Den offentlige økonomi skal tilbage i træningscentret

Når statskassen er til det årlige sundhedscheck hos de økonomisk lægefaglige, har der de seneste år været rigtig fine tilbagemeldinger. Især grundformen har fået topkarakter.

Grundformen måles ved den finanspolitiske holdbarhedsindikator og fortæller basalt set, hvordan bundlinjen på den offentlige økonomi vil udvikle sig, hvis man fastholder den nuværende struktur af skattesystemet og overførselsindkomsterne, og lader væksten i de offentlige udgifter følge udviklingen i BNP nogenlunde.

Faktisk er det gået så godt, at vurderingen har været, at hvis den offentlige økonomi fastholdt stilen, ville det med tiden medføre år efter år med markante overskud og udsigt til en stadig stigende offentlig formue.

Lidt groft formuleret og omsat til kroner og øre er vurderingen, at der i gennemsnit opkræves mere end 20 mia. kr. mere om året i skatter, end der er nødvendigt for at finansiere de forventede løbende udgifter.

Selv den mest træningsivrige ville med den sundhedsvurdering nok genoverveje, om livsstilen ikke er blevet lidt for asketisk og slække lidt på disciplinen. Måske man alligevel kunne unde sig selv en øl til Champions League-kampene, selvom det er onsdag, og måske er det alligevel ok med bare en smule dressing på salaten til frokost.

Det er dog også relativt nyt, at sundhedsindikatorerne er gået i mørkegrønt. I mange år var diagnosen langt mere dyster. Eksempelvis i årene omkring finanskrisen i 2008-2009, da både dansk og international økonomi var hårdt ramt, og der var behov for kraftig finanspolitisk stimulans.

Her var vurderingen, at der var udsigt til en endeløs række af blodrøde tal på statskassens bundlinje og stigende offentlig gæld, hvilket naturligt lagde en begrænsning på mulighederne for at støtte økonomien med ufinansierede hjælpepakker.

Årene siden finanskrisen og frem til coronakrisens frembrud i 2020 har da også være kendetegnet ved en disciplineret finanspolitisk linje, der har ydet et væsentligt bidrag til at forbedre udsigterne for den offentlige økonomi.

Det har dog ikke været det væsentligste bidrag. Det kommer fra Velfærdsaftalen fra 2006 og Tilbagetrækningsaftalen fra 2011, der medførte, at pensionsalderen blev levetidsindekseret. 

I takt med, at den forventede levetid stiger, øges pensionsalderen. Konkret skal Folketinget hvert femte år tage stilling til, om de planlagte stigninger i efterløns- og folkepensionsalderen skal realiseres, og som udgangspunkt omveksles et år i ekstra levetid til et år senere på pension.

Indtil videre har indekseringerne fulgt planen, og både efterlønsalder og pensionsalder er steget. Det samme er beskæftigelsen for de berørte aldersgrupper. Det har bidraget kraftigt til både arbejdsudbud, økonomisk velstand og saldoen på de offentlige finanser.

Faktisk er det udsigten til, at denne mekanisme fortsætter med at hæve pensionsalderen og samtidig, at den stigende pensionsalder omsættes i øget beskæftigelse, der i alt væsentlighed bidrager til den meget positive sundhedsvurdering af den offentlige økonomis helbred.

Pensionskommissionen foreslog i sidste uge en lempelse af styrken, hvormed stigende forventet levetid omsættes i stigende pensionsalder.

Pensionskommissionen foreslår dog først, at lempelserne sker fra 2045, men indregnes de foreslåede ændringer, er konsekvensen, at de offentlige finanser i det lange løb forringes med ca. 18 mia. kr. om året. Dvs. at forslaget æder en stor del af den grundform, som de seneste år har rystet lutter 12-taller af sig til den årlige eksamen.

Konkret medfører kommissionens forslag, at min 12-årige datter får skåret 2½ år af sin fremtidige pensionsalder og nu kan se frem til at nyde sit otium som 73-årig.

Muligvis er det, med mindre et intensivt Tiktok-forbrug er stærkt sundhedsfremmende, et mere realistisk bud på de fremtidige pensionsaldre og dermed en mere neutral fremskrivning af det fremtidige tilbagetrækningsmønster.

Konsekvensen for de offentlige finanser bliver imidlertid, at diskussionen om de mange ledige milliarder, der ligger og venter på at blive brugt på alt fra grøn omstilling over mere velfærd til lavere skatter, må forventes at blive mere afdæmpet.

Den offentlige økonomi er med forslaget stadig sund, men ikke supersund, og det er derfor stadig et godt princip at sikre løbende finansiering af de udgifter, den offentlige økonomi skal afholde.

Michael Svarer