Kan fastkurspolitikken fortsætte?
Den faste kronekurs i forhold til euro har sikret prisstabilitet længe. Men krisen i ECB gør det nødvendigt at overveje en plan B.
I år fylder den danske fastkurspolitik 40 år. Det har været en uventet stor succes. Men det er ikke sikkert, at den vil eller kan fortsætte. Det skyldes, at de store centralbanker og især ECB, Den Europæiske Centralbank, er i en historisk krise med høj inflation og sydeuropæiske statsgældsproblemer.
I 1982 besluttede Danmark at opgive politikken med at søge stadige devalueringer. I stedet medførte fastkurspolitikken, at vi reelt fører samme pengepolitik som ECB - og inden euroen: som den tyske forbundsbank. Derfor har vi samme inflation.
Samtidig med fødslen af den danske fastkurspolitik begyndte centralbanker i stort omfang at blive mere regelstyrede. På den ene side fik de uafhængighed af regeringerne, på den anden fik de faste mandater primært til at sikre prisstabilitet. Især ECB, en klar tysk betingelse for at opgive den konservative Forbundsbank.
Systemet med uafhængighed og klart mandat er en vigtig del af årsagen til, at 1970’erns højinflation forsvandt. I Danmark gik det meget hurtigt og smertefrit. Fastkurspolitikken har siden overlevet voldsomme udfordringer, hvad de færreste nok ville have forventet, ikke mindst finanskrisen.
Problemet for Danmark er ikke, at vi har svært ved at følge euroen, men at de pengepolitiske og finanspolitiske institutioner i EU er fejlslagne og næsten kørt i sænk. Trods historisk lave renter er statsgælden rekordhøj i EU.
ECB har vristet sig fri af mandatet om prisstabilitet og ikke at finansiere landenes gæld. Trods at have skabt den højeste inflation i mands minde har ECB først i forrige uge og i beskedent omfang sat renten op.
EU’s finanspolitiske grænser har ikke været håndhævet effektivt i årevis. Tværtimod er den disciplin, der blev forsøgt skabt med det græske statsgældskriseprogram, underløbet med gentagne direkte og indirekte overførsler til lande med svage offentlige finanser. Således kombinerede ECB den finanspolitiske stramning med annonceringen af et nyt instrument, der dybest set handler om at opkøbe statsobligationer fra lande, som markederne har vigende tillid til.
Forhåbentlig kommer fastkurspolitikken til også at fejre 50 år. Men det er svært at se, hvem der skal bringe de fejlslagne institutioner i EU på ret kurs. Derfor er det i stigende grad nødvendigt at overveje plan B: Hvis ECB ikke fremtidigt kan sikre prisstabilitet, hvilket valuta- og pengepolitisk regime bør vi vælge i stedet. Der er betydelige risici, hvis beslutningen ikke er gennemtænkt. Og den bør helst undgås. Hvis vi kan.