En kop kaffe betaler ikke mine regninger

I min tid som selvstændig rådgiver er især én ting kommet bag på mig: Hvor mange mennesker, der har en opfattelse af, at en kop kaffe er en rimelig betaling for min assistance.

De første par gange slog jeg det hen, men ret hurtigt tegnede der sig et tydeligt billede, og jeg har ikke længere tal på, hvor mange gange jeg har modtaget en henvendelse a la: »Jeg byder gerne på en kop kaffe, hvis du til gengæld vil give mig sparring på vores forretningsmodel.«

I begyndelsen sprang jeg til og tænkte, at det var en god indgang til at få fat i konsulentopgaver, men undervejs indså jeg, at det i højere grad handlede om, at der var mennesker, som gerne ville trække på mine kompetencer uden at betale.

Derfor svarer jeg i dag typisk: »Jeg sparrer meget gerne om jeres forretningsmodel, og det vil være mod fakturering af pågået tid inkl. forberedelse.«

Et typisk svar er … tavshed. Og i enkelte tilfælde: »Det var ikke lige dét, jeg havde tænkt mig.«

Det undrer mig, hvad vedkommende så havde tænkt sig. Uanset hvor god kaffen er, kan jeg nemlig ikke bruge den til at betale mine regninger, og jeg bliver træt, når jeg får en forespørgsel på et foredrag, som starter med: »Vi kan desværre ikke betale dig, men kvitterer med fire gode specialøl.«

Wow – så drikker jeg øllen selv, og så kan mit bookingbureau få panten fra flaskerne.

Af og til er der også nogle, der forsøger at trække »du er for dyr«-kortet, når jeg nævner min pris. Men nej, jeg er ikke dyr. Jeg koster mange penge, og det gør jeg fordi, jeg har brugt +20 år på at tilegne mig den viden og de erfaringer, jeg i dag bruger som rådgiver.

Så det er faktisk ikke den enkelte time, der betales for, men alt dét der ligger forud. For ikke at tale om værdiskabelsen naturligvis.

Jeg betragter på ingen måde mig selv som værende nærig, og jeg tror i høj grad på, at jo mere vi giver, jo mere får vi. Derfor vil jeg også gerne bidrage, men samtidig må jeg være realistisk. Mit virke som solo-selvstændig handler om at sælge min tid, som samtidig er en begrænset ressource. Den eneste faktisk.

Den del af mine vågne timer, jeg vælger at bruge rent professionelt, skal dels være sjov og dels give en indtægt, men netop fordi jeg gerne vil bidrage, har jeg indført en regel for mig selv om, at jeg hver måned lader to timer og ét foredrag være uden beregning – og altid til nogen, som rent faktisk har få eller ingen midler til at betale.

Jeg er ikke ude på at pudse min glorie, men som direktør havde jeg altid respekt for, at tid er solo-selvstændiges levebrød; jeg var opmærksom på styrkeforholdet, og jeg insisterede på at betale – også selvom det ”kun” var en times sparring.

Når jeg før eller siden vender tilbage til et job, hvor jeg skal købe konsulentydelser, vil jeg gøre det igen, og samtidig vil jeg have endnu større respekt for den sårbarhed, livet som solo-selvstændig indebærer.

Så ikke alene vil jeg byde på kaffe, jeg vil også insistere på at betale for både den og pågået tid. Det er nemlig sådan, ordentlighed i min verden omsættes til konkret handling.

Lars Matjeka