Vi skal genfinde Danmarks skaberkraft
Vi har som land brug for, at endnu flere tager springet og bliver iværksættere – og nej, du skal ikke satse liv og lemmer fra dag et.
Der har i en lang årrække været højkonjunktur i Danmark, og det har betydet at beskæftigelsen er historisk høj.
Vi har skabt en kultur, hvor flere arbejder. Det er jo fantastisk, at vi har en lav ledighed i Danmark, men de mange, som er i arbejde, arbejder for de få virksomheder, og det kan blive farligt for os.
Vi skal have flere, som tør skabe virksomheder, virksomheder som vil ansætte for at øge økonomisk vækst for mange, men også for at mindske risikoen, når højkonjunkturen en dag vender. Vi skal fremme lysten og tiltroen til, at alle har ret og mulighed for at stifte gode sunde virksomheder i Danmark.
Det er ingen politisk hemmelighed, at rød og blå blok ønsker flere iværksættere. Selvom erhvervsminister Simon Kollerup først nu har taget hul på iværksætterforhandlingerne, skal vi påtage os noget ansvar som iværksætterorganisation.
Vi skal bryste os af, at vi har 217.000 iværksættere og selvstændige i Danmark, men vi skal jagte 300.000 inden 2024. Det vil kræve, at vi hjælper vores iværksættere til det rette fællesskab samt adgang til de rigtige rammer for at lykkedes at drive deres virksomheder i mere end tre år.
Hvad holder nye iværksættere og selvstændige fra at komme til Danmark? Vi er måske for komfortable i vores lønmodtagerkultur? Er det manglende tiltro på egne evner? Vores data vil sige, at det faktisk er de stærkt kritisable forhold, iværksættere møder i banken.
Derfor skal vi have politikerne ud over rampen og gang i et krav om, at alle CVR-numre skal have let adgang til en erhvervskonto uden at betale en bondegård. Hertil skal det dog siges, at RKI og andre faktor skal ses som gyldige grunde til at afvise.
I Startup Central har vi de seneste fire år set en ganske høj levetid på iværksættere og selvstændige, det skyldtes uden tvivl den lette adgang til forretningsudvikling. Vi skal have politisk opbakning til at gøre rammerne for nye virksomheder uanset branche bedre. Det kan være, at man skal kigge på kapitalkravet på ApS eller fokuserer på at blive momsfritaget, så længe der er underskud, hvilket der ofte er de første leveår for en nystartet iværksætter.
Danmark har brug for, at endnu flere tager springet som iværksættere - og nej du skal ikke satse liv og lemmer fra dag et. Du skal bare i gang, du har kompetencerne og du kan få de bedste rammer ved at opsøge dem, som vil dig det bedste.
Iværksætteri er for alle, og alle skal have ret og råd til at komme i gang.