Nationalbanken må ud af ECB’s skygge

Det var breaking news, da Den Europæiske Centralbank, ECB, den 21. juli for første gang i 11 år hævede renten. Men ECB kunne lige så vel have oplyst, at banken helt havde afskaffet renten. Nok hævede ECB renten med 0,5 pct., men det var fra -0,5 til 0. ECB efterlever nøje Koranen, hvorefter det er i strid med Profetens lære at befatte sig med renter.

I Danmark er inflationen 9,1 pct., mens Nationalbankens indlånsrente er -0,1 pct. Det rimer ikke. Men mens inflationen årligt får 9 pct af opsparingen til at forsvinde, retter frustrationen sig mod bankerne, der af større indlån beregner sig en marginal på 0,1 pct. Hvorfor ser vi splinten, men ikke bjælken?

ECB har til opgave at fastholde prisstabilitet. Bankens pengepolitik skal sikre, at inflationen hele tiden er lav, stabil og forudsigelig. Men ECB, der på mellemlangt sigt har en inflation på 2 pct. som mål, kunne ikke genkende inflationen, da den for halvandet år siden igen viste sit grimme fjæs.

I euroområdet er inflationen siden årsskiftet 2020/21 steget fra -0,3 pct. til 8,9 pct. Igen, igen oversteg inflationen bankens forventninger. Igen, igen fastholdt ECB, at inflationen blot var midlertidigt. Ja, hvem ved? In the long run we are all dead. Men i mellemtiden? På sine ”rentemøder” forsikrede ECB, at bankens rentesatser ville forblive på det lave (negative) niveau, indtil inflationen når 2 pct.!

Da inflationstoget i 2021 accelererede ud fra perronen, stod ECB tilbage. Rådvild og handlingslammet.

Christine Lagarde, ECB’s præsident, var talking the talk. ECB havde fortrængt Friedmanns simple definition, hvorefter inflation is too much money chasing too few goods. ECB sad på hænderne, alt imens inflationen tog fart. Med massive pengeudpumpninger skubbede centralbankerne kraftigt til priserne på faste aktiver.

Resultatet var meget betydelige windfall gains på navnlig aktier og fast ejendom – og større økonomisk ulighed. Erhvervsministeren nøjedes med at lange ud efter den negative indlånsrente – en konsekvens af regeringens fastkurspolitik. Igen fyldte splinten mere end bjælken.

ECB har påtaget sig opgaver, der ikke er forenelige med bankens forpligtelse til at sikre prisstabilitet. Ansvaret for en større del af den økonomiske politik forekommer under finanskrisen – senere gældskrisen, pandemien og nu krigen i Ukraine – at være overgået fra de politiske myndigheder til centralbankerne. Det er problematisk. Centralbankerne er uden for demokratisk kontrol. Og vi risikerer, at de forsømmer deres primære opgave: At sikre prisstabilitet.

Lagarde, der ikke har stået i mesterlære som centralbankchef, udtalte på et pressemøde i marts 2020 – med klar adresse til Italien og Mario Draghi, sin forgænger i embedet – at ”we are not here to close spreads”. Markedet, snarere end ECB, måtte fastsætte forskellen på den italienske og den tyske statslånsrente. Det skulle hurtigt vise sig, at det netop var ECB’s opgave; Lagarde måtte gå bodsgang.

Men er det muligt på én gang at bekæmpe inflation i euroområdet og at skærme stærkt gældsatte middelhavslande, som Italien, mod stigende renter? Ja, siger teknokraterne i ECB. Med TPI, et Transmission Protection Instrument. Jaså.

Schlüter-regeringen bandt sig i 1982 til masten og lod kursen på den danske krone følge D-marken. Det var et heldigt træk; ved årtusindskiftet havde den bomstærke tyske valuta trukket kronen og dansk økonomi væk fra afgrunden. I 2002 afskaffede Tyskland D-marken til fordel for euroen. Mekanisk videreførte regeringen fastkurspolitikken – men nu over for euroen. Og det er eine ganz andere Sache.

I stigende grad indrettes ECB’s pengepolitik efter forholdene i middelhavslandene snarere end i Nordeuropa. Euroen er ikke nogen stærk valuta. Over det seneste år er euroen, og kronen, over for dollaren faldet i værdi med 14,3 pct. Importen navnlig af råvarer og energi afregnes i vidt omfang i dollar. For Danmark indebærer en kunstigt lav kronekurs således en betydelig, importeret inflation.

Danmark var i 1982 udfordret af en stærk inflation, en høj rente og en svag krone. Nu, 40 år senere, har vi igen en stærk inflation, men vi har en negativ rente og en stærk krone. Vi er blevet herrer i eget hus. Det er ikke åbenbart, at der i Danmark skal føres samme pengepolitik som i Italien.

Det er tid for et eftersyn af dansk fastkurspolitik.