Regeringens ledelsesstil er et studie i, hvordan man ikke skal gøre

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Hvis man vil blive god til noget, kan man studere og lære af dem, der mestrer det. Men, man kan også studere dem, der gør alt det, man ikke skal gøre. Hvis man gerne vil lære på den omvendte måde, hvordan man skal bedrive godt lederskab nu og i fremtiden, kan man derfor med fordel studere regeringens ledelsesstil.

Jeg er ikke ekspert udi politik eller politisk ledelse. Mit speciale er derimod lederskab i det private erhvervsliv, som jeg har beskæftiget mig med som rådgiver, headhunter og leder gennem de seneste 30 år. Der er naturligvis stor forskel på, hvordan man bedriver ledelse i det politiske og det private domæne. Man skal derfor ikke dømme politikervældet efter erhvervslivets spilleregler.

Når jeg alligevel bruger denne klummes skriveplads på at gøre netop det, er det fordi, det efterhånden er nogle ret fundamentale ledelsesprincipper, regeringen er kommet i konflikt med. Så fundamentale at de tangerer universelle regler for menneskelig ordentlighed. Oveni det kan man så – for sjov skyld – lægge det filter ned over, der handler om fremtidens lederskab. Og så ser det for alvor grelt ud.

Hvis vi begynder med at se på sådan helt almindelig godt lederskab, den slags som vi forventer af øverste mand på broen, og den slags som rokker ved vores fundamentale tillid, når vi ser den brudt, kan vi tage to gamle læresætninger frem. Så gamle at de næsten er blevet til klicheer. Men det gør dem som bekendt ikke mindre sande.

Første sætning er den om, at ”kaptajnen går sidst fra borde” og den anden er den om, at ”den gode leder skubber andre frem, når det går godt – og selv står frem, når det går dårligt”. Når regeringsledelsen ofrer fødevareministeren, sletter sms’er, glider af på en meget kritisk kommissionsrapport og sylter konsekvensberegningen for embedsmændenes svigt under minksagen, strider det med gamle, gode principper som disse.

Troværdigheden lider yderligere, når der laves spin på alt det, der potentielt kan laves spin på. En leder skal ikke undervurdere sine medarbejderes intelligens, integritet og intuition. Og landets leder skal ikke undervurdere befolkningens ditto. Sociale medier er gode til den personlige kontakt i øjenhøjde. Men det kræver reel, ærlig og personlig kommunikation. Ikke et forsøg på at lade som om. Ikke forsøg på at manipulere og smigre. Og ikke forsøg på at blokere kritiske stemmer. Så ryger sympatien.

Regeringsledelsen er på den måde kommet i strid med gamle, fundamentale principper for god ledelse. Eller bare ordentlighed. Men lægger vi dertil en forventning om, at der udøves lederskab i trit med tiden, går det for alvor galt.

I de her år bevæger erhvervslivet sig væk fra det, vi kan kalde ”rockstjernelederen”. Den stærke leder, der har hånden på rattet og står stærkt i modvind. Den uafhængige, handlekraftige, analytisk skarpe leder, der selvstændigt tager beslutninger og fører dem ud i livet.

I stedet ser vi fremkomsten af ”næste generation”. Den type ledere, der har været der, hvor ”rockstjernelederen” er, men som nu opfatter den lederrolle som en spændetrøje. For snæver og stiv til at kunne agere så hurtigt og agilt, som man kan, når man rykker til næste niveau.

Robert Kegan, professor på Harvard, kalder det for ”selvtransformerende lederskab”. Det er én topchef, der leder for at lære (ikke omvendt), ser alle perspektiver som brikker til et større hele og bruger sine evner på at få andre til at se klart, tage beslutninger og føre dem ud i livet. En leder der tilfører et rum en ekstra dimension af klarsyn, samarbejdsevner og beslutningskraft.

Regeringen er et meget rent eksempel på den ”gamle” ledelsesstil. Regeringsledelsen er den stærke leder, der står i midten af sin backinggruppe. Den bliver kritiseret for ikke at involvere andre (støttepartier og folketinget generelt) i beslutninger og leder på en måde (sms-ledelse”), der er så top- og frygtstyret, at det både forhindrer kritisk information i at nå frem i tide og andre i at agere tilstrækkeligt modigt, hurtigt og handlekraftigt. I en tid, hvor der er ikke noget, der bliver mindre komplekst, er det styresystem for rudimentært og utidssvarende. Og potentielt katastrofalt, når det handler om beslutninger med fatale konsekvenser.

Når landets ledelse kommer i konflikt med grundlæggende principper for god ledelse, rammer det et sted dybere end blokpolitik. Så rammer det den grundlæggende tillid og respekt.