bindende klimamål, har vi vidst, at det stod skidt til med klimaforandringerne – og at der var brug for hurtig handling. Der er da også blevet udarbejdet et hav af globale hensigtserklæringer og målsætninger om klimaet, ligesom der f.eks. i Danmark via Klimapartnerskaberne er kommet en lang række konkrete forslag til, hvordan man skal reducere CO2-udledningen med 70 pct. allerede i 2030.

Men på trods af de mange strategier og initiativer, er der konkret sket meget lidt i forhold til resultaterne. En indtil videre bekymrende målløs kamp – især når vi nu ved, at vi lever med en stakket frist for at kunne vinde klimakampen.

Teknologi og maskiner er ikke nok

Som vi også så det i den industrielle revolution, var det først dampmaskinerne og senere de elektriske maskiner, der var i fokus. Fantastiske teknologier der skulle forandre vores liv til det bedre. Forskellen fra dengang og til i dag er bare, at revolutionen dengang skete, efterhånden som de nye maskiner blev opfundet, mens teknologien til den nødvendige grønne revolution i høj grad allerede findes.

Elektriske og selvkørende transportmidler, energibesparende løsninger, grønne teknologier, genbrug af overskudsvarme og et hav af data, der kan være med til at optimere stort set alle brancher og dele af samfundet. Teknologisk ligger alt stort set klar til, at vi kan starte en grøn revolution. For det er sjældent teknologien, der står i vejen. Barrieren er som altid os selv.

Måske er der brug for en klimapandemi

At det handler om mennesker fremfor teknologi, så vi med al tydelighed under corona-pandemien, hvor vi som nation fra den ene dag til den anden pludselig kunne arbejde 100 pct. online. Teknologierne til online-møder og remote-adgang havde egentligt været tilgængelig og implementeret i mange år, men på trods af utallige tech-guruers spådomme om den digitale medarbejders snarlige kommen, var der ikke rigtigt sket noget.

Det var først, da coronaen tvang os væk fra de vante arbejdsgange og vaner, at vi (nødtvunget) ændrede adfærd. Måske lider klimamålenes manglende succes grundlæggende af, at den ikke er lige så tydelig en krise som coronaen, der har ramt alle mennesker lige, hvor billeder fra hospitaler og testkøer samt manglen på social kontakt hele tiden minder os om krisens alvor. Vi mærker ganske enkelt ikke en brændende platform, og derfor starter den grønne revolution ikke.

Det skal være pinligt, men også attraktivt og let

Da vi af sagens natur ikke lige kan skrue op for antallet af oversvømmelser eller tørkeperioder for at understrege klimakrises alvor, må vi gøre noget andet for at få os til at ændre adfærd.

Vi må nudge både enkeltpersoner, virksomheder og hele brancher, så de får lyst til at forandre sig. Og det kan heldigvis gøres – også med de bredere agendaer.

For sociologer er det ikke en hemmelighed at man skal påvirke folks normer for at få dem til at ændre adfærd. Og som en social art hvis overlevelse rent evolutionært, har været betinget af vores sociale succes, vil vi gå langt for ikke at svække vores position i gruppen.

Amerikanske sociologer lavede et forsøg i Californien, hvor de offentliggjorde hver husstands energiforbrug overfor deres nabolag. Så havde man flere biler, fyrede op for aircondition og lys når ingen var hjemme, så blev det tydeligt for naboerne. Det fik folk til at ændre adfærd for det blev socialt pinligt ikke at tage et fælles ansvar.

Flere virksomheder ansætter antropologer og sociologer for at koble adfærd med produkter og design. Hver 10. antropolog i USA arbejder i dag i en it-virksomhed, en tendens der ventes at ramme flere industrier.

For at få flere englændere til at betale deres skattegæld, udsendte man f.eks. et brev, hvor der stod ”Ni ud af ti med en gæld som dig, og som bor i dit lokalområde, betalte til tiden. Er du en minoritet?” Og det hjalp. For ikke mange havde lyst til at stå udenfor det lokale fællesskab. Ved at gøre det tydeligt, hvordan man selv og i forhold til andre, bidrager til vores fælles klimaregnskab, kunne vi måske skabe samme effekt.

Samtidig skal vi dog også erkende, at flertallet stadig tjener penge og trives i den eksisterende tidsalder og med de vaner, vi har i dag. Og hvorfor skulle de have lyst til at forandre sig, hvis de ikke kan se sig selv som en succes i en ny digital og grønnere virkelighed? Der ligger derfor en kæmpe opgave i at vise både enkeltpersoner, virksomheder og myndigheder, at det er attraktivt at ændre sig mod det grønnere. Uden gulerod får vi ikke hesten til truget.

Tag et offentligt ansvar

Lige nu har vi en tendens til at kigge lidt for meget på forbrugerleddet, men de helt store klimapotentialer ligger rent faktisk produktions- og logistikleddet. Her spiller det offentlige en kæmpe rolle. Ikke bare i forhold til de krav, de kan stille, når de årligt køber ind for omkring 380 mia. kr. eller i forhold til potentielle lovmæssige klimakrav, men også i forhold til at facilitere samtaler og løsninger på tværs af sektorer.

Potentialet er enormt, hvis vi tør gentænke vores systemiske strukturer, værdikæder og ikke mindst adfærd.

Natasha Friis Saxberg

F.eks. findes teknologien, der kan få Aalborg Portland CO2-tunge røggas lavet om til syntetisk brændstof, der kan bruges af transportsektoren, allerede. Ville det ikke være oplagt, hvis det offentlige tog det ansvar og fik sat forskellige brancher sammen, så vi for alvor kunne få udrullet mange af de allerede eksisterende teknologier?

De store resultater ligger nemlig ikke i flere pilotprojekter og forsøg, men i masseudrulning, implementering og stordrift. Potentialet er enormt, hvis vi tør gentænke vores systemiske strukturer, værdikæder og ikke mindst adfærd. Men det kræver både en tydelig brændende platform, og et reelt ønske om forandring fra folk og virksomhederne selv, hvis vi skal lykkedes med de grønne målsætninger.

”Jeg vil gerne ændre dig”, bliver aldrig begyndelsen på en revolution. Det bliver først til en ægte revolution, den dag man hører alle sige: ”Jeg er villig til at ændre mig” – fordi fordelen overstiger ubehaget ved forandring. På det punkt har vi stadig en fælles og stor opgave foran os, så vi tager transformation af vores adfærd og barrierne for at det sker lige så alvorligt som de teknologier og løsninger, der venter på at det sker.

Læs også
Top job