Findes der bæredygtige røvhuller?

Lad mig først slå fast, at jeg ikke mener, at et røvhul – uagtet hvor højt fagligt niveau han/hun måtte have, nogensinde bliver en dygtig leder, da ledelse i høj grad handler om evnen til at skabe en faglig kultur, hvor andres talent trives og udvikles, så dygtighed og professionel formåen kan skaleres.

Problemet med røvhuller i alle livets aspekter er grundlæggende deres manglende evne til at navigere ud fra et moralsk og etisk kompas. Måske ejer de det ikke, måske ignorerer de det bare. Realiteten er, at røvhullet i alle tilfælde ikke agerer ud fra et værdibaseret kompas, som også omfatter omverdenen, men ud fra egen lyst og interesser.

I arbejdet med den grønne omstilling er dette kompas imidlertid lige så centralt, som når det gælder måden, du leder og udvikler dine ansatte på. Selvom bæredygtighedsagendaen er i rivende udvikling med EU’s Green Deal som lokomotiv for meget kommende lovgivning, er området rent regulatorisk stadig i sin vorden.

Meget lovgivning er fortsat baseret på formuleringer, som kan fortolkes bredt, uden at man decideret bryder loven. Mange indsatsområder er fortsat blot henstillinger og eksempler på god praksis fra diverse instanser. Og de stigende krav fra virksomheders interessenter kan fortsat adresseres med forskellig grad af kreativitet, når det gælder reelt indhold. Der er således fortsat masser af manøvrerum for at gøre ingenting eller relativt lidt - og endda få det til at se ud af meget.

Problematikken forstærkes desuden af begrænset erfaring med og viden om bæredygtighed blandt ansatte, bestyrelser, investorer og virksomheders kunder, selvom vidensniveauet er i hastig udvikling. Lederne er derfor som oftest nødt til at gå forrest i dette arbejde og være rollemodeller, som sikrer at ambitioner sættes tilstrækkeligt højt, at der prioriteres initiativer, der gør en reel forskel og at den rigtige adfærd belønnes, når det gælder arbejdet med bæredygtighedsindsatser.

I arbejdet med bæredygtighed er vi som ledere derfor nødt til at slå vores moralske kompas til, mærke godt efter og stille os selv, vores kolleger og samarbejdspartnere de samme spørgsmål igen og igen. Gør denne indsats en reel forskel i forhold til den type virksomhed ,vi er, og den sektor vi opererer i? Hvad er den reelle intention med den nye lovgivning, som vi nu skal forholde os til? Tager vi den rigtige – ofte svære – beslutning, eller fortsætter vi ad den kendte vej, som måske også gavner os selv på den kortere bane? Fortæller vi sandheden eller pynter vi på den, fordi sandheden ikke er grøn nok?

Den juridiske afdeling skal guides i, at nye regler for bæredygtighedsrapportering og -lovgivning ikke handler om at finde smuthuller eller blot følge laveste standard, men også reelt skal reflektere virksomhedens etiske standpunkt.

Indkøb skal hjælpes til at anerkende, at en Code of Conduct ikke nødvendigvis betyder, at man tager reelt ansvar for sin forsyningskæde, hvis dette ikke supporteres af de rette opfølgningsprocesser og investeringer i at sikre bæredygtige leverandørsamarbejder.

Marketing skal forklares, at kommunikation på kanten af Forbrugerombudsmandens guide for grøn markedsføring ikke er i orden, selvom man måske ikke direkte kvalificerer til en bøde - endnu.

Her er Zalandos stædige argumentation for at ’bæredygtighed’ ikke betyder ’bæredygtigt’ og derfor ikke er misledende(!) i øvrigt et glimrende eksempel på et moralsk kompas, der glimrer ved sit fravær og hvor man kunne savne en ledelse, det satte foden ned og sagde: ’Nu nu stopper vi os selv – måske holder argumentet rent juridisk, men vi er bedre end det’.

Fordi manøvrerummet fortsat er så stort i arbejdet med bæredygtighed, tror jeg grundlæggende ikke, at røvhuller kan være fagligt dygtige, når det kommer til den grønne transition. Det moralsk kompas er simpelthen for central en brik i at tage de rigtige beslutninger og sikre at indsatser, der gør en reel forskel bliver ført ud i livet.

Mit råd vil derfor være, at bestyrelser, investorer, aktionærer og ansatte, som har et dygtigt røvhul siddende ved roret, ser sig selv dybt i øjnene og stiller spørgsmålet: ”Tror jeg inderst inde på begrebet et bæredygtigt røvhul?”

Anna Søndergaard