Efterlysning: En kedelig centralbank med en rolig hånd og styr på kommunikationen

Alle mærker den aktuelle krise, hvor ikke mindst stigende renter presser gældsatte husholdninger og virksomheder og trækker tæppet væk under aktiemarkederne. De stigende obligationsrenter skyldes dels stigende inflation og inflationsforventninger, dels at centralbankerne er ivrige efter at et exit fra de seneste 14 års ekstraordinære pengepolitik.

Pengepolitik og renter optager tyngdepunktet i det finansielle univers lige nu. Hvis der er turbulens i et fly, kan man kigge op på personalet og se, om de er rolige eller ved at gå i panik – præcis som børn ser på deres forældre. I den aktuelle situation spiller pengepolitikken en overordentlig central rolle. Derfor kigger vi alle mod de større centralbanker.

Og ”ja” – det ER overordentligt vanskeligt at føre pengepolitik lige nu. Inflationen er affødt af en række udbudschoks, som pengepolitikken ikke har megen kontrol over. Det er derfor også uvist, om markante stramninger af pengepolitikken vil gøre mere skade på den økonomiske vækst end det vil gavne inflationsudsigterne.

For 22 år siden sagde Mervyn King (chef for Bank of England fra 2003 til 2013), at en succesfuld centralbank er kedelig. Man skal agere lidt som en dygtig fodbolddommer: Få spillet til at flyde uden for mange afbrydelser og det meste af tiden være usynlig. Det er ikke sådan, der ageres i dag. Den amerikanske centralbank FED og og den europæiske ditto ECB har smidt gamle dyder om ”guidance” af markederne overbord, og bidrager til finansiel uro frem for at stabilisere. Eksemplerne er mange:

• FED hævede overraskende (indtil de formentlig selv lækkede det til Wall Street Journal to dage før rentemødet) med en større end ventet rentestigning den 15. juni. Det signalerer panik: At man er nået til den konklusion, at man er for sent ude og nu skal foretage en meget hård opbremsning.
• Helt usædvanligt strammer FED pengepolitikken markant under en kraftig vækstafmatning med stigende risiko for recession. Derfor er det nu konsensus i pengemarkederne, at FED skal hæve renten med i alt 2 pct. de næste 12 måneder og derefter sænke renten i andet halvår af 2023! Da pengepolitik først slår fuldt igennem i økonomien med en betydelig forsinkelse, bliver det også spændende at se, hvordan man vil styre et sådant scenarie, hvis det måtte udfolde sig.
• Chefen og cheføkonomen for ECB sagde i foråret, at renteforhøjelser i 2022 er usandsynligt. Et par måneder senere har de travlt med at sige, at renten skal hæves markant frem til efteråret. Dette på trods af, at langt den overvejende del af inflationen kommer fra energi og fødevarer: Ting som ikke kan kontrolleres af pengepolitikken, og ting som er deflationære for økonomien. Selvfølgelig kan man blive klogere: Og det er naturligvis bekymrende for inflationsudsigterne, at 68,000 metalarbejdere organiseret i IG Metall lykkedes at få 6,5 pct. i lønstigning ved de netop overståede overenskomstforhandlinger (kraftigste lønstigning i 30 år).
• ECB har ikke kommunikeret, hvor centralbanken ser en neutral, langsigtet rente. Så banken ved tilsyneladende ikke på, hvilket niveau pengepolitikken ikke længere kan betragtes som lempelig. ECB’s Isabel Schnabel sagde i et interview med Handelsblatt den 29. april, at man ikke har diskuteret spørgsmålet i Styrelsesrådet endnu. Skræmmende.
• ECB afholdt i midten af juni et ekstraordinært møde. Årsagen var, at rentespænd mellem periferilande (især Italien) og kernelande (især Tyskland) var udvidet til omkring 2,5 pct. Problemet er imidlertid, at det for ECB’s vedkommende vil indebære nye køb af italienske obligationer og salg af tyske. Med andre ord: De tyske skatteydere skal betale. Derfor har Tysklands finansminister Christian Lindner da også haft fat i ECB-chefen Christine Lagarde for at udtrykke sin utilfredshed. Dette må i øvrigt være et mindre behageligt deja vu for centralbankchefen: I marts 2020 kom hun galt afsted på en pressekonference ved at sige, at det ikke er centralbankens opgave at indsnævre rentespænd. Dengang var Italiens premierminister Giuseppe Conte, som mildest talt var utilfreds. Og senere på dagen rettede Lagarde da også ind under et interview med CNBC.

Man kan da også blive for sikker i sin sag: Tilbage i april sagde ECB’s Boštjan Vasle (Sloveniens centralbank), at det er en ”no brainer” at hæve renten til positivt territorium resten af året. Usikkerheden er imidlertid enorm, om udfordringerne ikke af den traditionelle type.

Bemærkelsesværdigt, men også utroværdigt, at man kan være så klarsynet og langsigtet i en sådan situation. Det var tilsyneladende ikke en ”no brainer” for ECB’s chef og cheføkonom for få måneder siden! Der er intet, som er en ”no brainer” lige nu. Men for at der kan falde ro over risikofyldte aktiver er det formentlig en nødvendig forudsætning, at vi får større sikkerhed for, at renterne er ved at nå toppen.

Dette kræver både lavere vækst i kerneinflation, men også en roligere hånd fra centralbankernes side.