Alle dine valg har en pris

I forbindelse med krigen i Ukraine har Ecco og Rockwool valgt at opretholde deres aktiviteter i Rusland, og på kort sigt undgår de at vinke farvel til en væsentlig omsætning. Netop den del er formentlig enkel at opgøre, hvorimod det er langt vanskeligere at forudsige, hvilke langsigtede konsekvenser beslutningen har, og om den i sidste ende har langt større økonomiske og menneskelige omkostninger.

Det essentielle er, at uanset om Ecco og Rockwool havde valgt at trække sig ud af Rusland eller ej, er der en pris at betale. Den mest håndgribelige er den finansielle, men vi kan ikke ignorere ejernes værdier, etik og moral, og spørgsmålet er, hvilken pris de er villige til at betale - både virksomhedsmæssigt og personligt - for at fastholde deres tilstedeværelse på det russiske marked?

Ecco og Rockwool er sværvægtere, men også langt mindre virksomheder er med krigen stillet overfor tilsvarende valg. Jeg arbejder eksempelvis med en virksomhed, som valgte at sige farvel til en kunde, som har stærke rødder i Rusland – og dette til trods for at kunden udgjorde en markant andel af virksomhedens omsætning.

Ejerne kunne let opgøre den tabte omsætning men vidste samtidig, at opsigelsen kunne føre mere med sig: Farvel til medarbejdere, stop for et væsentligt udviklingsprojekt og ingen løn til dem selv. Den pris ville de gerne betale for at være tro mod deres egne og virksomhedens værdier.

En krig er (heldigvis) ikke en forudsætning for at forholde sig aktivt til sine valg. Et eksempel fra min egen verden er en god bekendt, der sidste år valgte at opgradere til et markant dyrere hus. Kort tid efter skete der ændringer på hans arbejdsplads, som betyder at han nu er så tyndslidt, at han mest af alt ønsker at trække stikket med dags varsel. Det er ikke en mulighed, for familien er afhængig af hans indkomst, for at blive boende. Sat på spidsen er prisen for huset ikke længere kun de ekstra millioner på købesummen, men også en ulykkelig hverdag med pres, stress og fastlåsthed.

Personligt må jeg hver dag forholde mig til, hvilken pris jeg er villig til at betale for hvad, og for nyligt stod jeg i en situation, hvor jeg blev tilbudt et nyt direktørjob. Ved at takke ja til jobbet ville jeg igen blive en del af et fællesskab, komme tilbage i et stærkt kommercielt miljø, få stort ledelsesansvar og en fast indtægt. Det var tillokkende men betød samtidig, at jeg skulle gradbøje mine personlige værdier, sige farvel til bestyrelsesposter og generelt skrue ned for mig selv.

Lige dér blev jeg igen bekræftet i, at ALT har en pris – inklusive min beslutning om at fortsætte som strategisk rådgiver. Det giver mig fleksibilitet og friheden til at arbejde med dét og dem, jeg har lyst. Jeg kan fortsætte og udvide mit bestyrelsesarbejde, holde foredrag og skrive præcis, hvad det passer mig i et indlæg som dette. Omkostningen er bl.a., at jeg ikke er en del af et team, at jeg skal redefinere mit lederskab og at den store firmabil er erstattet med leaset Peugeot. Den pris betaler jeg gerne.

Hvilken pris er du villig til at betale for dine valg?

Lars Matjeka