Innovative biologiske løsninger er nyt dansk eksporteventyr i 2022
Danmark er i verdensklasse, når det gælder udviklingen af nye biologiske løsninger. Nu tager Landbrug & Fødevarer og Dansk Erhverv sammen et nyt og stort skridt.
Kan danske biologiske løsninger til foder bidrage til at mindske klimaaftrykket fra den animalske produktion? Og kan alternative grønne proteiner samtidig reducere klimaaftrykket fra vores fødevarer?
Svaret er ja og ja.
Vi har et hav af muligheder med de nye biologiske løsninger, som vedrører alt lige fra brugen af f.eks. bakterier, fermentering og alternative proteinkilder. Fælles for de biologiske løsninger er, at de har store potentialer i forhold til bl.a. klimaet. Alternative biologiske løsninger har et potentiale til at kunne reducere de globale udledninger med anslået 4 milliarder ton CO2 i 2030. Det svarer til 80 gange Danmarks årlige udledninger.
Med en eksplosiv global efterspørgsel efter proteiner og innovative, bæredygtige løsninger står verdensmarkedet over for en stor vækst de kommende år.
Alle de tre ovennævnte løsninger er udviklet af danske virksomheder. Og der er mange flere lignende løsninger i den brede underskov af danske virksomheder inden for det, vi bredt kan kalde ’bio-solutions’. Området er en del af den bredere danske ingredienssektor, som alene skaber godt og vel 10.000 danske arbejdspladser og har en samlet omsætning på 50 mia. kr., hvoraf eksporten udgør ca. 32 mia. kr.
Men potentialet er langt større. Med en eksplosiv global efterspørgsel efter proteiner og innovative, bæredygtige løsninger står verdensmarkedet over for en stor vækst de kommende år. Det gælder ikke mindst i USA. Eksempelvis tiltrak amerikanske startups inden for alternative proteiner næsten 20 mia. kr. i investeringer alene i 2020. Der er med andre ord tale om en massiv satsning på de kommende grønne vinderteknologier.
De vækstmuligheder og det eksportmarked skal danske virksomheder have de bedste muligheder for at gribe. Til gavn for hele Danmark og til gavn for ikke mindst klimaet, der som bekendt ikke kender landegrænser.
Derfor lancerer Landbrug & Fødevarer og Dansk Erhverv sammen en eksportindsats i USA for biologiske løsninger, som vi skyder i gang nu i forlængelse af årets nytårsraketter. Det skal ske for at sikre, at vi får mest muligt ud af den særlige indsats for at løfte den grønne eksport til USA, som regeringen lancerede i 2021.
Konkret vil vi etablere en strategisk virksomhedsalliance i USA, som skal bringe danske virksomheder bedre i spil i forhold til både politiske og kommercielle beslutningstagere i USA. Fokus vil især være på Californien. Staten rummer med sin store kvægproduktion et stort potentiale i forhold til optimeringen af foderløsninger. Samtidig er Californien præget af et stærkt innovationsmiljø med fokus på bl.a. udviklingen af alternative fødevareproteiner.
Danmark er et internationalt innovationscenter for udviklingen af nye biologiske løsninger. Vi har verdensførende forskningsmiljøer og virksomheder, som udvikler morgendagens klimaløsninger til fødevaresektoren. Og vi har klimabevidste landmænd, som driver efterspørgslen efter produkter, der kan gøre landbrugsproduktionen endnu mere bæredygtig.
Det skal vi omsætte endnu bedre til gavn for resten af verden, til gavn for klimaet og til gavn for danske arbejdspladser.
Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, og Flemming Nør-Pedersen, konstitueret adm. direktør i Landbrug & Fødevarer