Danske Banks cheføkonom: Inflationen skal ned, og det gør ondt

Det er aldrig gået så dårligt med økonomien, som det gør nu, hvis man måler det ved Danmarks Statistiks indikator for forbrugertillid. Den går 48 år tilbage i tiden, og hverken 70’ernes oliekriser, 80’ernes kartoffelkur, 90’ernes valutakrise, 00’ernes finanskrise eller coronakrisen scorer lige så lavt. Det skyldes først og fremmest, at vi aldrig tidligere har været så enige om, at vores personlige økonomi er blevet forværret over det seneste år, og det skyldes så igen helt oplagt, at alting i gennemsnit er blevet 8,2 pct. dyrere. Og modsat for 40 år siden, hvor inflationen også var høj, er der denne gang på ingen måde tale om, at indkomsterne mere eller mindre følger med. De fleste af os er simpelt hen blevet mærkbart fattigere.

Den udvikling skal stoppe, og det kommer næppe til at gå helt glat. De foreløbige nøgletal for økonomien her i juli tyder på, at den er bremset kraftigt op i de store europæiske lande. Inflationen æder i sig selv af købekraften og rammer dermed forbruget – og det er et voldsomt slag, vi taler om lige nu. Ud over det betyder inflationen også højere renter, der netop har som formål at bremse aktiviteten.

Inflationen er et symptom på, at der er for mange penge, der forsøger at købe for få varer. Det er der blandt andet, fordi nogle varer mangler fra verdensmarkedet. Helt aktuelt gælder det gas fra Rusland, og også mange andre forsyninger er ramt eller truet på grund af Ruslands angreb på Ukraine og de sanktioner og modsanktioner, det har udløst. Andre former for energi er vi på vej væk fra for at begrænse klimaforandringerne. Og så er der områder, der stadig er påvirkede af coronafrygt og nedlukninger, her 2½ år efter pandemien ramte.

Vi kan håbe, at nogle af de problemer bliver løst, og at inflationen af den vej bliver dæmpet, men vi kommer ikke udenom også at gøre noget ved den anden side af problemet: At der er for mange penge derude, blandt andet oven på diverse hjælpepakker under coronakrisen. Løsningen på det er desværre, at vi er nødt til at være fattigere. Det er den proces, der allerede er kommet langt i form af, at vi ikke har meget til overs, når vi har betalt for letmælk, benzin og gas. Men det virker kun, hvis ikke forventningen om mere inflation i fremtiden bider sig fast. Gør den det, vil kontrakter, overenskomster og prisplaner indregne det. Så giver inflationen ikke fald i levestandard, men bliver i stedet en selvopfyldende forventning.

Den Europæiske Centralbank, og Danmarks Nationalbank, satte renten op med et halvt procentpoint i sidste uge. I det store billede og sammenlignet med andre steder i verden er det ikke meget og heller ikke hurtigt, og med minus 0,1 procent kan man vel ikke ligefrem kalde Nationalbankens vigtigste rente høj. Men forhøjelsen skal ses som første i en stribe, og forventningen om mere gør allerede en stor del af arbejdet. Det er ikke mindst den forventning, der har gjort det markant dyrere at tage et fastforrentet boliglån i Danmark for eksempel, og det er igen noget, der effektivt bremser dansk økonomi. Højere boligrenter betyder mindre byggeri, færre flytninger og mindre boligformuer.

Rentestigningerne er et signal om, at centralbankerne er på sagen, og at man derfor ikke skal forvente høj inflation i fremtiden. Hvis det lykkes at overbevise om det, behøver man ikke nødvendigvis faktisk at sætte renten så meget op. Så gør udhulingen af købekraften arbejdet. Og ind til videre ser det ud til, at det går ganske godt med det. Inflationsforventninger kan aflæses i de finansielle markeder, og her indregner man, at den er tilbage omkring to procent i løbet af et års tid. Ude i den virkelige verden kan vi se, at lønstigningerne er moderate, for eksempel 3,4 procent årligt på det private arbejdsmarked i Danmark, trods meget lav arbejdsløshed. Det ville lønmodtagerne næppe acceptere, hvis forventningen var, at priserne ville blive ved med at stige med 8-9 procent.

Alt i alt er vi godt på vej mod lavere inflation, men vi er der ikke endnu, og vejen er ikke sjov. Jeg tror ikke, vi kommer uden om en periode med flere arbejdsløse, fald i huspriserne, flere konkurser og andre former for krise, før vi er på plads.