Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?

Jeg er vokset op med, at succes i erhvervslivet defineres af virksomhedens vækstrate og bundlinje, og at personlig succes afspejles i titel, årsløn og størrelsen på firmabilen.

Derfor jagtede jeg nærmest på automatik et nyt CEO-job efter min fyring, og i processen blev jeg ofte bange, hvilket styrede mig i flere situationer.

I indlæg som dette undlod jeg at skrive præcis, hvad jeg mente, fordi jeg var bange for, at det kunne diskvalificere mig til et job. Jeg sagde ikke fra overfor uordentlige headhuntere, fordi jeg var bange for ikke at blive taget med i næste proces. Og jeg takkede ja til et hav af ligegyldige møder, fordi jeg var bange for at gå glip af en mulighed. 

Undervejs kom jeg længere og længere væk fra mine personlige værdier, og jo længere væk jeg kom, jo mere bange blev jeg.

Jeg fik svært ved at mærke, hvad der var rigtigt og forkert for mig, og når jeg skuer bagud, er det tydeligt, at de beslutninger jeg har truffet, når jeg var bange, ubetinget har været de dårligste - både for mig selv og virksomheden. 

I dag ved jeg, at jeg ikke er alene om at blive bange. Hver eneste uge møder jeg topledere, hvor ”bange” er den mest dominerende følelse.

De er bange for ikke at stille aktionærerne tilfredse, ikke at nå de opstillede mål, ikke at blive forfremmet, ikke at få lønforhøjelsen, ikke at have nok. For at træffe forkerte beslutninger, miste status, blive fyret og miste de materielle goder, der følger med jobbet.

Jeg møder (top)ledere, som er mere bange for at sige farvel til hamsterhjulet, prestigejobbet, KPI-helvedet og den umulige chef end for en hverdag med stress, udbrændthed, misbrug, søvnløshed, mistede familierelationer og sygdom. 

Jeg er netop begyndt at arbejde med en direktør, og har fået tilladelse til at dele hans situation.

Han er forholdsvis ny i jobbet og vil vise bestyrelsen, at de har valgt den rette til jobbet. Han kæmper for at nå de økonomiske nøgletal. Hans kalender er tæppebombet med møder, og der er alvorlig sygdom i familien.

Han er så bange for ikke at lykkes, at han ikke længere kan mærke sig selv, og når han skal træffe beslutninger, er han mere optaget af, hvordan bestyrelsen vil reagere, end hvad han selv mener er rigtigt at gøre.

Han ligner en tordensky, når han går gennem organisationen, og han er begyndt at drive mikro-management overfor sine direktører. Han er så bange, at han forsøger at være i kontrol med ALT.

Jo mere bange han bliver, jo mere bange bliver resten af organisationen – og jo dårligere bliver virksomheden til at skabe resultater. For ham har første, store skridt været at indrømme overfor sig selv, at han er bange. 

Selv har jeg et skilt på mit skrivebord, hvor der står ”Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?”, og det minder mig om at følge mit indre kompas.

Jeg har truffet en beslutning om, at jeg hver dag vil gøre alt, hvad jeg kan for ikke at være bange, for ved livets ende vil jeg hellere fortryde dét, jeg gjorde, end det jeg ikke gjorde. Jeg vil hellere gå gennem (erhvervs)livet med rank ryg, falde og rejse mig igen, end jeg vil dukke nakken og krybe gennem (erhvervs)livet.  

Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange? 

Lars Matjeka