Er spilreklamer mere skadelige end sodavandsreklamer?

For nylig læste jeg, at ytringsfriheden angiveligt er truet af et nyt reklameforbud mod spilreklamer?

Der var formentlig tale om en stramning af rubrikken. Men ikke desto mindre kan det forestående indgreb over for spilreklamer få uoverstigelige konsekvenser for den kreative industri og hele dens værdikæde, hvis vi forudsætter, at lovforslaget bliver iværksat for at minimere spilreklamers skadelige virkning på spilafhængighed, også kendt som ludomani.

Ser man på de samfundsmæssige konsekvenser, kan man jo undre sig over, hvorfor der ikke har været iværksat lignende indgreb over for fastfood og alt for billige Fast Moving Consumer Goods, herunder snacks, slik og sodavand, når der er langt flere overvægtige mennesker end folk, der lider af ludomani.

I Danmark er over halvdelen af befolkningen betragtet som overvægtige, mens der ”kun” er en halv million ludomaner. Fortsætter udviklingen, vil 66 pct. af den danske befolkning, ifølge Kræftens Bekæmpelse, være overvægtige i 2045.

Hvor er skaden størst?

Fedme, kræft og hjertekarsygdomme er derfor et langt større problem for det danske samfund, både økonomisk og for generel sundhed og velfærd.

Derfor ryster hele den kreative industri og alle dens interessenter selvfølgelig i bukserne og tænker what’s next?

I Storbritannien har man eksempelvis planer om at forbyde tv-reklamer for usunde fødevarer med stort indhold af sukker, salt og fedt indtil kl. 21.00 for at begrænse stigende overvægt blandt børn og unge.

Men i stedet for at regulere reklamer for dit og dat, så skulle man måske hellere tage fat om problemets kerne: At man hver uge får smidt 1,5 liter cola og andre usunde varer i nakken til spotpris, og for betting-reklamers vedkommende ad libitum tilbud om gratis spil og bonus.

Altså bør man i højere grad se på tilbuddene end på reklamerne, og jeg tænker i dén sammenhæng, at tilbud for bettingreklamer og sodavand har samme skadelige effekt på en øget afhængighedsskabende adfærd.

Sodavandsforbruget steg ifølge analyseinstituttet GFK med 19 liter per husstand de sidste 10 år op til coronaen, hvor det retfærdigvis skal siges, at en afgiftsnedsættelse på sodavand i 2014 selvfølgelig også satte yderligere skub i salget.

Derfor virker lovforslaget over for spilreklamer som en hovsa-løsning, hvor annoncører, medier og reklame- og mediebureauerne selvfølgelig frygter, at politikerne disrupter hele deres levebrød, hvis næste skridt bliver et indgreb over for “usunde fødevarer”, da fødevarer, dagligvarer og Fast Moving Consumer Goods i mange år har udgjort den økonomisk rygrad for hele den kreative industri.

En industri, der flere gange er blevet omtalt som hjørnesten i europæisk økonomi, og som flere gange har vist sig at være mere modstandsdygtig over for konjunkturudsving end andre brancher.

Men hvorfor går politikerne ikke planken ud og vedtager regulære forbud mod spil og salg af tobak, og forhøjer afgifter på øl, spiritus, sodavand, slik og chips, når det netop er så skadeligt og bekosteligt for hele samfundet?

Ja, der vil utvivlsomt lyde et ramaskrig, som S-regeringen for alt i verden gerne vil undgå - specielt i en tid med makroøkonomiske udfordringer og med et valg til Folketinget om fire uger, hvor politikerne på behørig vis har undgået at komme med deres bud på, hvordan de har tænkt sig at løfte folkesundheden, herunder bekæmpe stigende overvægt i samfundet og dertilhørende livstils- og følgesygdomme.

Med andre ord er det svært at se et formål med et indgreb over for spilreklamer, skønt jeg anerkender, at mængden af spilreklamer - især når der fodbold i fjernsynet, er gået over gevind. Men gør vi regnskabet op, overgår det på ingen måder reklamer for ”usunde” fødevarer.

Derimod er spil blevet let tilgængeligt - dels ved at lokke med lave “startomkostninger” og dels ved at gøre det nemt og hurtigt at spille på sine væddemål, hvad enten man sidder hjemme i sofaen eller på lægterne til fodboldkamp - så er det, med mobilen, altid lige ved hånden - fuldstændig som i supermarkedet, hvor tilbud på sodavand, slik og chips, uge efter uge, er placeret i armslængdes afstand fra den sagesløse forbruger.