Hvidt køkken og badeværelse med brus: En ejendomsmægler går amok

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Har du mindre børn i familien? Eller ejendomsmæglere? Så ved du, at de kan fortælle historier, der er uopfindsomme og fantasifulde på én gang.

Det er naturligvis en grov generalisering. Man kan ikke skære alle over en kam. Nogle børn har et fabulerende sind, andre har ikke. Men du kender rytmen i historierne. Først kommer der noget gadagung, gadagung:

”Der var engang en mand ude i en skov, men så blev det mørkt, men så kunne han ikke finde vej, men så spurgte han en dame, men så…”

Eller i en anden version: ”Dette skønne rækkehus præsenterer sig med eftertragtet planløsning, der for både den lille som lidt større familie giver rammer, der tilgodeser såvel behovet for åbne rum og fællesskab som…”

Så er vi i gang. Historien er sendt afsted. Som voksen hører man selvfølgelig efter, med et halvt øre, og siger ”nej, hvor spændende” og ”uha” nogle steder i historien og spørger ind andre steder: Var manden bange ude i skoven? Hvad sagde damen om planløsningen? Fandt han en sti eller et praktisk flisebadeværelse? Den slags. Man skal jo stimulere fortællelysten.

Folk, der har læst litteraturvidenskab, har sikkert et ord for beretninger, der slæber sig fra A til B til C, gadagung, gadagung, monotont og uopfindsomt. Flade som Amager. Jeg ved det ikke. Måske.

Men så sker der noget. Barnet eller ejendomsmægleren har fornemmet, at den er gal. Intuitivt sanset, at på det spændende sted i historien, hvor manden spørger damen om vej ud ad skoven, og hvor den separate spiseplads med lysindfald fra vest præsenteres, er publikum faldet i staver og begyndt at svare ”nåda” til det hele. Virkelig dårligt tegn. Derfor introducerer barnet eller ejendomsmægleren OVERRASKELSEN.

”Men så – SÅ – møder manden en farlig løve!”, råber barnet. Barnet introducerer overraskelsen så højt, at den voksne vågner og febrilsk udbryder ”Nej, hvor spændende, uha, hvad gjorde manden så, nej, hvor spændende”. Bingo.

Ejendomsmægleren har trukket publikum gennem det hvide køkken og det praktiske badeværelse med brus i det 83 kvm. store rækkehus nord for København til 5,495 mio. kroner, da han fornemmer, at der er brug for en ”løve”. Alarmerende brug for en løve. 83 kvm. rækkehus i to plan er nu engang 83 kvm. rækkehus to plan. Punktum. Fra forhaven er der udsigt til et rækkehus, fra baghaven er der udsigt til et rækkehus. Kvarteret er lange veje med rækkehuse. Nogen veje er med carporte foran rækkehusene, men så er der også veje, der er anderledes. De er uden carporte.

Så hugger ejendomsmægleren til og lukker sin snerrende løve ud. Via førstesalen.

”Dette hus er det eneste på vejen med fransk altan og giver udover en god rumfornemmelse også gode muligheder for at lufte dynen om morgenen eller blot pænt kig ud over området.”

Fik du den? Det, ejendomsmægleren giver et trykseksten, er, at køberen kan hænge sine dyner til luftning om morgenen - som de eneste på vejen. Eller – mere anvendelsesorienteret: Køberen af nummer 15 kan sige til vejfesten: ”Godt at vi modsat jer andre har fransk altan med pænt kig til området og mulighed for at lufte dynen, når den lugter af møf.”

Men ejendomsmægleren har mere i posen, og nu er den åben. For der er kælder. Et rum til gasfyret og et rum til vaskesøjlen og rodet. 24 underjordiske kvadratmeter med pudsede cementvægge. Det er så åbenbart egnet til folk med trang til åbne vidder og ekspeditioner, for det introduceres med disse ord:

”Slutteligt kan I gå på opdagelse i kælderen”.

Points for fantasi. Mange. Også for le grande finale: ”Turen til motorvejen er heller ikke lang. Er det jeres boligdrøm?”

Jeg tror det.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.