Økonomiske chokbølger giver ekstrem lav sigtbarhed

De første fire måneder af året har budt på en række økonomiske chok af en karakter, vi ikke har oplevet i mange år. Det gælder især krig og pandemi, som vi skal 50-100 år tilbage for at finde fortilfælde: Chok som kommer udefra, og som vi ikke kan kontrollere. Men samtidig skal markederne også forholde sig til mere traditionelle chok fra den økonomiske politik. Resultatet er ekstremt lav økonomisk sigtbarhed.

Det mest dominerende chok er lige nu krigen i Ukraine. Den har udløst et såkaldt udbudschok, som på samme tid kan sænke væksten og løfte inflationen. Det skyldes, at krigen afbryder vigtige forsyninger af f.eks. energi og madvarer. Senest, vi oplevede et lignende chok, var i 1973, da en krig i Mellemøsten udløste en olieembargo.

Samtidig er der et chok fra pandemien. Senest, vi oplevede en pandemi, var for 100 år siden under den spanske syge, så det er også et meget sjældent økonomisk chok.

I Europa og USA er det nu et positivt chok på grund af genåbningen efter Omicron. Nedlukningen var, ligesom krigen, et negativt udbudschok, der lukkede dele af vores økonomi. Genåbningen har den modsatte effekt, og det åbner for højere vækst med lavere inflation.

Tingene kompliceres imidlertid af, at Kina ikke er kommet så langt. De rullende nedlukninger af store millionbyer påvirker både udbud og efterspørgsel. I Kina er der ikke lønkompensation, hvis man bliver ramt af en nedlukning, så det kinesiske forbrug kommer til at falde, og det vil presse inflationen i Kina ned. Til gengæld kan Kina ikke levere de varer, som resten af verden forventer fra dem, og det kan presse inflationen op i resten af verden.

Samtidig forsøger regeringer og centralbanker at styre udviklingen med traditionelle redskaber. I både Kina og Europa vil regeringerne formentlig bruge flere penge for at mildne effekterne af krig og pandemi. Det taler for højere vækst og højere inflation på samme tid, men inflationen er allerede nu så høj, at centralbankerne er begyndt at underminere effekten med pengepolitiske stramninger, som trækker i retning af lavere vækst og lavere inflation på samme tid.

Hvis man lægger det hele sammen, er det næsten umuligt at vurdere nettoeffekten, især fordi vi hverken kan sige noget om varighed eller dybde af de udefrakommende chok. Jo længere de varer, jo større er risikoen for, at vi må igennem en recession for at få inflationen ned på et mere normalt niveau. Men det kan ikke udelukkes at vi er heldige at de får et mere kortvarigt forløb, så inflationen kommer hurtigt ned.

De negative effekter på væksten dominerer lige nu, og de eksterne chok vil stadigvæk holde inflationen oppe. Mens markederne venter på afklaring, befinder vi os i det investeringsklima, der er kendt som stagflation. Det har historisk set ført til svagt faldende aktiekurser med de bedste afkast for defensive sektorer, der ikke er så afhængige af økonomisk vækst, og energi og råvarer, som der er mangel på.

Elizabeth Mathisen