Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Ansvarlige investeringer bør hverken være en kampplads eller en reklamesøjle

Når vi som investor gerne ser fremskridt på f.eks. klimaområdet i de virksomheder, vi investerer i, er det ikke en kamp mod virksomheden. Det er et samarbejde med fortløbende dialoger. For de fleste virksomheder forstår godt, at der kan være behov for omstilling af deres produktion, ledelse eller organisering.

Hasse Jørgensen

Der har aldrig været større bevågenhed om kapitalforvalteres ansvar end i de senere år. Det er meget positivt. Udfordringen er dog, at der er en tendens til, at debatten bliver stadig mere skinger. At det fremstår som en kampplads mellem ”de sande ansvarsfulde” kontra ”de grådige kapitalforvaltere” eller ”de bundlinje-fikserede virksomhedsejere”.

For mig at se hører dette verdensbillede fortiden til. Jeg forstår godt, at billedet er meget illustrativt og let at kommunikere. Men det gør det ikke mere sandt eller endnu vigtigere: Ansvarsfuldt.

Som investor er det oftest ikke en kamp mod de virksomheder, vi investerer i, for at få opfyldt evt. ønsker vedrørende klima, menneskerettigheder eller fair skattebetalinger. Det er tværtimod et samarbejde med virksomheden, der består i en fortløbende dialog med selskabet og selskabets øvrige aktionærer om, hvordan dette ansvar kan løftes.

Effektive interesseorganisationer

Klimaet er med god grund pt. et af de mest debatterede emner. Det gælder også i bestyrelserne for de danske pensionsselskaber. Så hatten af for de grønne interesseorganisationer, der virkelig har formået at få skabt en klimadagsorden hos kapitalforvaltere. Det har været effektivt og nødvendigt, da klimaet lider, og så vi bliver mere skarpe på, hvad vi hver især kan bidrage med.

Målet er sådan set ens og bredt accepteret: Paris-aftalens målsætning om CO2-neutralitet i 2050. Uenighederne opstår derimod, når det gælder, hvordan målet bedst nås? Og her skal man have in mente, at vi som pensionsselskab har ansvar for danskernes trolige opsparing til en indkomst på pension, og derfor hverken kan eller vil indtage en spekulativ tilgang til investeringer.

De grønne fraktioner, der har beriget bestyrelserne i de senere år, ser gerne hele verdens energiforsyning baseret på grøn energi allerede i morgen – og derfor også eksklusion af alle investeringer i fossile energiselskaber. Det synes dog en anelse naivt. Selvfølgelig kan vi finkæmme vores portefølje og ekskludere al fossil energi på mandag. ”Job done” for selskabet. Men det har ingen effekt på klimaet. Tværtimod.

Opgaven som ansvarlig og realistisk investor er ikke at ekskludere al fossil energi i morgen, men at få de fossile selskaber til at bidrage til omstillingen hurtigst muligt. Det kan kun ske gennem dialog og medbestemmelse som aktionær. Ikke ved at stå uden for døren og råbe ind i en olietønde! Der er rigeligt med mere kortsigtet kapital, der gerne høster afkastet uden at have samme tilgang til ansvarlighed som f.eks. danske investorer.

Faktum er, at 80 pct. af verdens energi fortsat er fossil, at fossil energi er nødvendig for at skabe vedvarende energikilder, og at hverken Vesten og slet ikke udviklingslandene kan eksistere uden uoverskuelige sociale konsekvenser, hvis der blev slukket for al fossil energi i morgen.

Symbolske handlinger er derfor generelt uforenelige med at tage reelt ansvar, og det er sjældent de pensionsselskaber, der råber højest om deres ansvarlighed, der har det laveste klimaaftryk fra deres investeringer. Det kan man hurtigt konstatere, når man ser på de forskellige selskabers CO2-aftryk per investeret krone.

Ansvarlige investeringer bør aldrig blive til markedsføring, der farver alt sort eller grønt. Det bliver hyklerisk og ekstremt kortsigtet, men værst af alt, så løfter det ikke det ansvar, man har som forvalter af kundernes opsparing: At sikre en ansvarlig og stabil pensionsopsparing i en verden, der skalomstillesig.

Sampension har som kundeejet selskab i en længere årrække undersøgt kundernes holdning til selskabets politik for og arbejde med ansvarlige investeringer. Og et overvældende flertal blandt HK’ere, arkitekter, designere, ingeniører, dyrlæger og jordbugsakademikere er fuldt ud klar over, at ansvaret først og fremmest kan løftes gennem dialog – også med de globale, fossile energiselskaber.

”Hygge” hører Norden til

Med 350 mia. kr. i balance, som Sampension har, bliver man automatisk en global investor, når så store summer skal placeres med mindst mulige risici og størst potentiale for afkast til kunderne.

Der vil i en globaliseret verden, hvor varer og tjenesteydelser krydser grænserne i et væk, altid opstå udfordringer med, hvordan de varer, vi køber, kommer til verden. Og jo længere væk fra ”det hyggelige, velorganiserede og ordentlige Norden”, jo større bliver udfordringerne som regel. Det kan være udfordringer med menneskerettigheder, klima, arbejdstagerrettigheder. Det er ubehageligt at erkende, men det er en realitet. Vi kan lade, som om det ikke er sådan, lukke øjnene eller løbe væk som investor. Eller vi kan forsøge at gøre noget ved det.

Ansvaret er for os at se hele tiden at forbedre den måde, varer og tjenesteydelser bliver produceret på – uanset hvor i verden det er. Gennem dialog at lægge pres på virksomhederne og skabe alliancer med ligesindede.

Et godt eksempel er Amazon, hvor vores tålmodighed med selskabet er sat på prøve, fordi retten til at organisere sig som medarbejder og forhandle kollektivt er stærkt udfordret.

Er det så uansvarligt, at vi som pensionsselskab for større dele af et velorganiseret dansk arbejdsmarked investerer i Amazon? Er vi naive i vores tro på at kunne rykke et af verdens største selskaber?

Nej, det mener vi ikke. Så længe der er fremskridt, er vores opgave at gøre brug af alle værktøjerne i redskabskassen for at sætte maksimalt pres på Amazon på vegne af de 1,6 mio. medarbejderes rettigheder. Og det kan vi kun, så længe vi holder fast i aktierne og sidder med ved bordet. Når vi først vi har solgt aktierne og forladt lokalet, er det ude af vores hænder.

Som investor i Amazon har vi støttet aktionærforslag om at få sikret og troværdigt implementeret basale rettigheder til at organisere sig og forhandle kollektivt. Forslaget har endnu ikke fået flertal på generalforsamlingerne, men stadig flere investorer tilslutter sig kravet. På årets generalforsamling var det 38 pct. af aktiekapitalen, der støttede op om forslaget. Der er altså en entydig bevægelse i den rigtige retning.

Vi vil i det kommende år tage yderligere initiativer til at samle de mest progressive investorer i Amazon, så vi i fællesskab kan skærpe dialogen, krydse målstregen og få sikret medarbejdernes fundamentale rettigheder.

Der er desværre selskaber, der ikke kan – eller ikke vil – deltage i den nødvendige omstilling af deres produktion, ledelse eller organisering. Dem undlader vi helt at investere i. Men de fleste selskaber forstår godt, at der kan være behov for forandring og dialog, hvis virksomheden også skal overleve på længere sigt. Det er ikke en kamp. Det er et samarbejde.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.