Debat

New Year, New Me?

Januar er tid til et nytårsforsæt i marketingafdelingen. Skal det være et rebrand af din virksomhed, eller skal du holde fast i det, som allerede virker?

2021 var en pose blandede bolsjer. Det var bedre end 2020, men stadig en svær tid for mange virksomheder, der måtte se til, mens landet (igen) blevet lukket op og ned. En usikker tid at planlægge i.

Når hele samfundet lukker ned, er det svært ikke at give efter for den første impuls: At gøre noget drastisk, at lave hele l**tet om! Her kan et rebrand være med til at indgyde ny energi og fornyet relevans i din virksomhed. Men hold lige hestene. Kortsigtede forandringer ender alt for ofte med at skabe nye problemer.

Hvornår du (ikke) skal rebrande dig

Man kan nemt blive blind af kærlighed til sit eget brand. Det er jo trods alt ens baby. Og babyer er krævende nok i forvejen - især i en turbulent tid. Et succesfuldt rebrand kræver en grundig forståelse af sine omgivelser. Derfor stiller jeg altid disse spørgsmål, når jeg skal tage stilling til en repositioning eller direkte rebranding.

  1. Afspejler brandet firmaets (oprindelige) værdier?
  2. Afspejler brandet forbrugernes værdier?
  3. Hvordan passer brandet ind i den kultur, det gerne vil definere?
  4. Hvordan afspejler brandet den kategori, som det lever i?

For branding handler ikke kun om det ydre. Langt fra. Det handler i høj grad om det, man ikke umiddelbart ser. Essensen af dit brand, eksistensberettigelsen, forretningen i dag, kategorien, kulturen, og naturligvis forbrugerne. Og det kræver nogle gange, at man stiller sig selv de svære spørgsmål. At man lader den lille dreng råbe op, hvis man ikke har nogen klæder på. At man tør være ærlig overfor alle andre - og sig selv. Det er ikke rart, men det kan være yderst givtigt - og i øvrigt en øvelse man med fordel kan lave løbende.

Hvad skal dit nytårsforsæt så være?

Hvis trangen melder sig 1. januar til at lave det hele om, så gennemgå spørgsmålene i ro og mag. Svar ærligt på dem. Og hvis det stadig virker rigtigt, så sæt i gang. Men gør det 110 pct. Det værste i (branding-)verdenen er, når et brand prøver at tale ind i en kultur, som den ikke forstår. Så er man virkelig ung med de unge, eller kører bred ymer to årtier for sent.

Husk altid på, at det tager flere år at skabe et brand. Selvom du sidder med det hver dag, bliver vi andre eksponeret for 5.000+ reklamer (brand-beskeder) hver eneste dag. Måske er det bedre at fortsætte på det fundament, som du allerede har skabt? Det er ofte noget at bygge på, hvilket kan være bedre end at starte forfra… forbrugere har dårlig hukommelse. Eller også har de nemmere ved tilgivelse.

Om du vælger det ene eller det andet nytårsforsæt, kræver ærlighed over for sig selv og andre. Og det bringer mig til det sidste sandhedstjek:

  1. Hvorfor vil du lave et rebrand? Hvad driver dig til det?
  2. Hvordan afspejler dit brand de fire parametre - firma, forbruger, kultur og kategori?
  3. Hvad er (for)målet med dit brand?
  4. Er du klar til at forpligte dig helt til en repositionering, til at aktivere og implementere ændringen både internt og eksternt?

Du sidder sikkert tilbage med nogle tydelige svar og en masse tanker, udfordringer og tvivl. Alt andet ville være mærkeligt. Dermed er der kun ét sidste spørgsmål, der kan hjælpe dig med den endelige beslutning, i forhold til om du står foran en total rebranding, en repositioning eller at skulle bygge videre på det eksisterende fundament: Har du råd til at lade være med at gøre noget?

Læs også
Top job