Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

De negative renter lægges i graven

Lige siden 2014 har der været negative renter i Europa. Men med den seneste tids dramatiske udvikling i inflationen er det snart slut. Det kan føre til store udsving på de finansielle markeder.

Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea.

I år har vi været vidne til ekstraordinært store udsving på de finansielle markeder. Renterne er steget markant, mens aktiemarkederne har været udsat for store fald. Udviklingen skyldes især, at der er opstået forventninger blandt markedsdeltagerne om, at pengepolitikken står foran en gevaldig opstramning som følge af den voldsomme stigning i inflationen.

I USA og Storbritannien er renten allerede blevet sat op flere gange, og nu har også den europæiske centralbank, ECB, for alvor meldt sig ind i kampen. Helt usædvanligt har chefen for ECB, Christine Lagarde, nemlig både i tale og på skrift gjort det klart, at en rentestigning står for døren i juli, og at det er slut med negative renter til september.

Hvis det går som præsten prædiker, vil det i givet fald være første gang i 11 år, at ECB sætter renten op. Dengang var euroområdet på vej ud af finanskrisen, men også, skulle det vise sig, direkte på vej ind i en eksistenstruende statsgældskrise. Så i stedet for at fortsætte med at sætte renten op, måtte banken sætte i bakgear og i stedet benytte sig af helt ekstraordinære pengepolitiske tiltag for at redde euroområdet fra at gå i opløsning.

Det indebar bl.a., at renten i juni 2014 blev sat ned i det negative territorium, og at seddelpressen blev sendt på overarbejde for at finansiere et kæmpe opkøbsprogram af statsobligationer, som kunne holde renten kunstigt lav i en periode.

Alligevel forblev inflationen meget lav i de følgende år, og da pandemien ramte i begyndelsen af 2020, forsvandt de sidste spekulationer om en snarlig normalisering af pengepolitikken som dug for solen. Noget som på sin side gav anledning til nye store stigninger i bl.a. boligpriserne og aktiekurserne, da det første pandemi-chok havde lagt sig.

Paradoksalt nok blev pandemien også en gamechanger for inflationsudviklingen. For da verden lukkede ned, og folk skulle arbejde hjemme, men blev afskåret fra at kunne bruge penge på rejser og oplevelser, steg efterspørgslen på bl.a. varer og it-udstyr dramatisk, og langt stærkere end produktionen og transportlogistikken, som også var ramt af nedlukningerne, kunne følge med til. Det førte til lange leveringstider og prisstigninger, som tog yderligere til, da spændingerne om Ruslands gasleverancer til Europa brød ud i fuldt flor sidste efterår, hvor energipriserne eksploderede. Da Rusland så invaderede Ukraine i februar i år, sprang inflationsspøgelset for alvor ud af skabet. Råvare- og energipriserne steg yderligere, og resultatet kan nu aflæses i en inflationstakt, som ikke er set siden begyndelsen af 1980’erne.

Eftersom der fortsat er mangel på arbejdskraft overalt, er der også udsigt til, at lønstigningstakten er på vej op. Derfor kan inflationen ikke alene stige yderligere over de kommende måneder, men også bide sig fast langt over målsætningen på 2 pct., medmindre ECB reagerer på udviklingen snarest muligt.

Det er altså det, som Christine Lagarde & Co. nu varmer op til. Håbet er dybest set, at banken ved at sætte handling bag ordene kan gøre sit til at holde inflationsforventningerne i ave. Ellers vil lønkrav og pristilpasninger i alle led i værdikæden for alvor bliver svære at bremse.

Mens hvis pengepolitikken rent faktisk skal kunne dæmpe inflationen, skal den jo også dæmpe den økonomiske aktivitet. Spørgsmålet er derfor ikke, om der kommer en rentestigning snart, men snarere hvor stor den bliver, hvor mange der vil følge efter, og hvilke konsekvenser det vil føre med sig. Problemstillingen gør sig også gældende herhjemme, fordi Nationalbanken skygger ECB’s rentepolitik af hensyn til fastkurspolitikken.

Stigningen i markedsrenterne har allerede sat sit præg på aktiemarkedet, og det vil også blive tilfældet på boligmarkedet, hvor priserne ikke kun i Danmark, men over det meste af verden er steget eksorbitant under pandemien. Nu skal der findes en ny ligevægt, men tilpasningen dertil kommer til at afhænge af, hvor højt op renten kommer. Og selvom ECB gør sit til at forsikre offentligheden om, at banken vil dosere pengepolitikken til den faktiske udvikling i økonomien, er det noget som i praksis er svært at realisere, fordi effekten af en renteændring slår igennem på økonomien med en vis forsinkelse, som typisk er på seks-ni måneder. Måneder, som kan vise sig at blive helt afgørende for den økonomiske udvikling i lang tid fremover.

Helge J. Pedersen

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.