Usikker verdensorden stiller topledere i fornyet dilemma

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

På World Economic Forum-topmødet i Davos blev der sat ord på en sørgelig erkendelse: Globaliseringen har trange kår. Den bevægelse, der de seneste 70 år har gjort Danmark og Vesten rigere, og som har gjort det muligt for verdens lande at specialisere sig i netop det, de er bedst til, vakler.

Dette er ikke kun forårsaget af den tragiske krig i Ukraine. Geopolitiske spændinger mellem øst og vest, de globale forsyningskæders manglende evne til at sikre leveringssikkerhed under og efter coronakrisen samt mørke skyer over den globale økonomi forårsager stor usikkerhed og kalder på en reaktion.

Det gælder ikke mindst danske erhvervsledere.

Flere topchefer luftede på WEF-topmødet deres strategiske overvejelser om i højere grad at benytte sig af nearshoring, hvor hele eller dele af produktionen flyttes tættere på, og de udtrykte ønske om øget selvforsyning.

Virksomhedsledernes valg om "where to play – how to win" er inden for kort tid blevet yderst komplekst og særdeles presserende. I de danske direktioner bør og vil dette veje tungt på agendaen i løbet af de næste 18-24 måneder. Overvejelserne kommer til at kræve komplekse afvejninger og hårfin balancegang.

For mens der kan være tydelige behov for at revurdere forsyningskæderne og tilstedeværelsen i visse geografier, er de strategiske beslutninger langt fra lige til.

Danmarks velstand er skabt på grund af globaliseringen. Vores internationale konkurrencekraft er betinget af, at danske virksomheder kan fokusere på udvalgte styrkepositioner og specialisere sig.

For en lille åben økonomi som den danske har globaliseringen åbnet markeder over hele verden parallelt med, at vi har importeret produkter eller delkomponenter, vi ikke selv har haft en komparativ fordel i at producere.

Globaliseringen har kort sagt skabt arbejdspladser, skatteindtægter og velstand. Dette gør vi klogt i at værne om.

Samtidig kan ingen ledere lukke øjnene for, at de strategiske forretningsbeslutninger med al naturlighed skal stemme overens med virksomhedens værdier, etiske principper og brand.

Dette gælder i alle facetter af virksomheders ageren. Eksempelvis i relation til den politiske situation i en given region, sikkerhed eller klimabestræbelser. Opstår der diskrepans, kan det tære betragteligt på relationen til såvel kunder, medarbejdere, samarbejdspartnere og investorer.

Værdier og forretningsinteresser er dog langt fra modstridende poler. De kan og skal gå hånd i hånd.

Men verden har ændret sig. Og vi bevæger os ind i en periode, hvor erhvervslederes vigtigste disciplin bliver at udvikle virksomheden og skabe vækst ved hjælp af international samhandel, men med faste etiske principper som en tydelig rettesnor.