EU skal skubbe på den grønne omstilling i skibsfarten

Shippingsektoren er en ekstremt vigtig sektor i vores dagligdag. Og for handel mellem lande og kontinenter er skibsfart ofte den mest miljøvenlige måde at transportere på.

Under corona-pandemien har vi virkelig set, hvor afhængige vi er af shipping, når hele verden skal forsynes med alt fra mad, medicin og mikrochips. Men det kommer ikke uden problemer. Hvert år udleder transportformen ca. 940 millioner ton CO2. Det er omkring 2,5 procent af de globale drivhusgasudledninger.

Hvis sektoren var et land, ville den være den sjette største udleder i verden.

Det er et problem, vi skal forholde os til. Nu.

Vi kan ikke stoppe transporten; for så ville vi mangle endnu flere af vores dagligvarer. I stedet skal vi alle samarbejde. Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen og Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) skal alle arbejde sammen for at finde og vedtage løsninger, der drastisk vil reducere udledningen af drivhusgasser.

Vi har med det samme brug for en aftale i IMO om et ambitiøst 2050-klimamål, der kan bane vejen for enighed om en international pris for CO2 og for at gøre fremskridt med hensyn til dekarbonisering af skibsfarten.

Derfor er det bekymrende, at Kommissionen og medlemsstaterne viger tilbage fra en beslutning for at undgå at blive upopulære hos dem, der er imod et mere ambitiøst mål.

Det er nødvendigt, at især EU-Kommissionen går forrest og presser på for, at EU’s medlemslande samarbejder om at opnå en ambitiøs global aftale, der kraftigt reducerer udledningen af drivhusgasser. Før vi er på plads med en global prissætning på CO2, er de bedste rammebetingelser for en global industri globale regler!

At opnå konsensus mellem alle FN’s medlemmer er naturligvis en vanskelig opgave. Men i det mindste bør vi forfølge dette som et ønsket mål for EU.

En af de ting, vi skal forholde os til, er, at det haster med at omstille til nye, grønne brændstoffer i den maritime industri.

Her er det vigtigt, at vi vælger en tilgang, så vi ikke favoriserer eller udelukker gode ideer og løsninger. Vi er nødt til at sikre, at der bliver sat tilstrækkelige midler i forskning til, at nye bæredygtige teknologier kan udvikle sig.

For det andet skal vi se på det fulde livscyklusperspektiv, når vi vurderer, hvilke brændstoffer der virkelig er rene, herunder hvordan de produceres. Det er vigtigt, at vi ikke tilskynder til CO2-frit brændstof, hvis de kommer fra kilder, der selv udleder CO2.

Derudover skal vi sikre os, at alle nye skibe inden udgangen af dette årti skal sejle på brændstoffer med lav eller ingen udledning af CO2.

For at gøre denne overgang så gnidningsløs som muligt, er det bydende nødvendigt at begrænse prisforskellen mellem fossile og nye brændstoffer. For at dette kan ske, har vi brug for, at staterne i IMO når til enighed om et ambitiøst markedsbaseret værktøj til at lukke prisgabet. Rederierne kan ikke længere sejle under radaren.

Kommissionens forslag om at inkludere søtransport i det europæiske emissionshandelssystem (ETS) er et skridt i den rigtige retning. Det er vigtigt, at re-designet af ETS’en belønner first-movers for at reagere og gå forrest. Ligesom vi ser det hos andre dele af den europæiske industri. Når de er blevet introduceret til ETS’en, er de blevet belønnet gennem en grundigt designet benchmarking, der belønner de bedste, når de distribuerer ETS-kvoter.

Derudover har vi brug for, at pengene fra den maritime ETS bliver inden for den maritime sektor, så der er økonomi til at støtte investeringer i energieffektivitet og innovativ infrastruktur, såsom alternativt brændstof og grønne havne samt til at genoprette økosystemer, som lider under den globale opvarmning.

Disse tiltag vil have stor indflydelse på udledningen af drivhusgasser fra søtransporten. Vi kan ikke undvære den maritime transport. Men vi kan handle nu for at gøre en forskel for en renere og grønnere fremtid på vores planet.

Pernille Weiss