Serier

Coronakrisens anatomi: Hvem blev først ramt?

Covid-19-krisen adskiller sig på flere punkter fra traditionelle økonomiske kriser. Dels skyldes den en sundhedskrise, der forårsager begrænsninger på både udbuds- og efterspørgselssiden. Dels har mange centralbanker og regeringer været lynhurtige på aftrækkeren med en historisk lempelig økonomisk politik. Endelig har krisen ramt anderledes på tværs af brancher.

Corona rammer verden


Med covid-19 blev det danske samfund i foråret 2020 ramt af en krise af historiske dimensioner, og danske virksomheder så ind i en meget usikker fremtid. For at mindske tabet var en naturlig reaktion at reducere de mest variable omkostninger først, og her stod nedskæringer af medarbejderstaben lige for.

Ledigheden steg da også kraftigt i kølvandet på nedlukningen af samfundet den 11. marts 2020, og i løbet af få uger var der omkring 50.000 flere i ledighedskøen. Dette tal ville dog have været væsentligt højere, hvis ikke Folketinget og arbejdsmarkedets parter hurtigt var blevet enige om de velkendte lønkompensationsordninger.

Det er en naturlig konsekvens af konjunkturudsving, at beskæftigelsen tilpasses virksomhedernes afsætningsmuligheder. Erfaringer fra tidligere kriser viser, at der er nogle tydelige mønstre i, hvilke typer af ansatte der har de mest konjunkturfølsomme ansættelsesforhold. Eksempelvis har Det Økonomiske Råds formandskab for nyligt påvist at mænd, etniske minoriteter, kortere uddannede og unge og ældre hurtigere mister deres job, når krisen rammer.

Der er således en generel tendens til, at personer, der i forvejen har en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet, er mere sårbare over for økonomiske kriser. Det betyder, at en lempelig finans- og pengepolitik ikke kun holder hånden under økonomien i en krisetid, men også bidrager til at modarbejde stigende økonomisk ulighed, når krisen rammer.

I et nyt speciale fra Institut for Økonomi på Aarhus Universitet er det på baggrund af data stillet til rådighed af Beskæftigelsesministeriet undersøgt, om den kraftigt stigende ledighed, der fulgte efter nedlukningerne i foråret, afspejlede de klassiske mønstre fra tidligere kriser.

Covid-19-krisen adskiller sig på flere punkter fra traditionelle økonomiske kriser. Dels skyldes den ikke iboende ubalancer i det økonomiske system, men en sundhedskrise, der forårsagede begrænsninger på både udbuds- og efterspørgselssiden af økonomien. Dels var mange centralbanker og de fleste regeringer lynhurtige på aftrækkeren og har ført en historisk lempelig økonomisk politik. Endelig har krisen ramt anderledes på tværs af brancher end traditionelle kriser.

Specialet fokuserer på de første måneder efter covid-19 ramte Danmark, hvor afgangen til ledighed var kraftigst. Det er ikke muligt baseret på tilgangen til ledighed at skelne mellem opsigelser og afskedigelser, så der kan være flere årsager til de observerede mønstre, som det det desværre ikke er muligt at afdække.

Specialet finder, at det til trods for hjælpepakker og lempelig økonomisk politik også gælder i forbindelse med covid-19, at kortuddannede og unge er relativt hårdt ramt af ledighed. Det samme gælder for etniske minoriteter, og i særdeleshed for personer af mellemøstlig eller nordafrikansk herkomst. Da resultaterne er betinget på industri og stillingskategori, skyldes de ikke blot den relativt høje andel af unge og etniske minoriteter i eksempelvis hotel- og restaurationsbranchen, der er særligt hårdt ramt, men ses på tværs af industrier.

Covid-19-krisen bidrager således til at øge beskæftigelsesforskellen mellem disse grupper og de befolkningsgrupper, der har en mere konjunkturresistent arbejdsmarkedstilknytning. Havde den økonomiske politik været mindre lempelig, havde det med høj sandsynlighed set endnu værre ud for disse grupper. Dette skal tages med i betragtningen, når det samtidigt gælder, at den lempelige pengepolitik ført af blandt andre ECB bidrager til at øge boligpriser og aktiekurser, hvilket forholdsmæssigt profiterer de mere velstillede i samfundet.

Det er stadig de ansatte, der i forvejen har den mest ustabile tilknytning til arbejdsmarkedet, der står først for, når krisen rammer.

Specialet finder også, at i modsætning til andre kriser er det denne gang kvinderne, der rammes hårdest. Der er således inden for forskellige brancher en tendens til, at kvinder i højere grad blev ledige i begyndelsen af krisen. Baggrunden for, at kvinder har en større sandsynlighed for at blive ledige i covid-19-krisen, er ikke helt oplagt, men resultatet findes også i andre lande. Her har der blandt andet været argumenteret for, at lukkede dagsinstitutioner og skoler for de mindste har medført faldende beskæftigelse for kvinder, da de primært har stået for børnepasningen.

En anden bemærkelsesværdig observation i analysen er, at relativt højtlønnede personer har en lavere sandsynlighed for at overgå til lønkompensationsordningen, men en højere sandsynlighed for at blive ledige, når der tages højde for deres uddannelse, erfaring og alder, end personer med samme observerede kvalifikationer, men med en lavere løn. Det kunne tyde på, at virksomhederne enten har benyttet krisen til at skille sig af med ”dyre” ansatte, eller at loftet på 30.000 kr. i lønkompensationsordningen har betydet, at det har været for dyrt for nødlidende virksomheder at hjemsende højtlønnede ansatte.

Samlet set adskiller covid-19-krisen sig således ikke væsentligt fra tidligere tilbageslag på trods af krisens anatomi. Det er stadig de ansatte, der i forvejen har den mest ustabile tilknytning til arbejdsmarkedet, der står først for, når krisen rammer. Der er dog den undtagelse, at mændene ser ud til at klare sig relativt bedst i denne omgang.

BRANCHENYT
Læs også