Fortsæt til indhold

Kære politikere: En ja tak-ordning til reklamer vil udløse butiksdød

Detailhandelsbutikker drejer nøglen om, fordi butikker er svære at få til at løbe rundt i yderområderne. Det er både ærgerligt og problematisk, for butikkerne i de små byer bidrager til at skabe nærhed til indkøb og er en del af lokalsamfundenes byliv og samlingspunkt.

Debat
Esben KellerKædedirektør for Spar, Min Købmand og Let-Køb

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Esben Keller

Fra 2006 til 2020 er der forsvundet flere end 5.800 butikker. Et fald i det samlede antal på 20,8 pct. Det er den historiske udvikling, vi har været vidne til, hvor jo længere væk man kommer fra storbyen, desto flere butikslokaler står der tomme – alt imens de store byer imidlertid bugner af indkøbsmuligheder.

Herude i landområderne kæmper de små lokalhandlere en indædt kamp for fortsat at kunne tilbyde de lokale byboerne alt fra dagligvarer til et lokalt byliv. To vigtige parametre for sammenhængskraften og den basale interesse i at bosætte sig i et område. F.eks. vurderer 49 pct. af ejendomsmæglerne, at boligpriserne i et område falder med mere end 10 pct., når den sidste købmand lukker.

Nej tak til en ja tak-ordning

I Dagrofa kæmper vi for det lokale samfund. Vi ønsker, at dagligvarebutikkerne i landets mindre byer består, og vi ønsker at bidrage til lokalsamfundets vækst og trivsel. Det handler ikke kun om, at der skal være nemt at købe sine dagligvarer – det handler også om, at butikken skal være et samlingspunkt og stedet, hvor den lokale ungdom får deres første arbejde.

En af forudsætningerne for at dette kan lade sig gøre, er den lokale købmands mulighed for at kommunikere med sine kunder om alt fra gode initiativer til gode, lokale tilbud. Her spiller tilbuds- og ugeaviser en stor rolle.

Alligevel er der stadig løbende debat om omlægning fra en ordning med nej tak til reklamer til en ja tak-ordning. En ja tak-ordning vil imidlertid ramme de små butikker meget hårdt, fordi det vil fjerne de lokale dagligvarebutikkers mulighed for at ramme kunderne med tilbud målrettet netop dem. For mange butikker vil det være dødsstødet.

For mange detailbutikker i de danske lokalsamfund er tryksager den eneste reelle måde at nå ud til kunderne på. Fjerner vi muligheden, rammer det både butikker og forbrugere hårdt. Reklamer for gode tilbud har nemlig en mærkbar effekt på detailhandlens omsætning. Analyser fra Kantar Gallup viser, at 59 pct. køber ind ugentlig på baggrund af en tryksag, de har modtaget i postkassen, mens 69 pct. anvender de husstandsomdelte tryksager, når de skal lede efter tilbud i deres foretrukne dagligvarebutik.

Hvis antallet af husstandsomdelte tryksager falder markant, bliver det nærmest umuligt for den lokale detailhandel at nå ud til deres kunder, og undersøgelser viser, at tilbudsaviser i gennemsnit driver omkring 30 pct. flere kunder ind i butikkerne. Uden faste kunder vil omsætningen for mange blive presset i bund. Det betyder, at erhvervsudviklingen i lokalsamfundene vil blive yderligere truet, hvilket øger risikoen for, at endnu flere lokale forretninger må lide butiksdøden.

Det er derfor vigtigt, at vi værner om lokalsamfundene, hvis vi fortsat ønsker et Danmark, hvor der er liv i alle kroge af samfundet. Derfor skal vi også hjælpe de små butikker, og ikke besværliggøre deres levevilkår yderligere med en ja tak-ordning.

Artiklens emner
Detailbranchen
Min Købmand