Stadig færre revner i den finansielle pakis
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Global økonomi har været ramt af en sværm af ubalancer, som er det stof, der skaber uro på de finansielle markeder.
Når man skal håndtere markant stigende inflation, normalisering af pengepolitik, flaskehalse fra covid-19 og atomtrusler fra Putin, føles det lidt som at hoppe fra isflage til isflage. Mens vi ikke kan forudse næste træk fra Putin, så er den positive nyhed, at der er stadig færre revner i isen, og dermed at et aktieopsving rykker tættere på.
September var en frygtelig måned på de finansielle markeder, da priserne på stort set alle aktiver faldt markant. Førnævnte faktorer havde sendt global økonomi i hospitalssengen.
Her viste det sig imidlertid, at ikke alle kunne tåle medicinen: Ikke mindst var mange pensionskasser hårdt ramt af de markante rentestigninger. Selvom disse er en nødvendighed for en normalisering af de finansielle markeder (en af de sidste 10 års ubalancer), så har de været så kraftige, at det har skabt en grad af finansiel ustabilitet.
Dette gav brandudsalg af såvel aktier som obligationer, hvilket forøgede rystelserne på de finansielle markeder i slutning af september. Desuden bidrog den nytiltrådte britiske regering til uroen ved at lancere betydelige ufinansierede skattelempelser, på et tidspunkt hvor Bank of England (BoE) trækker den anden vej, for at dæmpe inflationen.
Dommen var hård. Ikke blot i Whitehall og hos vælgerne, men også fra de finansielle markeder, som på tre dage sendte den 10-årige britiske statsobligationsrente op med 1,4 procentpoint. Ikke uvæsentligt for et land med en statsgæld på 2365 mia. £ (svarende til 100 pct. af BNP), samt et betalingsbalanceunderskud på 5,3 pct. af BNP.
Det bliver ikke det sidste politiske fejltrin: Penge- og finanspolitiske myndigheder er også ude på isflagerne, og kan lige som alle andre ikke se ret langt frem.
Det er et problem, hvis penge- og finanspolitikken modarbejder hinanden. For pengepolitikkens vedkommende er det et problem, at man kom alt for sent i gang, men også at man trods den lave visibilitet har været meget markant i udmeldinger om fremtidige intentioner.
I starten af oktober har de finansielle markeder dog fået fornyet håb om, at de større vestlige centralbanker snart slår ind på en blødere kurs, som det eksempelvis var tilfældet i Australiens centralbank (RBA) den 4. oktober.
For den amerikanske centralbanks (Fed) vedkommende skyldes det blandt andet, at økonomiske vækstindikatorer i starten af oktober peger nedaf: Et af de største problemer for Fed er, at arbejdsmarkedet er overophedet. For at løse inflationsproblemerne har man brug for vækstafmatning, om end helst i en kontrolleret form. Derfor er dårlige nyheder for amerikansk økonomi lige nu gode nyheder for de finansielle markeder.
Med hensyn til Den Europæiske Central Bank (ECB), så er udviklingen i USA i starten af oktober positiv, ligesom man også har set nye fald i priserne på europæisk naturgas - på trods af begivenhederne i Østersøen.
Endelig er det formentlig blevet tydeligere for centralbankerne, at for ekstreme rentestigninger over kort tid kan give finansiel ustabilitet. Og finansiel ustabilitet reducerer mulighederne for at få den ønskede økonomiske effekt af pengepolitikken. Det var også af den årsag, at BoE greb ind den 28. september.
En ændring af de pengepolitiske signaler, og dermed en stabilisering af renterne, vil være overordentligt positivt i forhold til aktiemarkederne. Men indtil videre er det dog baseret på (velbegrundet) håb, mere end konkrete udmeldinger fra ledende centralbankfolk.
Pilen for økonomisk vækst i den vestlige verden peger fortsat nedad. Men de finansielle markeder er fremadskuende, og en stor del af dette er inddiskonteret i priserne på finansielle aktiver. Dog er der fortsat en risiko for, at forventningerne til virksomhedernes indtjeningsvækst skal justeres yderligere ned.
Den umiddelbart forestående regnskabssæson bliver vigtig i den henseende. Lavere forventet indtjeningsvækst udelukker imidlertid ikke stigninger på aktiemarkederne: I det omfang revnerne i isen aftager, og man måske oveni købet har udsigt til at få fast grund under fødderne, så vil investorer være villige til at betale mere per forventet indtjeningskrone.
Men indtil vi ser tydeligere tegn på, at inflationen er aftagende, samt at centralbankcheferne kan lette trykket på bremsen, så befinder vi os fortsat på is, med den risiko det indebærer.
