Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Den Europæiske Centralbank rykker for lidt og for sent

ECB har til formål at sikre stabile priser i euroområdet. Men banken er med en negativ rente kommet for sent til at be­kæmpe en inflation på 8 pct. Med fastkurspolitikken har også Dan­mark sat sig skakmat i kampen mod inflationen.

Dansk økonomi befinder sig i en uvirkelig tilstand. Økonomien buldrer derudad. IMD (Schweiz) placerer i en dugfrisk opgørelse Danmark som verdensetter i konkurrenceevne. Erhvervslivet råber på arbejdskraft. Det samme gør store dele af den offentlige sektor – f.eks. sundhedsvæsenet.

Danmark skovler hvert år et par hundrede milliarder kroner hjem i overskud på betalingsbalancen. Ved forelæggelse af finanslovforslaget for 2007 udtalte Thor Pedersen: ”Over tid ender det med, at vi ejer hele verden”. Det endte året efter med en finanskrise. Men hvad skal vi med al den rigdom? Og hvad er det i øvrigt med den rigdom?

For mens eksporterhvervene ikke kan få armene ned, har det været nødvendigt at bevilge en halv million husstande hjælp til betaling af varmeregningen. Men også førtidspensionister og modtagere af ældrechecken behøver hjælp, mener regeringen.

Årsagen er en historisk høj inflation på 7,4 pct., der udhuler købekraften hos pensionister og lønmodtagere. Også erhvervene rammes af inflationen. Men mange virksomheder har med en kunstigt lav kronekurs fået overnormale kræfter; det er den lave kronekurs, der driver det store overskud på betalingsbalancen. Alt imens økonomien er i overdrive, suger mange pensionister og lønmodtagere på labben. Dansk økonomi er ikke i balance.

Danmarks Nationalbank, der har som et overordnet formål at sikre stabile priser, er slået op i banen. Sædvanligvis bekæmper Nationalbanken inflationen med en højere rente. Men This Time is Different. Siden i fjor har Nationalbanken haft en negativ indlånsrente, som – til oplysning for erhvervsministeren – er den rente, der er bestemmende for pengeinstitutterne rentesatser.

ECB har tabt sutten. Banken har ladet sig tage som gidsel af Mario-whatever-it-takes-Draghi og Italien.

Jørn Astrup

Nationalbanken har deponeret sine handlemuligheder hos ECB i Frankfurt. I 2000 stemte et flertal af danskere nej til at indføre euroen som valuta i Danmark. Det overhørte et flertal i Folketinget, som fastlåste kronen til euroen for derved at sikre en lav og stabil prisudvikling. Det sidste har karakter af en besværgelse. Fastkurspolitikken sikrer en stabil kurs – på euroen – men ikke stabile priser.

I konsekvens af fastkurspolitikken følger Nationalbanken ECB’s renter. Manende oplyser ECB, at prisstabilitet er pengepolitikkens bedste bidrag til økonomisk vækst. Sandt nok, men tomme ord. Inflationen i euroområdet er på 8,1 pct., og ECB holder krampagtigt fast i en negativ rente på 0,5 pct., som man dog gør klar til at hæve i juli. Til -0,25 pct.!

ECB har tabt sutten. Banken har ladet sig tage som gidsel af Mario-whatever-it-takes-Draghi og Italien. Så sent som i marts 2020 udtalte Christine Lagarde, ECB’s dengang nyudnævnte præsident, at det ikke er ECB’s opgave at begrænse spændet mellem den italienske og den tyske statslånsrente; ECB’s opgave er at bekæmpe inflationen og at sikre stabile priser. Det er godt to år siden – det synes som en evighed.

I en gådefuld pressemeddelelse af 15. juni 2022 oplyste ECB, at banken har forpligtet sig til at handle på en måde, som skal forhindre tilbagevendende risici for en sprængning af euroområdet. Det skal formentlig forstås på den måde, at ECB nok vil hæve renten, men at banken vil tilstræbe, at renteforhøjelsen ikke slår fuldt igennem i de økonomisk hårdest ramte lande i euroområdet.

ECB har sat sig for at løse cirklens kvadratur. For i euroområdet er der én og kun én valuta – euroen. Der er af samme grund én og kun én risikofri rente i euroområdet. Men der kan inden for euroområdet naturligvis godt være låntagere af forskellig bonitet – og dermed også forskelle på risikopræmien.

Men hvad er det da, ECB har under overvejelse? Er det selektive støtteopkøb, der skal reducere risikopræmien? Det lyder ikke betryggende. ECB finansierer allerede i dag mere end en fjerdedel af en meget betydelig italiensk statsgæld – omkring 160 pct. af bruttonationalproduktet. ECB har gjort problemerne i Italien og i andre stærkt gældsatte middelhavslande til sine.

Men er rollen som lender of last resort til Italien forenelig med ECB’s rolle som uafhængig centralbank? Interessekonflikten er åbenbar. En lav (negativ) rente og en høj inflation medvirker til at lette gældsbyrden for den italienske stat. Men hvor langt kan ECB strække sig, inden bankens troværdighed lider ubodelig skade?

I øvrigt mener jeg, kronen bør revalueres.

jorn@jastrup.com

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.