Nystartede virksomheder overser minibørsens store værdi

»Først rejser vi kapital fra et par engle, så tager vi en seed-round og derefter en serie A-runde.« 

Jeg har hørt den sætning i mange afskygninger fra et hav af håbefulde iværksættere, når de pitcher deres forretning for mig. Jeg forstår til fulde logikken bag den tankegang, men logikken bag tankegangen er i 19 ud af 20 tilfælde, i bedste fald, tyndbenet og i værste fald helt uden hold i virkeligheden. Få iværksættere lader til at forstå, at langt de færreste modtager såkaldt venturekapital i deres levetid. Det er der mange årsager til, dem lader jeg ligge for nu.

Alligevel kan man godt være både bundseriøs og ambitiøs med sin forretning, selvom man ikke har venturebranchen som en del af sin plan.

Mange succesfulde virksomheder har set dagens lys helt uden funding fra den kant. Der er et markant vigtigere aspekt at rette min personlige lyskegle på. Man kan nemlig sagtens rejse mange penge uden hjælp fra de ellers dygtige venturefolk.

Forleden læste jeg nemlig et særdeles glimrende indlæg af Thomas Black-Petersen, som er direktør for Foreningen af Børsnoterede Vækstvirksomheder. Én af hans pointer er, at man kan opfatte minibørserne som et alternativ til klassisk venturekapital. Jeg er i den grad enig. Men ikke totalt uden en vis bekymring for minibørsernes virke. En bekymring, som heldigvis er til at rette op på.

Med rette er der fokus på de noterede selskabers performance i årene efter børsnoteringen. Har aktionærerne fået et tilfredsstillende afkast? Lever selskabet op til vækstplanerne, som lovet i prospektet? Svarene er svingende, hvilket afgjort skyldes en masse aspekter. Herunder, at der netop er tale om en minibørs, hvor små selskaber søger kapital til at slå et afgørende hul i markedet, for derigennem at vokse sig væsentligt større. 

Helt grundlæggende kaldes det ”risiko”, og den er bare stor på minibørsen. Derfor må nogle selskaber, naturligt nok, skuffe i årene efter noteringen.

Helt personligt savner jeg nu et mere livligt og dynamisk børsmarked i Danmark. Et sted, som vi iværksættere sigter mod fra starten. Vi skal turde se det som et delmål på vækstrejsen. I 2017 rejste jeg venturekapital, og jeg er taknemmelig for, at det lykkedes. Men jeg overvejede ikke et splitsekund, hvorvidt en børsintroduktion på minibørsen ville være et alternativ. Sådan tror jeg, desværre, at den gængse iværksætter som regel tænker.

Og det er faktisk synd, for der er en dybereliggende årsag til, at vi som samfund burde være optaget af at nå en tilstand med en mere livlig og dynamisk minibørs i Danmark. For som landet ligger i dag, er det kun velhavende mennesker, der er i stand til at investere i startups på konventionel vis. Derfor hviler ”ansvaret” for at styrke danske iværksættervirksomheders vækst på få, velhavende menneskers skuldre. 

Minibørsen repræsenterer på mange måder det, jeg vil betegne som en kapitalistisk demokratisering af processen; her kan retail-investorerne deltage med så lidt som 10.000 kroner og samtidig være sikret en høj grad af due diligence og transparens via børsens prospekt og løbende overvågning.

Derfor gjorde det mig glad, at Thomas Black-Petersen også betonede i sit indlæg, at en børsnotering ikke skal være målet, men midlet. Stifterne og ejerne af et selskab skal ikke se en notering som endestationen, men som en mellemlanding, der giver den lange langsigtede udvikling velfortjent og vigtig energi til den videre færd. 

Man skal ved en børsnotering være fokuseret på, at de nye aktionærer også får et positivt afkast. For det forpligter at gå på børsen og bidrage til den kapitalistiske demokratisering. En forpligtelse, jeg selv går benhårdt efter at leve op til. Som Piet Hein kom frem til i det forrige århundrede: Ting Tager Tid. Jeg går gerne forrest. 

Kasper Holst Hansen