Er janteloven Danmarks næste eksporteventyr?

»Du ved godt, hvem jeg er, ik? Det er mig fra fjernsynet.« Der er ikke mange, der kan slippe afsted med at sige sådan, uden at samtlige danskere vender dem ryggen. Udover Jesper Buch kan jeg kun komme i tanke om Thomas Blachman og Lex & Klatten, der i 1990’erne var »for kendt til det her sted«. Og det gælder Buch såvel som Blachman, Brygmann og co., at vi kun holder dem ud, hvis de skruer op for charmen - og ned for selvhøjtideligheden.

For i Danmark har vi en ironisk distance til os selv. Vi kan ikke lide hinanden, når vi praler af vores meritter. Og hvis vi føler os tvunget til at gøre det alligevel, vælger vi hellere at trække os. »Jeg tror, vi skal droppe det«, som Jesper Buchs kollega i Løvens Hule Mia Wagner sagde, da der i sidste uge var to iværksættere, der stillede spørgsmål til hendes erfaring.

Hun lignede én, der havde lyst til at sige: »I ved godt, hvem jeg er, ik?«, men hun ved godt, at hun ikke er Jesper Buch, og derfor blev hun nødt til at gøre noget andet.

Men hvad nu, hvis hun ikke have trukket sig? Hvis hun i stedet for »lad os droppe det«, havde sagt: »Det her handler ikke om mig, men om det, vi kan udrette sammen - og nu skal I bare se løjer!«

Danskerne ville aldrig have tilgivet Mia Wagner, hvis hun havde givet efter for lysten til at sige »I ved godt, hvem jeg er, ik?«, men vi ville elske, hvis hun havde brugt det faktum, at hun ikke er Jesper Buch til at give Jesper Buch baghjul.

»Du skal ikke tro, du er noget« lyder måske ikke som det bedste udgangspunkt for at erobre verden, men helt ærligt: Har vi brug for flere erobrere? Er svaret på verdens problemer endnu en selvhøjtidelig leder eller nation, der betragter sig selv som Guds gave til menneskeheden? Eller har vi netop brug for ledere og nationer, der kender deres begrænsninger godt nok til at gøre noget andet?

Forleden talte jeg med to unge mennesker fra Sri Lanka, som gav mig en ‘tech-intro’ til den online-konference, jeg skal tale på senere på ugen. Det er første gang jeg står foran et publikum fra Sri Lanka, så jeg havde væsentlig flere spørgsmål til kulturen end til teknikken. »Vi er meget forskellige fra Indien«, fik jeg at vide - og: »Når man ikke kan konkurrere på ‘numbers’, må man fokusere på kvalitet«.

Det fik mig til at overveje, hvad der adskiller danskere fra folk i Sri Lanka. Vi forstår ikke os selv i forhold til Indien, men i forhold til store vestlige nationer som Tyskland og USA. Derfor siger Sri Lankas forhold til Indien nok mindre om det, der adskiller os end om det, vi har tilfælles - nemlig at vi definerer os selv ud fra vores begrænsede størrelse.

Som grundlægger af en lille tech startup, der hjælper store virksomheder med strategiske transformationer, er det ikke kun min nationale selvforståelse, der er præget af en David-mod-Goliath mentalitet. »Du skal ikke tro, du er noget« står mellem alle linjerne i alle de aftaler, vi laver med store virksomheder. Deres standarder, deres betalingsvilkår, deres tempo. Bortset fra en enkelt indkøber, der afbrød vores kontraktforhandlinger, fordi vi ikke automatisk havde givet den virksomhed, hun arbejdede for, 25 pct. rabat, så siger de det ikke direkte. Men der er ingen tvivl om, at det er det, de tænker: »I ved godt, hvem vi er, ik´?«

Og jo, det gør vi. Vi arbejder sammen med nogle af verdens største og mest succesfulde virksomheder, som alle ved hvem er. Spørgsmålet er, hvorfor de bruger tid og penge på en undermåler, som de færreste har hørt om? Er det, som de unge mennesker fra Sri Lanka var inde på, fordi vi er verdensmestre i kvalitet?

Nej. Ligesom vi har miniput-mentaliteten tilfælles med Sri Lanka, går vi danskere også op i kvalitet. Men det er ikke det, der er vores helt store konkurrencefordel. Det er Janteloven: Ydmygheden. Nysgerrigheden. Bevidstheden om, at uanset hvor mange meritter, vi har, kan ingen løse verdens problemer alene.

For at klare sig på et konstant foranderligt marked skal denne bevidsthed gennemsyre alle dele af alle store virksomheder. Og det ved de største og mest succesfulde godt. Problemet er, at de ikke ved, hvordan man skaber en kultur, hvor ingen tror, de er noget, og alle derfor tager ansvar for fællesskabet. Men det gør vi.

Pia Lauritzen