Den perfekte opskrift på hybridt arbejde findes ikke
Lige nu diskuterer mange ledere den rette model for fysisk fremmøde og hjemmearbejde. Men der findes ikke en manual for hybridt arbejde, og det er i høj grad work in progress.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Selvom restriktionerne nu er væk, er hjemmearbejdspladsen ikke forsvundet. Den hybride arbejdsplads er kommet for at blive.
I en undersøgelse fra september fra den faglige organisation Lederne svarede 75 pct. af de adspurgte ledere eksempelvis, at de har medarbejdere, der skifter mellem at arbejde hjemmefra og møde fysisk på kontoret. Ligesom en ny analyse fra Dansk Industri viser, at 200.000 danskere arbejdede hjemme hver dag i efteråret i 2021 – vel at mærke før omikrons fremkomst. Det er en fordobling i forhold til 2019, da ca. 100.000 danskere arbejdede hjemme før pandemien.
Det er en langsom revolution, der er i gang på alle danske arbejdspladser. Men selvom vi har levet med corona i et par år og efterhånden er blevet vant til hjemmearbejde, tror jeg ikke, at der er nogle selskaber i verden, som har knækket koden fuldstændig. Lige nu er der f.eks. mange ledere, der diskuterer, hvad der er den rette model for dem. Skal vi have fuld frihed? Er det bare hjemmearbejde et par dage om ugen? Vælger medarbejderne selv dagene? Og er vi så nogensinde alle samlet på kontoret?
I min egen virksomhed Cisco – som har arbejdet hybridt i årevis og lever af at tilbyde løsninger, der gør det muligt at arbejde hvor som helst – fristes man måske til at tro, at vi har fundet den perfekte opskrift på den hybride arbejdsplads. Men det har vi ikke – den findes nemlig ikke.
Jeg står med de samme udfordringer som rigtig mange andre. Hvordan bevarer vi den gode kultur, når vi sjældent er samlet? Jeg er stor fortaler for en meget stor grad af frihed i forhold til arbejdet. Jeg vil ikke diktere, hvor man skal arbejde henne. For mig handler det ikke om, hvor man arbejder, men hvor godt man arbejder. Men selv om vi har alverdens teknologi, der gør det muligt at arbejde alle steder fra, tror jeg, at man skal mødes fysisk en gang imellem for at gnisten er der. Det er næsten ligesom et langdistanceforhold. Tillid bliver opbygget, når man er fysisk til stede sammen.
Samtidig tror jeg, vi skal vende arbejdspladsen på hovedet. I Chicago har vi for nylig købt byens gamle posthus og er ved at renovere det til et kontor. Det gør vi normalt med ca. 90 pct. arbejdsstationer, og 10 pct. af pladsen går til sociale områder. Men på det nye kontor er fordelingen omvendt. Det gør vi, fordi medarbejderne i høj grad mødes på arbejdspladsen for at være sociale.
I en tid med rovdrift på talenter betyder netop kulturen, det gode arbejdsmiljø og de gode kolleger stadig mere. For når tilknytningen til arbejdspladsen bliver mindre på grund af hjemmearbejde, og vi sjældent ses, er det lettere at skifte job.
Der er ikke en manual for hybridt arbejde, og det er i høj grad work in progress. Men én ting står fast: De virksomheder, som formår at omstille sig og møde medarbejderne rigtigt i forhold til deres arbejdsliv, herunder kultur og arbejdsmiljø, skaber en kæmpe konkurrencemæssig fordel.

