Variabel rente: Et vigtigt instrument til at komme hurtigt ud af krisen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Økonomi er svært. Det ses ved de årlige eksamener, står der i indledningen i professor Petersens berømte mikrobog med øvelser og tidligere eksamensopgaver.

Petersen henviser til, at økonomi ikke er en eksakt videnskab og derfor sjældent har to streger under facit. Tilsvarende afhænger resultaterne ofte af de forudsætninger, der er gjort. Det er en væsentlig pointe i en tid, hvor renterne er stigende og debatten omkring boliglån atter plusser op.

Aktuelt står vi i en situation, hvor renterne er steget ganske kraftigt over en relativ kort periode. Udviklingen betyder, at rentekurven er blevet stejl som en kongeetape i et cykelløb.

De mellemlange og de lange renter er steget på forventning om action fra centralbankerne, mens de korte er steget knap så meget, fordi de er bundet til Den Europæiske Centralbanks reaktioner.

Den store forskel i kroner og øre, der er indtruffet på fast og variabel rente på realkreditlån, betyder, at boligkøberne i øjeblikket i højere grad vælger lån med variabel rente. De køber sig tid til, at en mere flad rentestruktur indtræffer.

Dette reaktionsmønster er der intet nyt i – historien gentager sig som bekendt. Rentestrukturen skal nok blive flad igen, når forventningen om en økonomisk afmatning en dag indtræffer.

Der er fordele og ulemper ved alt. I økonomi kalder man det cost og benefits. En oplagt omkostning ved, at boligejerne aktuelt vælger variabelt forrentede lån, er, at vores økonomi samlet set bliver mere følsom i forhold til stigende renter. Det er naturligvis oplagt, at de helt korte renter skal stige i takt med, at man i Europa også påbegynder kampen mod den stigende inflation.

I den forbindelse bør man dog også huske på, at vi allerede har gjort os forholdsregler i forhold til, at boligejere med denne type af lån stresstestes. Låntagere, der udstyres med et variabelt forrentet lån, skal således kunne servicere et fastforrentet lån med afdrag og betale en rente, der er 1 procentpoint over den aktuelle rente, dog minimum 4 pct.

Der er naturligvis altid nogle, der bærer sig mindre klogt ad, men boligejerne burde have luft i økonomien til at klare en betydelig rentestigning. Der er nu en vis sandsynlighed for, at vi får testet, om disse regler virker.

Den vej rundt må jeg igen huske på, at der er fordele og ulemper ved alt. Det er således ikke uden omkostninger at foretage yderligere regulering og derfor vil det heller ikke være en gratis omgang at indføre nye og strammere regler omkring valg og rationering af lån - blot fordi vi nærmer os at vedtage værnsregler.

Nye regler vil således blive en selvopfyldende profeti. Det er der historisk belæg for. Jeg er ikke tvivl om, at de stigende renter aktuelt lægger en dæmper på boligmarkedet. Det er der nemlig også historisk belæg for. Derfor er der ikke grund til at gøre ondt værre.

Det fører mig tilbage til fordelen ved udbredelsen af de variabelt forrentede lån. Sidst vi var ramt af hård recession, kom vi forholdsvis hurtigt ud af krisen. Det skyldes ikke mindst udbredelsen og muligheden for dels at yde variabelt forrentede lån, dels aktiv brug af afdragsfrihed.

Det havde altså værdi, at der var fleksibilitet i systemet til at finde løsninger for boligejere, der var ramt på pengepungen. Det gjorde, at den meget lempelige pengepolitik virkede efter hensigten og fik rettet økonomien hurtigt op igen.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Udbredelsen af variabelt forrentede lån gør således pengepolitikken potent og virkningsfuld, både når vi vil sparke gang i økonomien ved at føre lempelig pengepolitik og når vi vil stramme op efter en meget lempelig pengepolitik for at forhindre kraftige tømmermænd.