Gulerod eller hængekøje? Sådan kan lavere skat påvirke arbejdstiden

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Danmark er et af de lande i verden, der opkræver mest i skat af borgernes arbejdsindkomster. Samtidig er andelen af personer i beskæftigelse også blandt de højeste. Det udfordrer umiddelbart argumentet om, at lavere indkomstskatter vil få folk til at arbejde mere.

Udfordringen ved at undersøge, om der er en tæt sammenhæng mellem skattens størrelse og befolkningens arbejdsvilje, er, at der er mange kanaler, hvorpå skat og arbejdstimer kan være forbundne. Helt grundlæggende står spørgsmålet, om den enkelte vil arbejde mere, hvis indkomstskatten reduceres.

Et nyt arbejdspapir fra Institut for Økonomi på Aarhus Universitet har belyst, hvordan ændringer i indkomstskatten påvirker antallet af arbejdstimer. Der har igennem de seneste mange år været en række af skattereformer, der på forskellig måde har påvirket, hvordan arbejdsindkomst beskattes. Siden 1980’erne er der eksempelvis sket en mærkbar reduktion i marginalskatten for topskatteydere, der tidligere var over 70 pct. og nu er på ca. 55 pct.

I undersøgelsen er fokus rettet på, om personer, der allerede er i arbejde og er blevet påvirket af skattereformerne, har ændret arbejdstid over en treårige periode efter skatteændringen.

Typisk har skattereformerne medført lavere arbejdsindkomstbeskatning, og det kunne umiddelbart forventes, at når det nu er blevet økonomisk mere attraktivt at arbejde, ville flere også arbejde flere timer, hvilket nogle gange kaldes gulerodseffekten.

Omvendt er der nu også en højere efter-skat-indkomst for en given arbejdsindsats, hvilket måske kunne få flere til at nyde den højere indkomst og måske efterspørge mere tid til familien eller fritidsinteresser og efterspørge færre arbejdstimer. Denne effekt kaldes nogle gange for hængekøjeeffekten.

Samtidig vil mange nok tænke, at et job nu en gang har et fast antal timer, og der således ikke umiddelbart er en direkte sammenhæng mellem arbejdsindkomstskatten og arbejdstiden.

Det er således ikke oplagt, hvordan ændringer i indkomstskatten påvirker arbejdstiden. Det er imidlertid ret afgørende for eksempelvis finansieringen af de offentlige udgifter, om arbejdstiden påvirkes af ændringer i indkomstskatten, da det samlede skatteprovenu naturligvis både afhænger af, hvor meget befolkningen arbejder, og hvor stor en andel af indkomsten der skal betales i skat.

Analysen udnytter, at de skattereformer, der er gennemført de seneste mange år, påvirker de ansatte forskelligt, og at det dermed er muligt at sammenligne udviklingen i arbejdstid for personer, der bliver påvirket af en given skattereform med personer, der ikke påvirkes.

Den overordnede konklusion er, at den gennemsnitlige arbejdstid øges, når indkomstskatten reduceres. Effekten opstår primært ved, at ansatte skifter job til stillinger med en højere aftalt arbejdstid samtidig med, at der også findes en reduktion i omfanget af arbejdsgiverbetalt fravær.

At muligheden for jobskifte udgør en drivkraft for effekten, tyder på, at rammerne for arbejdsmarkedet har en indflydelse på, hvor effektive skattereformer er. Hvis en indkomstskattelettelse indføres på et tidspunkt, hvor der f.eks. er opslået mange ledige stillinger, kan reformen dermed have større positiv effekt på arbejdstiden. Samtidigt kan det potentielt forklare forskelle i effekten af skattereformer på tværs af lande, da det i Danmark er relativt let at skifte job modsat f.eks. sydeuropæiske lande.

Der er naturligvis mange, der ikke ændrer arbejdstid som følge af reformerne, men der er således tilstrækkelig mange, der øger deres arbejdstid til, at det træder frem i de samlede resultater.

Størrelsesordenen på effekten svarer nogenlunde til, hvad der for tiden regnes med i de økonomiske ministerier som Finansministeriet og Skatteministeriet, men analysen er den første til at dokumentere, at effekten på arbejdstiden primært opstår via de ansattes skift af stillinger samt reduceret fravær.

Baseret på denne analyse vil en reduktion af eksempelvis topskatten således give en højere arbejdstid, der ville kunne kompensere for noget af det skatteprovenu, der går tabt ved at sænke topskatten. Omvendt vil den forventede højere arbejdstid ikke være tilstrækkelig til at dække hele provenutabet, og der vil således være færre skattekroner til at dække de offentlige udgifter.

En komplikation i forhold til at vurdere effekten på den samlede beskæftigelse er, hvis et lavere skatteprovenu betyder lavere offentlige udgifter inden for områder, der også kan påvirke den samlede arbejdstid.Et tænkt eksempel kunne være, at en skattenedsættelse finansieres ved at reducere antallet af åbningstimer i daginstitutionerne. Det vil formentlig have en pæn negativ effekt på mange småbørnsforældres arbejdstid og dermed det samlede antal arbejdstimer i landet.

Så selv hvis lavere skat umiddelbart giver flere arbejdstimer, er det vigtigt for den samlede vurdering at have et blik på, om finansieringen også påvirker antallet af arbejdstimer gennem andre kanaler.