Fortsæt til indhold

Ønske til valgløfte: Byrdestop for danske virksomheder

Det bør være et vigtigt tema for alle politiske partier frem mod en kommende valgkamp at nedbringe erhvervslivets byrder.

Debat
Kim Haggren

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Vicedirektør Kim Haggren, Dansk Industri

Danske virksomheder bliver pålagt flere og flere administrative byrder gennem dansk og europæisk lovgivning. Bare igennem de seneste 20 år er der sket en stigning på 40 pct. i love og regler, som vores små- og mellemstore danske virksomheder skal overholde på daglig basis.

Det betyder en daglig kamp for mange mindre virksomheder for ikke at drukne i bestræbelsen på at overholde og rapportere på de mange lovkrav, som de er pålagt.

Et konkret eksempel på denne udfordring viste jeg erhvervsministeren for et lille år siden på et virksomhedsbesøg i Præstø. Her havde direktøren optalt, at hans virksomhed løbende havde kontakt med over 20 myndigheder, som de skulle indrapportere til for at drive hans mindre virksomhed, herunder ofte samme type data. Der blev med andre ord brugt store og unødvendige ressourcer på administrativt arbejde, der i mange tilfælde ikke gav mening.

Og der er desværre intet, som peger i retning af, at byrderne for danske virksomheder stopper. Tværtimod. Den nødvendige grønne omstilling af vores samfund kommer med en pris. Alle danske virksomheder vil enten direkte eller indirekte skulle dokumentere og rapportere, hvordan deres virksomhed påvirker alt fra miljø, sociale forhold og selskabsledelse.

Aktuelt foreligger der således et europæisk udkast på over 400 siders rapporteringsstandarder på bæredygtighedsområdet, der vil pålægge danske virksomheder nye byrder i milliardklassen. Harmonisering på rapporteringskrav af virksomhedernes mange grønne tiltag giver grundlæggende god mening, men vi kæmper i DI for, at de omfattende krav tilfører reel værdi og ikke bliver en ny stor administrativ papirtiger.

Konsekvensen er modsat stor for særlig vores små- og mellemstore virksomheder, som enten selv skal ofre mange interne administrative kræfter eller betale eksterne rådgivere for at løse opgaven. Det betyder færre ressourcer til at udvikle og vækste deres virksomheder.

På trods af denne udvikling og de åbenbare økonomiske konsekvenser for danske virksomheder, er der politisk ikke formuleret nogle konkrete mål for at nedbringe disse byrder for dansk erhvervsliv. Det skal der laves om på. Vi skal tilbage til et udgangspunkt, hvor vi både rydder op i de nuværende regler, og stopper op for introduktionen af nye unødvendige byrder for virksomhederne.

Vi skal med andre ord turde at sætte konkrete politiske mål for nedbringelsen af byrder for danske virksomheder. Det bør være et vigtigt tema for alle politiske partier frem mod en kommende valgkamp.

Artiklens emner
Ledelse
CSR