Fortsæt til indhold

Bitcoin-Nikolajsen lyser op i en verden af blege asparges. Desværre

Niklas Nikolajsen har ikke format. Han har stunts. Alligevel kan han tage spotlyset. Problemet er et erhvervsliv uden profiler.

Debat
ANDERS HEIDE MORTENSEN

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Anders Heide Mortensen, kommentator og kommunikationsrådgiver

Halvdelen af alle danske erhvervsprofiler løber i deres fritid og har sommerhus på Bornholm. Den anden halvdel nævner ikke noget om et sommerhus i deres 50 års-fødselsdagsinterview.

Det er en forenkling, jeg ved det, men ikke nogen grov forenkling. Jævnheden hersker. Så når en dansk erhvervsprofil med postkasse i Schweiz optræder med et stunt, hvor han smider pengesedler ud til folket fra sin Rolls Royce, giver det et brag i medierne.

Bitcoin-Nikolajsen løber ikke, og han flager ikke noget sommerhus på Bornholm. Han optræder derimod med forskellige stunts. Hr. Nikolajsen ejer for eksempel blæksprutten i et akvarium , en mikroskopisk del af øen Hjelm, et slot under renovering og en titel som baron. Sådan en titel kan erhverves for 59 euro via webshoppen adelstitel-kauf.de – indimellem kan titlen købes for en tredjedel på Ebay.

Kernen er armbevægelser. Hvis armbevægelserne er så små og jævne, som de er i dansk erhvervsliv, kommer selv de mest fladpandede, men uafrettede, armbevægelser til at syne kæmpestore. Niklas Nikolajsen lyser op med sin seddeluddeling til folket, sit beskedne grundstykke på Hjelm og sine andre stunts, fordi de andre, der kunne lyse op, er nogle blege asparges.

Asparges-mentaliteten har sejret, og nu har vi balladen. At en type som Bitcoin-Nikolajsen kan erobre lyset skyldes, at de blege asparges, der løber og har sommerhus på Bornholm, er alternativet.

Balladen er, at Niklas Nikolajsen ikke burde kunne lyse op. Han er ikke specielt interessant som erhvervsmand. Hans virksomhed, Bitcoin Suisse, beskæftiger færre medarbejdere end Middelfart Sparekasse, og hans formue er primært skabt på at holde på bitcoins, mens de blev spekuleret op gennem loftet. Modsat tyfoner som Lars Larsen og Anders Holch-Povlsen har han ikke bevist en forretningsmodel. Krypto er et spekulationsobjekt, der farer op og ned i værdi, ikke en sikker havn, ikke et alternativ til guld.

Niklas Nikolajsen er heller ikke en mand af format. Det lyder måske som et karaktermord på manden, men er det ikke. Pointen er, at mænd af format enten underspiller eller demonstrerer storhedsvanvid, når de viser bøjet overarm. Ikke noget midt i mellem. Ikke nogen mellemvare.

Da rejsekongen Simon Spies blev spurgt, hvor mange biler han ejede, svarede han med en underspillet kæmpebiceps: »Plejer man i den slags sammenhænge at tælle Volvo’erne med?«

Dynekongen og mangemilliardæren Lars Larsen slog på lærdommen i Jumbo-bøger. Han havde også klare synspunkter på at betale skat:

»Selvfølgelig vil man ikke betale mere end nødvendigt, men jeg føler, at de er nogle forrædere, dem, der tjener en masse penge i Danmark og så stikker af til udlandet. Det var det sidste, som jeg kunne finde på. Overhovedet«.

Format – er det at flyve ind fra kantonen Zug i Schweiz – i Finans kaldt ”skattelyet over alle skattely” – og smide 100.000 kr. i små sedler ud gennem et vindue i København for at reklamere for en bar?

Svaret er ja. Det er den slags format, der er tilbage, når de blege asparges og deres livsstil har sejret. Desværre. Så sættes standarden af et par løbesko og et sommerhus på Bornholm – og så lyser et stunt op. Desværre. En event så fladpandet, at den kunne være udtænkt af en nyrig russer: »Jeg kaster pengesedler ud gennem et vindue om nogle dage. Kom. Kæmp om dem. Vær som dyr for mine øjne«.

Inde i baron Niklas Nikolajsen von Karlshof er der givetvis en fin og sympatisk fyr. Men burde han kunne få spotlyset? På sin kryptobutik, sin to fodboldbaner store grund på Hjelm, sin blæksprutte og sit pengedrys sidste fredag? Eller burde unge, der efterspørger et originalt alternativ til livet som erhvervs-asparges, have rollemodeller af en anden valør? Vildskab. Galskab. Uafrettethed.

For længst afdøde Simon Spies kalder i baggrunden, og det samme gør folk som Elon Musk, Jeff Bezos og for den sags skyld Donald Trump. Ingen af de fire er sympatiske. Overhovedet. Men de har format. De går planken ud. Armbevægelserne er seriøst store. Et ægte alternativ til et jævnt og muntert erhvervsliv med løbesko og sommerhus på Bornholm.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Artiklens emner
Anders Heide Mortensen