Hvordan rammer gasfyret din ejendomsværdi?
Et af sommerens store spørgsmål er, om gasfyr har stor betydning for værdien af en ejendom. Set i lyset af udgiften til etableringen af en opvarmningskilde i forhold til ejendommens værdi burde det dog være et relativt lille spørgsmål. Også selvom gasregningen lige nu synes at løbe løbsk.
Jeg er netop vendt hjem fra sommerferie og kan se i min indbakke, at noget af det, som har fyldt i sommerferien, er hvorvidt, en ejendom er mere eller mindre værd, som følge af en opvarmningskilde. Helt konkret: Er en ejendom mere eller mindre værd, fordi der er gasfyr eller ej?
Umiddelbart er der her tale om en mere psykologisk ting end et økonomisk spørgsmål. Lige nu fylder tanken meget i potentielle boligkøberens bevidsthed som følge af de velbeskrevne prisstigninger på særligt gas. Skåret helt ind til benet har opvarmningskilden en meget lille økonomisk betydning, når vi taler værdiansættelse af en ejendom.
Årsagen til, at det fylder meget lidt, er, at man først og fremmest har en forventning om, at der er en opvarmningskilde i et hus. Det ville gøre en større forskel, hvis spørgsmålet var, om man kan købe en ejendom med eller uden varme. Det er ikke spørgsmålet. Men selv hvis det var spørgsmålet, ville det ikke betyde det helt store. Årsagen er, at selve omkostningen ved at etablere en opvarmningskilde er forholdsvis begrænset set i forhold til den samlede ejendomsværdi.
Nu er jeg på ingen måde ekspert i opvarmning, men en hurtig prisundersøgelse her ved skrivebordet viser mig, at et nyt gasfyr koster ca. 50.000 kr. Et fjernvarmeanlæg koster 60.000 kr. og et jordvarmeanlæg koster 200.000 kr. Dette er alle konservative priser, og der skal også tages individuelle forbehold fra ejendom til ejendom. Men set i lyset af, at en gennemsnitlig ejendom i Danmark koster godt 2.500.000 kr., bliver etableringen af en opvarmningskilde en forholdsvis lille del af den samlede ejendomspris.
Her må vi nok konstatere, at det, som har betydning for en ejendoms værdi, er og bliver beliggenhed. Det ses ved at betragte det forholdsvis store prisspænd, der er på tværs af geografi om den gennemsnitlige ejendoms pris.
Derfor må jeg også ofte skuffe ivrige boligejere, der gerne vil klima-renovere deres huse, når de spørger til, hvor meget mere deres ejendom bliver værd, hvis de skifter opvarmningskilde. Det er forholdsvis begrænset. Opvarmningskilden er og bliver en lille del, af det samlede aktiv.
Herudover har jeg af egen bitter erfaring lært, at visse anlæg ikke holder evigt og dermed skal afskrives - og afskrives noget hurtigere end selve ejendommen. Min egen ejendom er fra 1960, og vi kører i hvert fald på tredje fyr. Jeg har kun ejet ejendommen i ti år, men har skiftet alle reservedele mere end en gang. Det er til trods for, at jeg overtog en ejendom med et spritnyt fyr.
Herudover skal man huske på, at selve kilden kan substitueres. Så man kan altså skifte mellem kilderne igen til nogenlunde samme priser som nævnt ovenfor. Nogen steder er mulighederne mere eller mindre perfekte. Ofte er det i yderområderne vanskeligere at skifte mellem kilder.
Det kan tale for, at yderområderne måske nok vil være mest påvirket af prisændringer i energipriser. Hertil kommer, at det også er i yderområderne, at etableringen af opvarmningskilder udgør en den største andel af det samlede aktivs værdi.
Et er så selve etableringen af opvarmningskilden, noget andet er den løbende drift. Her vil det umiddelbart kunne betyde lidt mere for boligpriserne. Koster det eksempelvis 500 kr. mere om måneden at varme et hus op, svarer det med en rente på 4 pct. til at man ville kunne betale 150.000 kr. mindre for boligen med det samme rådighedsbeløb. Det svarer til et prisfald på 6 pct. Det er under forudsætning af, at man betragter det som et uendeligt cashflow, og resultatet er i øvrigt helt ekstremt rentefølsomt.
I den forbindelse skal man dog huske på, at energipriser svinger over tid også relativt. Hertil kommer løbende ny teknologi. Tag eksempelvis el-varme – noget boligejere gerne har villet undgå som følge af de høje driftspriser over tid. Mon ikke det en dag kunne gå hen og blive det helt rigtige på et tidspunkt?
Endelig er der både substitutionsmuligheder og andre tiltag, man kan gøre for at nedbringe sit energiforbrug. Vi skal derfor passe på, at vi ikke kommer til at overgøre betydning af, om en ejendom lige nu har den ene eller anden opvarmningskilde. Tilstanden er næppe permanent.