Det er ikke enkelt at investere helt grønt og etisk

For nylig kunne Finans fortælle, at en dansk pensionskasse har besluttet sig for at sælge alle sine virksomhedsobligationer inden for olie- og gasbranchen. Det er pensionskassen ikke den første, der beslutter, og den er sikkert heller ikke den sidste, der kommer til det; spørgsmålet om ”grønne” eller ”etiske” investeringer fylder simpelt hen bare mere for investorer verden over, både store institutionelle investorer og almindelige private mennesker som dig og mig.

Er det en god idé? Om man vil optræde grøn og etisk, og hvad man egentlig mener med det, er noget, den enkelte må gøre op med sig selv. Men om det er en god idé som investor, er et andet spørgsmål.

Pensionskassen forklarer selv, at det også er en god investeringsbeslutning. »Der er en bevægelse, hvor investorer er på vej ud af fossile selskaber, og det er med til presse selskabernes finansieringsomkostninger op,« siger investeringsdirektøren.

Men hov, højere finansieringsomkostninger - det betyder vel også højere afkast til obligationsejerne? Altså selvfølgelig først efter at obligationernes kurser er faldet, men på et eller andet tidspunkt når man måske en ligevægt, så der faktisk bliver et ekstra afkast til dem, der stadig vil låne ud til olie- og gasudvinding. Om man så vil det, er igen et spørgsmål om etik, men nu prøver jeg at se tingene fra en investorsynsvinkel.

Lad mig sige straks: Jeg tror ikke selv, at man kan sige noget fornuftigt om, hvorvidt man får et højere eller et lavere afkast af at investere grønt eller etisk. Hvis man virkelig vil investere grønt, bliver udvalget af værdipapirer, man kan investere i, meget mindre, og det vil give større tilfældigheder i ens afkast. Men i det meget lange løb, over mange, mange år, mener jeg ikke, at der er belæg for at sige, at afkastet bliver meget anderledes.

Det handler i sidste ende om, hvor konsekvent man har lyst til at være i sin private investeringspolitik. Hvad kan man egentlig tillade sig at købe? Hvis nu man sælger sine olieobligationer for at købe danske statsobligationer, er man så blevet en grøn og etisk investor?

Vel ikke helt, for den danske stat tjener jo også penge på kulbrinter. Staten beskatter dem, og den tjener også på udvindingen i Nordsøen. Indtægterne fra selve udvindingen falder i disse år og er under en milliard om året men har i perioden 1972-2020 været 544 mia. kroner.

Jeg synes, at det er svært at sige, at jeg investerer helt grønt, hvis nogle af mine obligationsrenter kommer fra olieindtægter. Og hvis vi vil tale om etiske investeringer i bred forstand, skal vi huske, at staten også tjener på tobaksafgifter, omend nogen nok vil hævde, at afgifter er til for at begrænse forbruget. Det argument er dog lidt sværere at bruge i forhold til spil, da statsejede Danske spil i 2020 havde bruttospilleindtægter på 4,7 mia. kroner.

Med det vil jeg selvfølgelig ikke sige, at det ikke kan lade sig gøre at investere etisk og grønt. Min pointe er, at, det ikke giver mening at sige, at man enten investerer etisk og grønt, eller også gør man ikke. Man kan ikke nøjes med at samle den ene ende af en pind op; verden er ikke lige sådan at skille ad.

Rune Wagenitz Sørensen