Bør vi skrue ned for hyggen på Folkemødet og invitere indignationen indenfor?

Klima og grøn omstilling indtog selvfølgeligt en væsentlig plads på årets Folkemøde. Karakteristisk for disse debatter var, at alle grundlæggende var enige.

’Danmark skal gå forrest i den grønne omstilling’, ’Vi skal have flere grønne iværksættere’ og ’Det er nu vi skal handle’ var sympatiske gengangere, hvilket kan synes naturligt, da det er svært at være uenig i disse synspunkter. Ved nærmere eftertanke bør den fremherskende enighed dog give stof til eftertanke.

Folkemødets format er forankret i konceptet om debat. Her må man forvente, at omdrejningspunktet er udveksling og diskussion af forskellige holdninger – og at deltagerne netop ikke er enige. I en tid hvor diversitet diskuteres på højtryk ud fra præmissen om, at det er i mødet mellem forskelligheder at nytænkning og værdiskabelse opstår, synes graden af hyggelig enighed på Folkemødet påfaldende. 

Er udfordringen så, at ingen udtaler ting på Folkemødet, som vi kan være uenige om? På ingen måde. Debatterne indeholder ofte interessante udtalelser, som står underligt uforløste tilbage. Når en paneldeltager ytrer, at kødproduktionen i Danmark bør bevares, fordi dette ’er vigtigt for biodiversiteten’, forventer man instinktivt en ophedet debat i sommervarmen og ikke, at alle andre på scenen tilsyneladende ikke har brug for en forklaring på den analyse. 

På tilsvarende måde kaster ingen – ikke engang de politiske modstandere - sig frådende over bortskaffelsen af den ellers veletablerede forskel på skattemæssige procentsatser og absolutte tal, når Aalborg Portlands CO2e-rabat konkluderes som rimelig, fordi de ’jo er den enkeltstående virksomhed, som skal betale det største samlede beløb’.

Det synes en fair antagelse i begge tilfælde, at nogen på scenen ikke var helt enige, og at udtalelserne måske endda kunne udløse bare et strejf af indignation. Spørgsmålet er, hvorfor dette tilsyneladende sjældent sker, og om Folkemødet har vokset sig ind i et format, hvor omdrejningspunktet er blevet den gode stemning på bekostning af det værdiskabende i at være uenige? 

Dette står i skærende kontrast til en tid, da aktivisme spiller en stadig stærkere rolle i klimakampen. I international sammenhæng hyldes personer som Caroline Dennett, som sagde op hos Shell og gik viralt med årsagen til dette; at hun ikke længere kunne se sig selv i øjnene i lyset af manglende handling og grønne løfter, som ikke blev holdt. 

Vi ser minoritetsaktionærer udøve aktivisme på generalforsamlinger, og i Exxon Mobil er klimaaktivister nu stemt ind i bestyrelsen. På Folkemødet udløser en aktivistgruppes happening af en partilederdebat tilgengæld en syndflod af forurettet politiker-skæld-ud, fordi dette ikke er ’demokratisk’. 

Men underminerer vi i virkeligheden den demokratiske fremdrift, når de store diskussioner reelt udebliver og vi ikke orker at ødelægge hyggen ved at finde uenighederne frem? Burde vi i stedet takke aktivisterne for at have indignationen i behold, sige vi godt forstår deres bekymring og invitere dem med til næste års debat i diversitetens navn? 

Hvis vi tør lege med tanken om, at Folkemødet måske har udspillet sin rolle i sit nuværende format, kunne vi så i højere grad byde indignationen, diversiteten og aktivismen indenfor i fremdriftens navn? 

Kunne vi tænke nye debatkoncepter, hvor vi åbent omfavner uenighed og samles om ønsket om at få diskussionspulsen højere op?

Tør vi tænke mindre reklame, færre glatpolerede budskaber og mere udfordring på scenerne? 

Kunne Folkemødet ligefrem blive det forum, hvor vi læner os ud og siger de ting, som normalt ikke bliver sagt? 

Kunne vi finde formater bygget op om formulering af løsninger og initiativer, som der følges op på året efter? 

Hvis vi tør kradse lidt i overfladen og tillader os selv den skarpe smag af indignation og utålmodighed efter forandring på tungen, føles hyggen til efterfesten måske så meget sødere.