Den ene elefant er i gang med at ødelægge porcelæn i stor stil
Man må håbe, at ECB vil forsøge at skabe større klarhed og rette op på skaderne i den kommende tid. Indtil da synes markedsdeltagere at overbyde hinanden i forventninger til renteforhøjelser.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Den 3. februar skrev jeg i et indlæg på Finans, at ”det i øjeblikket ER ekstraordinært vanskeligt at føre pengepolitik: Det skyldes først og fremmest, at global økonomi befinder sig i et usædvanligt udbudschok, som pengepolitikken ikke kan gøre noget ved.”
Men desværre var blækket i det indlæg endnu ikke helt tørt, før chefen for ECB begik eklatante kommunikationsfejl, som har forårsaget betydelig skade i form af eksplosivt stigende renter.
Mere præcist var der følgende fejl på mødet i ECB den 3. februar:
- Fejl 1: Man kan som policy maker ikke vende på en tallerken i løbet af to-tre uger, uden der er signifikant nyt i forhold til centralbankens inflationsforventninger ”på mellemlang sigt”. Det har Christine Lagarde gjort. Den 20. januar afviste hun, ligesom ECB’s cheføkonom, at renteforhøjelser kunne komme på tale i år. På pressekonferencen to uger senere åbnede hun op for denne mulighed. Tysk inflation i januar var væsentligt højere end ventet, men stort set alle i ECB er enige om, at det skyldes midlertidige faktorer (energi og flaskehalse forårsaget af covid-19). Desuden er det ikke inflationen de næste 6-12 måneder, som ECB styrer efter. Det er inflationen på 2-3 års sigt.
- Fejl 2: Pengepolitikken kan ofte anvendes til at imødekomme et efterspørgselschok. Men det der driver inflationen på kort sigt i Eurozonen er forårsaget af et udbudschok: Pengepolitikken kan intet gøre for at bringe priserne på naturgas ned eller løsne op for globale flaskehalse forårsaget af covid-19. Så hvis man alligevel strammer pengepolitikken for tidligt (på den baggrund), risikerer man en bevægelse i retning af stagflation.
- Fejl 3: Den plan man på mødet den 3. februar annoncerer for obligationsopkøbsprogrammet (APP-programmet aftagende til 20 mia. i Q4 og derefter …. var i direkte modstrid med Lagarde’s svar under spørgerunden på pressekonferencen. Her siger hun, at man vil stoppe med opkøb før første renteforhøjelse. Hvis man åbner op for en renteforhøjelse til efteråret, så skal opkøbsprogrammet stoppe allerede til sommer! Denne fejl har bidraget væsentligt til stigende tyske renter og en udvidelse af rentespænd til gældsatte periferilande. I Danmark ser man det også på eksempelvis finansieringsrenterne på boliger.
- Fejl 4: Det er blot en sjuskefejl, hvor man i pressemeddelelsen forventer “uændret til lavere” indlånsrente. Dette er i direkte modstrid med alle øvrige udtalelser. Der er næppe nogen, der mener, at en rentenedsættelse er sandsynlig!
Så hvad kan alligevel udløse en renteforhøjelse i slutningen af året?
Der er primært tre faktorer som potentielt kan udløse en renteforhøjelse:
- Inflationsprognose: Hvis Staff Projections opjusterer forventningerne til inflationen i 2024 til over 2 pct. Intet tyder på det sker, da alle mener, der er tale om midlertidige effekter på inflationen. Faktisk peger de seneste økonomiske fremskrivninger på, at inflationen vil falde til under ECB’s prisstabilitetsmålsætning på mellemlang sigt (2-3 år).
- Løninflation: Hvis vedvarende høje energipriser udløser ”second-round effects” i form af løninflation. Det er afvist af Christine Lagarde, Philip Lane m.fl. Der er ingen tegn på løninflation i euroområdet
- Markedsforventninger: Hvis de langsigtede inflationsforventninger bevæger sig væsentligt over 2 pct. Det vil være et tegn på, at markedet vurderer, at ECB ikke vil være i stand til at opfylde pris-stabilitetsmålsætningen. Der er ingen tegn på, at det er ved at ske
Man må håbe, at de vil forsøge at skabe større klarhed og rette op på skaderne i den kommende tid. Indtil da synes markedsdeltagere at overbyde hinanden i forventninger til renteforhøjelser.
