Topøkonomer: Det har vi lært af krisehåndteringen under corona

Der er nu to år siden, at det danske samfund og dansk økonomi lukkede ned som en reaktion på stigende smitte med coronavirus. De to forgangne års udfordringer overskygges i øjeblikket af den forfærdelige krig i Ukraine, men der er formentlig også erfaringer fra krisehåndteringen under coronapandemien, der er brugbare i den nuværende krise.

Danmark har både i forhold til sundheds- og økonomiske konsekvenser håndteret coronakrisen relativt godt. Det skyldes en flerhed af årsager, hvor af nogle kan tilskrives strukturelle og institutionelle forhold, mens andre kan tilskrives den meget proaktive indsats på både det sundhedsmæssige og det økonomiske område.

Den første udfordring, da coronavirus ramte landet i marts 2020, var naturligvis at slå smitten ned. Redskaberne er velkendte og bestod af en række kontaktreducerende tiltag, der samtidigt med adfærdsreaktioner forårsagede en kraftig reduktion i den økonomiske aktivitet i samfundet. Afvejningen mellem sundhed og økonomi i tilfælde er nedlukninger er reel, men ikke entydig.

Erfaringer fra de seneste to år viser, at tidlige målrettede smittereducerende tiltag kan bidrage til mere overskuelige økonomiske konsekvenser end de tiltag, der kan være nødvendige, hvis smittesituationen kommer ude af kontrol. Rettidig indsats forudsætter, at der et indgående overblik over smittens udvikling både geografisk og på tværs af befolkningsgrupper. En effektiv overvågningsindsats understøttet af en omfattende teststrategi er således en forudsætning for at kunne målrette og dosere den kontaktreducerende indsats hensigtsmæssigt. Senere i forløbet har vaccinerne været af helt afgørende betydning.

Det er vanskeligt at adskille de sundhedsmæssige konsekvenser af kontaktreducerende tiltag og adfærdsmæssige ændringer. Vores tolkning af den omfattende litteratur inden for de senere år er, at begge elementer er afgørende for at ”flade kurven ud”.

Anatomien af konjunkturtilbageslaget har adskilt sig væsentlig fra tidligere økonomiske kriser, da både udbud- og efterspørgselssiden er ramt simultant. Samtidig har de økonomiske-politiske reaktioner inkluderet ukonventionelle tiltag, hvor erfaringsgrundlaget for effekterne af disse tiltag har været fraværende.

Den grundlæggende strategi har været at benytte både traditionelle og nyopfundne finanspolitiske instrumenter i bredest muligt omfang for at reducere omkostningerne for virksomheder og ansatte så meget som muligt for at sikre en hurtigs genstart af de ramte dele af økonomien i takt med genåbningerne. Missionen er overordnet set vellykket. Opsvinget efter første bølge betegnes bedst ved et V-formet opsving, og ikke et W-formet eller endda L-formet, som de værste scanarie i krisens første måneder opererede med.

Både finans- og pengepolitikken har været ultra lempelig og holdt gang i efterspørgslen, boligmarkedet og de finansielle markeder. Dertil kommer en lang række af nyudviklede hjælpepakker.

På arbejdsmarkedet har lønkompensationsordningen været anvendt af flere end 350.000 personer, og den har i høj grad medvirket til at bevare job. Lignende programmer har været anvendt i stor stil i mange andre lande, og de foreløbige analyser tyder på, at veldesignede lønkompensationsprogrammer er et nyttigt supplement til arbejdsløshedsforsikringssystemet i en sådan særlig situation. Det er dog et væsenligt designkriterie, at ordninger indrettes tidsbegrænset i en specifik situation. En oplagt ulempe ved ordningerne er nemlig, at de hæmmer tilpasning og en effektiv allokering af arbejdskraft på tværs af virksomheder.

Mens lønkompensationspakker allerede inden coronakrisen var forholdsvis velkendte, er hjælpepakker målrettet virksomhederne et mere usædvanligt politisk greb. Igen kan redningspakker til erhvervslivet have berettigelse på kort sigt, men på længere sigt skaber de problemer. Erhvervsrettede hjælpepakker forvrider økonomien og risiker at dæmper industri dynamiken. 

Der er forskel på typen af hjælpepakker. Låne- og garantiordningerne kan være et vigtigt element i fremtidige kriser, idet de meget direkte adresserer midlertidige likviditetsproblemer. Sammenlignet med helt generelle kompensationsordninger har låne- og garantiordninger den fordel, at der indgår en vurdering af virksomheden på markedsvilkår. Det betyder, at støtten bliver målrettet rentable virksomheder og sektorer, og derved bevares dynamikken i økonomien.

Da udsigten til en coronafri verden sandsynligvis ikke er nært forestående, er det tilrådeligt at opretholde et veldesignet nødberedskab, der bygger på revaccinationsprogrammer, overvågning af epidemisituationen og en pakke af relevante politiske instrumenter, som kan nemt skaleres, hvis situationen eskalerer. Der er mange relevante erfaringer fra de seneste to år, der kan anvendes til at justere instrumenterne i en mere markedskonform retning.

En vigtig lektie i den forbindelse er værdien og vigtigheden af at opretholde et velfungerende nødberedskab, ikke bare i tilfælde af pandemier, men også i øvrige kriser. Men et bredt beredskab og hurtige reaktionskapaciteter, hvad enten det er hospitalskapacitet, kreditfaciliteter til erhvervslivet eller opretholdelse af sunde offentlige finanser i gode tider, forudsætter en stram prioritering af de offentlige udgifter.

En anden observation er, at både den generelt lempelige økonomiske politik og de erhvervsrettede redningspakker kan været svære at afvikle, da der opstår en forventning om bred offentlig støtte når markedsforholdene forringes. Men risiko er et grundvilkår i en markedsøkonomi. Det kræver derfor en sikker politisk hånd at bevæge sig væk fra en situation, hvor de offentlig kasser automatisk betragtes som erhvervslivets forsikringsselskab.

Michael Svarer, Philipp Schröder & Torben M. Andersen